12-12-2011

Team Sauerland har længe arbejdet på en storkamp til Cecilia Bräkhus, men det har ikke været let for de to bedste modstandere er ikke til at lokke hjemmefra. Noni Tenge har ikke mødt overbevisende modstandere, og har næppe en chance mod de bedste andre kvinder i vægtklassen uden for Sydafrika. Det anden mulige modstander Holly Holm bokser næsten udelukkende hjemme i Albuquerque hvor hun får den ene pointsejr efter den anden uden at virke overbevisende. Rent logisk er Sauerland heller ikke interesseret i at lade Cecilia bokse på udebane hvor hun vil have svært ved at få en pointsejr. Her i Week-enden blev der så lavet om på det hele. Cecilia Bräkhus gjorde det hun skulle ved at stoppe Kuulei Kipihea i 10. omgange ved det store stævne i Helsinki, men i Albuquerque gik det gruelig galt. Fransk Anne Sophie Mathis havde ikke problemer med at tage kampen i USA på Holly Holms hjemmebane, for hun vidste at det skulle hun nok selv afgøre. Jeg har ikke set kampen, men ud fra referater fik Holly Holm sit livs endefuld. Selv en hjemmebane kampleder kunne ikke redde Holly der var i gulvet flere gange inden kampen blev stoppet i 7. omgange. Så nu er det tilbage til tegnebrædtet igen. Jeg tror at Team Sauerland er kloge nok til at holde Cecilia langt væk fra Anne Sophie Mathis, for hun er simpelthen en alt for farlig modstander, selv om Cecilia får hjemmebanefordel. Så er der muligheden med et svensk/norsk opgør mod Mikaela Lauren der har seks sejre i år. Det kunne være man skulle spørge Angel McKenzie om hvem der er bedst? Hun er meget aktiv og selv om hendes rekordlist kun er 4 – 26 er hun parat til at møde hvem som helst, hvor som helst også selvom han skal give vægt væk. Hun går næsten altid tiden ud i sine tabende kampe og bliver kun stoppet af de helt hårde nitter Som Myriam Lamare og Anne Sophie Mathis.
Jeg kom lige til at tænke på, gad vide hvad der er blevet af Natasha Ragosina? Hun var født i Kazakhstan, men boksede i Tyskland hvor hun var ganske populær. I en bemærkelsesværdig kamp forsvarede hun seks VM titler, mens hun i samme kamp vandt en syvende. Det er måske lige at stramme den, men hun var da heldigvis super-mellemvægter ellers havde hun ikke kunnet løfte alle de bælter. Hun var 22-0 da hun forsvandt fra boksningen i 2009. Jeg ved ikke om hendes promotorer var en af dem der blev ramt da tysk TV nedskar deres boksetransmissioner voldsomt.

 
4-12-2011
Nu havde vi lige gået og troet at vi skulle gå en lang og kold vinter i møde uden boksning i Danmark, men så reddede Team Sauerland alligevel julen for os med et stævne den 17. december. Desværre var det for kort varsel til at Kim Poulsen mente at han kunne komme i topform, så han har valgt at melde fra. Så må vi jo glæde os til de andre kampe. Det bliver dejligt at se Reda Zam Zam tilbage i ringen efter tre års ufrivillig pause. Hvis Reda bare er nogenlunde tilbage i sin gamle stil, siger jeg bare : ”Stakkels Hviderusser, nej hvor får han høvl.” Sidst vi så Aliaksei Volchan i ringen mod Christian Bladt, virkede han slet ikke solid nok i den vægtklasse. En Reda som i gamle dage kører ham over og vinder i løbet af få omgange. Eneste tvivlsspørgsmål er hvor meget mere end 4 1/2 års pause har lagt af rust på ham, men jeg formoder at han har haft god sparring i træningslokalet, så den gamle skarphed er ved at komme tilbage. Rudy Markussen skal møde en højrefodsbokser, og så kan man jo tænke tilbage til sidst han mødte sådan en og få gåsehud over det hele. Det var nemlig i Parken hvor han gik helt op i limningen og lod sig tælle ud mod Sergey Tatevosyan i en kamp han ellers var ved at vinde. Mit bud er at det ikke sker igen denne gang. Englænderen Steve Bendall er (eller var) en ganske udmærket bokser, med et godt punch, men han indstillede karrieren i februar 2009 og har så kun haft en kamp efter sit comeback. Bendall har bokset de fleste af sine kampe i mellemvægt, og Rudy er en stor supermellemvægter så selv om englænderen ser ud til at have en længere rækkevidde er han næppe stærk nok til at holde Rudy på afstand. Med den slagkraft som Rudy har vist i sine sidste kampe tror jeg igen på en knock out sejr. Ikke nødvendigvis lige så hurtigt som de sidste to kampe, men knock-out´en skal nok komme. Jeg bliver nødt til at melde pas over for ”Dansemusen” Patrick Nielsens næste modstander. Der findes en smule på Youtube, men ellers er han et meget ubeskrevet blad. Jeg spurgte mig for ved nogle af dem jeg bytter kampe med i Europa – De vidste ikke engang hvem han var! Manuel Ernestis rekordliste 10-1 ser da flot ud, men kikker man lidt på modstanderne bliver man ikke slået med rædsel. Nogle af navnene er kendt som tidligere modstandere til danske boksere. Det er selvfølgelig en del år siden, men både Ahmed Kaddour og Mehmet Erarslan mødte Attila Kiss i deres debutkamp. Lidt længere oppe på Ernestis rekordliste finder vi Sergejs Savrinovic, han tabte til Sam Rukundu ved Henrik Risum og Brian Mathiasens stævne i Horsens for godt to år siden. Ikke et ondt ord om Savrinovics, han rejser rundt om møder mange lokale helte. Han taber som han forventes at gøre, men går næsten altid tiden ud. Ved stævnet 17. december er der også debut til Danmarks bedste og mest rutinerede amatørbokser Torben Keller. Han kunne være gået over tidligere, men valgte at prioritere muligheden for OL deltagelse højere. Da muligheden fortonede sig i horisonten, valgte han at skrive kontrakt med Sauerland og vi kan da kun glæde os til at se hvordan han klarer overgangen til de professionelles rækker. Hvis han bliver matchet fornuftigt og hurtigt får en 7-8 kampe inden for det første år er der ingen grund til at han ikke kan blive til noget stort.
 
16-11-2011
Også i år er der kommet en ny boksebog i passende tid før julehandelen, og det er en bog jeg vil anbefale mange at skrive på ønskesedlen. Bogen der er skrevet af Thomas Andrew, Alex Hermann og Jens Sillesen hedder ”De Seje” og er fortællingen om 12 historiske boksekampe med dansk deltagelse fra de sidste 40 år.

12 kampe er selvfølgelig valgt fordi det er antallet af omgange i en VM kamp. Der omtales faktisk tretten kampe, men man har valgt at samle Mads Larsens to kampe med Danilo Häussler og Sven Ottke i et kapitel da de er en samlet historie om Mads Larsens kampe i Tyskland. Kampene er ikke nødvendigvis udvalgt fordi de var de bedste eller mest dramatiske, men som dem medierne og boksefans talte mest om. Derfor er det også helt umuligt at komme udenom kampe som Tom Bogs VM kamp mod Carlos Monzon og Brian Nielsens kamp i Parken mod Mike Tyson. Kampene er ikke udvalgt for at glorificere danske boksere for der er adskillige nederlag imellem, men heldigvis er der også gode sejre imellem. Ingen danskere får nogensinde lov at glemme Jørgen Hansens knock out sejr over Dave ”Boy” Green. Der ser vi mindst en gang om året i TV, og den kamp er selvfølgelig også med i bogen. Hvor det har været muligt, har forfatterne interviewet boksere, trænere og managere og fået en masse baggrundsstof og sjove anekdoter med. Jeg kan godt huske at der var en masse fiflerier med Jimmi Bredahls kamp i USA mod Oscar de la Hoya. Promotoren Bob Arum forsøgte at få flyttet tidspunktet for vejningen fordi Oscar havde vægtproblemer, men det lille nummer fik Mogens Palle hurtig sat en stopper for. At man så hævnede sig på Jimmy ved at give ham en skurvogn som omklædningsrum havde jeg aldrig hørt før. Næsten alle de 12 (13) kampe blev vist på TV, men det er skammeligt at det første store danskeropgør mellem Jørgen Hansen og Hans Henrik Palm aldrig blev filmet. Jeg var ikke selv i Brøndby Hallen i 1980, men ud fra bogens beskrivelse var det en fremragende kamp. Desværre ville Dansk TV ikke betale hvad der skulle til, og for Mogens Palle var det et spørgsmål om forretning. Lidt træls for året før havde man vist Ayub Kalules kamp mod Masashi Kudo i Japan. Den kamp nævnes også i bogen, og jeg var også en af dem der tog en halv fridag for at komme hjem og se kampe. Jeg troede at det var direkte TV, men i bogen står der at den blev sendt med fire timers tidsforskydelse. Det viste jeg heller ikke, men der var ingen internet dengang, så ingen af os kendte resultatet da vi satte os til skærmen. Når man kommer i min alder synes man at bogstaverne er for små, men jeg forstår at det havde forfatterne ikke nogen indflydelse. Bogen er en nydelse både for boksefans og for ”almindelige” mennesker. Det er ikke muligt at skrive en bog uden fejl, men der er meget, meget tæt på at det er lykkedes denne gang.

Meget sjovt er bogen kommet i handelen næsten samtidig med at DR sendte de to udsendelser ”Promotoren og hans boksere” om Mogens Palle, og bogen og TV programmerne supplerer hinanden rigtig godt.

 
8-11-2011
Jeg blev da rigtig ked af det da jeg læste i morgen at Smoking Joe Frazier var død af leverkræft kun 67 år gammel. Han var en af mine første store favoritter da jeg for alvor begyndte at interessere mig for boksning i teenage alderen. Da jeg begyndte at læse ”The Ring” og ”Boxing Illustrated” midt i tresserne var man ikke i tvivl om at han ville blive til noget meget stort. Han startede i verdens toppen med at vinde guld i sværvægt ved OL i Tokio 1964. Egentlig skulle han slet ikke have været af sted for han havde tabt to gange til den kæmpestore Buster Matthis, anden gang ved de amerikanske OL ”Box-offs”. En historie siger at Matthis brækkede en knogle i hånden i deres kamp og måtte melede afbud til OL, mens en anden mere romantisk version går på at Buster var så forelsket i en pige derhjemme at han ikke kunne undvære hende den tid han skulle være væk op til og under de Olympiske Lege. Derfor opfandt han en skade og tog hjem til kæresten – Man skal aldrig forklejne kærligheden så vi holder os til version to. Nu blev det i stedet Joe Frazier der repræsenterede USA ved OL og vandt guld, selv om han stillede op i finalen med en brækket tommelfinger. Nu til dags venter der guld og grønne skove til succesfulde OL boksere, men i tresserne var det mere nede på jorden. Som med en vis Cassius Clay fire år tidligere var det nogle forretningsmænd der investerede nogle penge i at hjælpe en amatørbokser over i de professionelles rækker. Store forkromede kontrakter var der ikke endnu med TV selskaberne så lige som de første Cassius Clay kampe, mangler man Fraziers første kampe på film. Boxrec.com hævder at Joe var i gulvet i sin anden kamp mod Mike Bruce, men det fysiske bevis mangler. Den første stump af Frazier i aktion jeg har set er knock outet af Dick Wipperman i den sjette kamp, men ellers skal man til Joes første hovedkamp i Madison Square Garden i New York. Alle store talenter skulle gennem den store prøve i den arena. MSG havde tre måneder tidligere haft en kamp mellem George Chuvalo og Oscar Bonavena, hvor man præsenterede Frazier som manden der skulle møde vinderen.

Bonavena vandt en omdiskuteret split decision og fik æren af at møde den fremadstormende Joe Frazier. Det var et sats fra Joes manager og træners side og det var en krillemillimeter fra at gå galt. I anden omgang går det helt galt og Frazier er to gange i gulvet med redder dog omgangen ud. Det havde efter nutidens scoresystemer været en 10-7 omgang til Bonevena, men da det var i New York blev der scoret kun i omgange, så Joe fik lige akkurat reddet en split decision hjem. Derefter så Frazier sig ikke tilbage, men slog hårdt ned på de omhyggeligt udvalgte sværvægtere der blev stillet overfor ham. Det lykkedes ham også at blive den første mand der nogensinde stoppede jernmanden George Chuvalo. I Madison Square Garden fik han Chuvalo til at vende ryggen til og gemme sig ude mellem tovene så kamplederen ikke kunne gøre andet end at stoppe kampen. Så kommer vi til 1967 som kun kan beskrives som sværvægtsboksningens mest tragiske øjeblik. Vietnam krigen raser, Muhammed Ali vil ikke indkaldes til militæret (Hvem havde lyst til det lige på det tidspunkt?) og vi får aldrig den kamp mellem Muhammad Ali og den fremadstormede Joe Frazier som man stadig kan ligge og drømme om om natten. For at finde en ny verdensmester i sværvægt arrangerer man en turnering mellem de otte højst rangerede boksere. Man glemmer bekvemt Sonny Liston som er godt i gang med et come back og om ikke andet så dog har knock outet en af de andre deltagere Floyd Paterson to gange. Joe Frazier er også med på listen, men hans manager siger nej tak. Nogen siger at man var bange for Thad Spencer som var uhyggelig god lige på det tidspunkt lige inden han fandt ud af at det var sjovt at snuse hvidt pulver ind gennem næsen, andre siger at manager Yancey Durham bare var smart. Hvorfor slå tre modstandere for at blive kaldt verdensmester, når man kan lade de andre slås og vente med at møde vinderen. WBA organiserede deres turnering der endte med Jimmy Ellis som vinder, og i mellemtiden anerkendte New York State Joe Frazier som verdensmester efter at han havde knock outet sin gamle amatørmodstander Buster Mathis i 11. omgang. I Alis fravær var pengene også forsvundet fra sværvægtsboksningen, så Frazier kunne ikke tjene de store penge på sine titelforsvar. Hans titelforsvar mod den gamle modstander Oscar Bonavena blev ikke engang sendt på TV, men kun meget lokalt på et lukket net til biografer. Det tog over 20 år inden man med løfter og trusler kunne få fat på en hel kopi af kampen, og den er oven i købet uden lyd! (Der har i mellemtiden været mange udlægninger af hvordan det gik i den kamp. Jeg har set den og Bonavena fik høvl denne gang). Endelig fik man samlet titlerne ved at arrangere en kamp mellem Joe og vinderen af WBA turneringen Jimmy Ellis. Der var så meget interesse om kampen i MSG at de to største TV selskaber satte hver sit kamerahold til at filme kampen. Det var næsten spildte kræfter. Ellis jabbede og dansede i to og en halv omgang, men så landede Fraziers venstre hook for første gang. Ellis var hårdfør og holdt ud til fjerde omgang var slut, men han havde været to gange i gulvet og Alis gamle træner Angelo Dundee vinkede kampen af omgående ved fjerde omgangs afslutning. Næste mand var letsværvægtsmesteren Bob Foster som blev tromlet ned efter bare fire minutters boksning og så kom endelig forløsningen: Muhammad Ali vendte efter to opvarmnings kampe tilbage for at forsøge at forsøge at genvinde den sværvægtstitel han aldrig havde tabt i ringen.

Der har aldrig været noget over eller ved siden af den kamp som Joe Frazier og Muhammad Ali boksede i Madison Square Garden i marts 1971. Kampen er med god grund kendt som ”Fight of The Century” og der er skrevet og sagt mere om den kamp end om nogen anden kamp i boksningens historie, så lad mig bare nøjes med at sige at Joe Frazier vandt på point efter 15 omgange. Begge boksere efterlod noget i ringen den dag og ingen af dem var mere helt så god som de havde været før den kamp.

Joe kan stadig besejre gode boksere, men nu følger to nederlag til Muhammad Ali og to knock out nederlag til George Foreman som tog de sidste kræfter ud af den store mester. (Hans sidste kamp 5 år senere mod Floyd Cummings plejer vi at lade som om aldrig er foregået.).

Rest in Peace – Old Champ.

 
26-10-2011
Ros til Danmarks Radio for første del af deres serie om dansk boksning "Promotoren og hans boksere". Tit og ofte fokuseres der på negative ting når man snakker om Mogens Palle, men ret skal være ret: Det er ham der skabte dansk professionel boksning og bar boksningen gennem flere krisetider. DR har søgt dybt nede i arkiverne og fundet meget sjældne optagelser frem om Børge Krogh og Tom Bogs fra den tid hvor der næsten ikke blev optaget noget fra boksestævnerne. En lille korrektion til omtalen i starten af udsendelsen med Christian Christensen. Chris tabte ikke sin titel på knock out til Laszlo Papp, han blev stoppet i syvende omgang på en øjenskade i en kamp hvor det ellers var gået godt. Det knock out der vises på skærmen mens der tales er aldrig før offentliggjorte billeder fra deres anden kamp i KB Hallen i København. Desværre vises hele tællingen ikke for Chris klagede bagefter over at kamplederen havde talt alt for hurtigt. Papp ramte med et højre sving helt omme bag øret og Chris valgte at sætte et knæ i gulvet for at få en pause. Ifølge hans bog "Gentleman Chris" fik han så den dumme ide at kaste sig forover for at Papp skulle tro at han var dybt rystet og et let bytte når han rejste sig igen. Desværre talte kamplederen Chris ud inden han nåede at komme op. Selvfølgelig indeholder programmet også Jørgen Hansens sensationelle knock out sejr over Dave Green, intet program kan være den kamp foruden. Det var da godt at englænderne kom over for at optage kampen, for dansk TV var ikke tilstede. Det var også dejlig at se at Ayub Kalule igen, han var en fantastisk bokser. Jeg husker stadig at jeg tog hjem fra arbejde til middag for at se kampen mod Masashi Kudo i Japan direkte i TV. Den kontroversielle slutning i kampen mod Sugar Ray Leonard var selvfølgelig også oppe at vende. Jeg tror at Leonard havde vundet kampen under alle omstændigheder, men den skulle ikke have været stoppet da den blev det. En kvajet kampleder stiller et forkert spørgsmål på spansk til en engelsktalende bokser, og klokken skulle have lydt for afslutning af omgangen midt i kamplederens tælling. Dengang kunne man blive reddet af gong-gongen, og man så somme tider boksere blive båret bevidstløse tilbage til ringhjørnet for at blive genoplivet i pausen.
Efter at have set første del, kan vi kun glæde os til det bliver mandag igen.

 

Perfekt timet er også Alex Hermann, Jens Sillesen og Thomas Andrews bog om dansk boksning kommet på gaden. Den omhandler 12 udvalgte kampe fra samme tidsrum som "Promotoren og hans boksere". Den ramte postkassen i går, så jeg har kun lige nået at kikke i den, men den ser rigtig godt ud.

 
18-10-2011
For amerikanere og navnlig New Yorkere er New York verdens navle. Det var den med sikkerhed i bokseverdenen i mange år. Store stævner blev arrangeret i Madison Square Garden og de tre store football og baseball stadions. Shea stadion blev ikke brugt så meget men Polo Grounds og Yankee Stadium er legendariske. Boksningen kunne trække så mange tilskuere at Madison Square Garden byggede deres åbne stadion på Long Island til de store kampe i stedet for at skulle betale leje til andre. Bokseorganisationer som NBA og New York State Athletic Commision var meget magtfulde og det lykkedes at forpurre kampen mellem Jim Braddock og Max Schmeling, så man var sikker på at sværvægtstitlen blev i USA i stedet for at forsvinde over Atlanten til Nazi Tyskland.

I New York State havde man også bokseregler der adskilte sig fra de fleste steder. Nu til dags anser man 3-knock-down reglen som en selvfølge, men den var i brug i mange år i New York før det blev til en generel regel. New York kørte også generelt med en No Foul regel er sagde at en bokser ikke kunne blive diskvalificeret for at støde for dybt. Det var en forgænger for nutidens regler hvor en bokser der støder for dybt, kan blive fratrukket et point. N.Y. reglen sagde at bokseren blev noteret som taber af en omgang hvor han stødte for dybt. Et grelt eksempel var revanchekampen om verdensmesterskabet i letvægt hvor Lou Ambers vandt en svæver pointsejr over Henry Armstrong efter af Armstrong var blevet frataget ikke mindre end 5 omgange p.g.a. for dybe stød. Henry Armstrong var en bokser der havde et liberalt forhold til bæltestedet placering, i deres første kamp blev han frataget 3 omgange for samme forseelse.

En tredje regel der var meget speciel for New York var deres måde at score kampene på. Man scorede dem på vundne omgange så en kneben vunden omgang talte lige så meget som en omgang hvor en bokser havde været totalt overlegen og haft sin modstander to gange i gulvet. Kun hvis en dommer havde kampen uafgjort i omgange kunne man gå til et supplerende pointsystem. Det gav ind imellem en kraftig debat. Den dag i dag påstår mange at Jersey Joe Walcott skulle have haft sejren i den første kamp mod Joe Louis. Kampen var ret lige og Louis fik en snæver split decision der ikke tog højde for at Louis havde været i gulvet i to af omgangene. Meget senere i 1966 fik Joe Frazier en SD mod Oscar Bonavena i en kamp hvor han var to gange i gulvet i anden omgang. Havde det været i dag med "10 point must system" havde Bonavena fået anden omgang med 10-7 og dermed sejren.

Systemet med kun at score i omgange afgik ved døden i 1987 efter en kamp mellem Fulgencio Obelmejias og det ubesejrede stortalent Chris Reid. Obel boksede en meget passiv kamp og kom kun ud af busken med enkelte slagserier der til gengæld havde en stor virkning på Reid, for Reid var i gulvet en gang i første omgang, to gange i tredje omgang og to gange i ottende omgang. Til gengæld lavede Obel ikke ret meget i de andre omgange som Reid alle vandt knebent. Det betød at efter ni omgange var Reid foran 6-3 efter New York score, men ville have været bagud med mindst to point efter en mere normal tællemåde. Hvis Reid havde været to gange i gulvet i tiende omgang også, havde han vundet alligevel, og det ville have været for pinligt. Heldigvis løste Obelmejias problemet ved at vinde på knock out i sidste omgang, men New Yorks boksekommision ændrede deres scoring til "10 point must."
 
10-10-2011

For få år siden kunne danske tilskuere glæde sig over at se de to brødre Fredrik og Giovanni Alvarez i ringen. Det boksede sjældent nogen kedelige kampe. I Mexico har de fire brødre Alvarez der alle bokser professionelt. De tre ældste af brødrene er absolut habile boksere, men det er den yngste bror Saul ”Candelo” Alvarez der løber med overskrifterne. Han var kun femten år da han efter cirka 20 amatørkampe blev professionel. Umiddelbart ligner han slet ikke en Mexicaner, for han er lys i huden og rødhåret som en irer. Han er nu 21 år og har 38 sejre hvoraf de 28 er på knock out. Der er kun en fuldstændig ligegyldig 4 omganges uafgjort kamp der pletter en perfekt rekordliste. Sauls rekordliste er frygtindgydende. Som 18 årig knock outede han Colombianeren Raul Pinzon i første omgang, og Pinzon var en rigtig hård nitte dengang. Samme år vandt han WBC Youth titlen i weltervægt ved at knock oute Marat Khutseev i anden omgang. Khutseev kender vi i Danmark for to kampe mod Christian Bladt og Reda Zam Zam, og han er heller ikke en mand der bare vælter af sig selv. I øvrigt heldigt at det ikke var Khutseev der vandt kampen, så havde WBC fået en Youth Champ på 29 år! Kikker vi på nyere kampe på listen finder vi Jose Miguel Cotto (Broder til Miguel Angel og 31-1-1) som blev stoppet i niende omgang, Carlos Baldomir knock outet i sjette omgang. Baldomir kender vi også her i Danmark fra fire kampe mod Hasan Al, Søren Søndergaard og Frank Olsen – Kun Søren var i stand til at besejre ham. Så fik to englændere Matthew Hatton og Ryan Rhodes chancen i kampe om WBC Letmellemvægtstitlen. Alvarez vandt samtlige omgange i begge kampe, og Rhodes blev oven i købet stoppet i sidste omgang. Da Floyd Mayweather gjorde comeback mod Victor Ortiz var den del af PPV pakken Saul Alvarez kamp mod Alfonso Gomez som blev bokset samme aften i Los Angeles. ”Candelo” boksede ikke sit bedste den aften, men han fik da stoppet Gomez i sjette omgang. Også Alfonso Gomez er kendt af danske boksefans. For syv år siden var han med i ”The Contender” serien hvor det lykkedes ham at besejre Peter Mandredo Jr. og danske Ahmed Kaddour. I 2007 boksede han mod Arturo Gatti i det der blev Gattis sidste kamp, en sørgelig forestilling hvor stakkels Gatti slet ikke var sig selv mere.

Come back til Mads Larsen hos Sauerland! Tja, hvorfor ikke? Han har før fundet sig rigtig godt tilpas ved at træne i Tyskland, og den sløje optræden i den sidste kamp mod Brian Magee skyldtes åbenlyst en skade. Selvfølgelig er Mads ved at komme lidt op i alderen så reflekserne og hurtigheden er ikke hvad den var for 10 år siden, men han har altid holdt sig krop i form, så jeg ser ikke nogen grund til at der ikke skulle være nogle gode kampe i ham endnu. Yderligere er han et stærkt kort når Sauerland skal forhandle kontrakt med dansk TV.

 
5-10-2011

På grund af ferie fik jeg ikke set Floyd Mayweathers meget ventede come-back kamp, men jeg var så heldig at der var en der sendte mig hele stævnet fra den amerikanske PPV udsendelse. Jeg har altid været en stor fan af Erik ”El Terribile” Morales, og kan kun ønske ham tillykke med sejren over Pablo Cesar Cano som åbenbart gjorde at han blev den første mexicaner der har vundet bælter i fire forskellige vægtklasser. Det sagt, vil jeg påstå at hans tid lakker mod enden med hastige skridt. Efter at han er flyttet op i let-weltervægt har han ikke længere den fordel i højde og rækkevidde som han forstod at udnytte til fulde i sine tidligere kampe i super-bantam og fjervægt. Tiden går – Er det virkelig 14 år siden han knock outede den anden store Mexicaner Daniel Zaragoza og endte hans lange karriere?

Jeg ved ikke om det kom med i den danske udsendelse, men i optakten til kampen mellem Mayweather og Victor Ortiz bliver det fortalt at ved en uofficiel vejning før bokserne går i ringen har Ortiz taget 17 lbs (7,7 kg) på siden den officielle indvejning dagen før. Det er voldsomt meget for en bokser der først lige er vokset op fra let-weltervægt. Når Victor Ortiz er i ringen sker der virkelig noget. I hans sidste kamp mod Andre Berto og lidt tidligere mod Marcos Maidana røg bokserne op om ned som yo-yoer, så han var den ideelle mand til at spille tyren mod Floyd Mayweathers matador rolle. Selvfølgelig fik publikum al den dramatik de kunne ønske sig da Ortiz blev slået ud i fjerde omgang. Nogen beskriver afslutningen som kontroversiel, men Ortiz forbrød sig mod den allerførste regel i boksning: ”Forsvar dig selv til enhver tid”. Det er bare for dumt at stå med hænderne nede og forsøge at undskylde sin forseelse for tredje gang. Bagefter var han stor nok til erkende at han havde kvajet sig. Der er masser af kendte og knapt så ukendte fortilfælde:

I 1926 havde Jack Dempsey tabt sværvægtstitlen til Gene Tunney og mødte Jack Sharkey i en eliminator om chancen til at udfordre mesteren. Dempsey er bagud på point i en vild kamp hvor han rammer Sharkey mange gange for dybt. Til sidst vender Sharkey sig mod kamplederen for at protestere, og Dempsey slår ham ud med et susende venstre hook. Kamplederen tæller Sharkey ud og Dempsey får sin VM kamp til promotorens store glæde. Dempsey mod Tunney trækker over 100.000 tilskuere, det havde Sharkey mod Tunney aldrig kunnet tiltrække. Dempsey blev efter kampen spurgt om han burde have slået Sharkey mens han kikkede væk og svaret var (Oversat til nudansk): ”Skulle jeg have sendt ham en SMS først”

Jeg kan ikke komme på navnene, men for nogle år siden var der en kamp mellem to Mexicanere hvor resultat blev det samme på en lidt anderledes måde. Her var det bokseren der stødte for dybt der drejede sig mod kamplederen og slog undskyldende ud med armene. Det skulle han aldrig have gjort, for før kamplederen når at sige noget har en højre havde lagt bokseren ned for fuld tælling.

En mand som Henry Cooper gik aldrig glip af en gave i ringen. I en kamp mod Joe Erskine glider Erskine forover og rører vistnok gulvet med den ene handske. Kamplederen når ikke at sige noget og Cooper slår Erskine inden denne overhovedet har nået at rette sig op. Måske ikke særlig pænt gjort, men ikke i strid med reglerne.

Noget tilsvarende kunne være sket i lørdagens kamp mellem Yoan Pablo Hernandez og Steve Cunningham. Efter et minut i første omgang glider Hernandez i det ene hjørne og er et ganske kort øjeblik uden parader. Hans ene handske rører vistnok gulvet et kort øjeblik, men kamplederen siger ikke noget. Her er Cunningham efter reglerne i sin gode ret til at slå på Hernandez, men han træder et halvt skridt tilbage og lader Hernandez komme op. Her skal man bemærke at Cunningham ikke overlader noget til tilfældighederne, for da han træder tilbage holder han paraderne oppe hele tiden.

Sommer tider kan ”Engelsk Sportsmansship” være en by i Rusland, navnlig når to boksere som Nigel Benn og Chris Eubank der ikke kunne fordrage hinanden mødes. I deres anden kamp laver Eubank en mindre forseelse der bliver påtalt af kamplederen. Eubank rækker undskyldende venstre hånd frem og affyrer straks et højre sving. Benn undviger og den engelske kommentators eneste bemærkning lyder: ”Troede han virkelig at Benn ville falde for det gamle trick?”

Efter nogle år mildnedes deres forhold dog så meget at de kunne optræde sammen i en TV serie hvor deres tredje kamp kom til at bestå af en række romerske gladiatorkampe med net, trefork og guderne må vide hvad. For hvad det er værd vandt Benn sammenlagt. De har sikker moret sig dejligt, for de fik en masse penge for det.

 

 
26-9-2011

I forbindelse med ændringerne her på BM-Boxing fik man et nyt billede af mig med flere rynker og mere gråt hår, og også lidt information og spørgsmål. Et at spørgsmålene var hvilken bokser jeg anser som den største nogensinde. Det var let, jeg tror at mindst halvdelen af boksefabs verden over ville svar som jeg gjorde: ”Sugar” Ray Robinson. Den mand er ikke til at komme udenom. Skulle jeg nævne nogle af mine favoritter til de næste pladser: Joe Louis, Muhammad Ali, Roberto Duran; Carlos Monzon og Emile Griffith. Hvis man vælger efter underholdningsværdien elsker jeg at se kampe med Joe Frazier, Sugar Ray Leonard, Thomas Hearns, Nigel Benn og Pipino Cuevas.

Et andet spørgsmål var om den bedste danske bokser, og så bliver det rigtig svært. Der er store navne som Battling Nelson og Dick Nelson, men det er så langt før min tid at jeg har svært ved at forholde mig til dem. I øvrigt stor tak til Rene Villadsen for hans store arbejde med at samle fakta om danske boksere og boksestævner fra gamle dage. Også Ove Ovesen har i sin bog samlet massevis af oplysninger om tidlige danske stævner og boksere. Det er ikke bøger for folk der ”Bare” vil læse om kendte boksere, men uvurderligt baggrundsmateriale for boksefreaks som mig. Rigtig mange mener at Mikkel Kessler er den største danske bokser, og det kan sagtens være rigtigt, men når han stadig er aktiv er der en risiko for at han vil glide lidt ned i rækken. Han boksede en rigtig seværdig og underholdende i kamp i Parken mod Bouadla og viste sig tilbage fra sin skadespause, men hvad nu hvis han (gud forbyde det) taber til Stieglitz? Hvor skal han så være på skalaen?

Efter at have tænkt mig inderligt om valgte jeg at stemme på Tom Bogs. 87 kampe med 77 sejre. Kun stoppet af to af de største mestre Carlos Monzon og John Conteh. I begge kampene var Tom lidt hæmmet af sin vægt som i hans storhedstid passede præcist til nutidens Super-mellemvægts klasse. Mod Monzon måtte han pine sig voldsomt ned i vægt, og når han boksede i letsværvægt som mod Conteh var han oppe mod modstandere der naturligt vejede 3-5 kilo mere ned ham selv. Når man kigger ned over hans rekordliste, ser man en perlerække af de bedste mellemvægtere fra den tid. Når han havde et sjældent nederlag lykkedes det ham flere gange at vinde en revanchekamp. Don Fullmer, Juarez de Lima og Bunny Sterling, blev alle besejret i andet forsøg. Første EM kamp mod Carlos Duran blev vundet i København på point. Italienerne gjorde ikke synderlig meget vrøvl over kendelsen bagefter så den må have været i orden. Den gode herr Duran havde også været i gulvet og det passede ham ikke. Revanchekampen i Italien gik til italieneren på en split decision. Kampen blev vist direkte i fjernsynet og var meget tæt så det kan vel forsvares. En tredje og afgørende kamp kom det aldrig til.

Havde spørgsmålet gået på den bedste danske tekniker nogensinde, havde jeg virkelig haft et luksusproblem. Tænk at skulle vælge mellem tre så store teknikere som Børge Krogh, Søren Søndergaard og Johnny Bredahl. Desværre findes der utroligt lidt video med Børge Krogh, men ældre boksefans der har set ham i ringen i hans storhedstid omtaler ham med andagt. Søren og Johnny havde næsten alle deres kampe i TV, og det var en nydelse at se dem. Lidt mærkeligt var det, at de alle tre kom til at se voldsomt forslåede ud efter en kamp, også selv om de næsten ikke var blevet ramt. Deres kæber fejlede absolut ikke noget men skramme og buler opstod næsten af sig selv når det var i ringen.

 
19-9-2011

Gennem tiderne er Muhammad Ali (lige fra han hed Cassius Clay) sommetider blevet beskyldt for at være dum, arrogant og alt muligt andet, og han har sikkert også sommetider kvajet sig og været alt for selvfokuseret. Mange mennesker taler også om den anden side af Ali, som var en utrolig godhjertet person, der var parat til at gå en lang vej for at hjælpe andre. Den berømte engelske boksejournalist Reg Gutteridge fortæller at han en gang lå på hospitalet og var temmelig syg og ikke måtte modtage besøg. Pludselig var der stor tumult ude på gangen og ind kom Ali mens han nærmest fejede et antal sygeplejersker til side der ville nægte ham adgang. Dengang havde man ikke bevæbnet ”Security” alle vegne, så Ali fik sin snak med Reg Gutteridge og skrev autografer til al hospitalspersonalet der nu havde fundet ud af hvem han var.

Her forleden dag er jeg kommet i besiddelse af en kopi af en udsendelse der viser Ali på besøg i Cleveland, Ohio for at rejse penge til et lokalt hospital. Muhammad var vokset op i nabostaten Kentucky, så han vidste godt at det ikke var sjovt at være fattig i sydstaterne. Der er klip fra Alis besøg på hospitalet, sågar besøg i et lokalt fængsel og til sidst et stort stævne hvor han bokser opvisningskampe mod fire modstandere. Jeg kan identificere Alonzo Johnson (tidlig Clay modstander), Amos Johnson (som engang besejrede Clay som amatør) og Terry Daniels som af ukendte årsager fik en VM kamp mod Joe Frazier. Alis modstandere bærer boksehjælm, men det gør ”The Man himself” ikke og der bliver gået godt til biddet. Amos Johnson slår sågar Ali i gulvet med et venstre hook, og fra gentagelserne ser det ud til at være et ægte knock down. Ali bliver i hvert fald sur og så får Amos nogen på frakken. Publikum er ellevilde! Sidste ”Kamp” er mod Terry Daniels og det er en ægte opvisningskamp hvor Daniels bliver slået ud og Ali modtager folket hyldest mens han står med den ene fod på den liggende Daniels brystkasse som en rigtig romersk gladiator.

Folk er ellevilde, ikke et øje er tørt og forhåbentlig fik man samlet en masse penge ind til det lokale hospital.

 
15-9-2011
Sommetider kommer man til at tænke: ”Hov, hvad blev der egentlig af ham?” I dette her tilfælde var det fordi jeg kom til at kikke på de to store kampe mellem Kendall Holt og Ricardo Torres. Da det mødtes første gang var det i en kamp om WBO titlen i let-weltervægt og Torres var bagud på point inden det lykkes ham at stoppe Holt i 11. omgang. Der var en del diskussion om resultatet og en returkamp var naturlig. Det blev en kamp der blev lige så kort som den blev dramatisk. I løbet af ingen tid af første omgang er Kendall Holt to gange i gulvet, men han kommer på benene begge gange. I en vild slagudveksling støder bokserne hovederne sammen uden at kamplederen observerer det. Hovestødet knock outer faktisk Torres og Holt behøver kun to stød mere for at lægge ham ned på ryggen. Kamplederen kan ikke gøre andet end at tælle Torres ud, og efter en så kontroversiel afgørelse var der plads til endnu en kamp mellem den to.

Den blev aldrig til noget. Holt tabte sidenhen titlen til Timothy Bradley og det er der ikke nogen skam i, men han er stadig aktiv og skal bokse Danny Garcia i næste måned. Derimod forsvandt Ricardo Torres efter kun en enkelt kamp mere. 10 måneder efter nederlaget i den anden kamp mod Holt rykkede han to vægtklasser op til let-mellemvægt og stoppede Raul Pinzon i tiende og sidste omgang. Det holdt oven i købet hårdt for Torres var tre gange i gulvet i løbet af kampen og langt bagud på point da han fik ram på Pinzon i sidste omgang. Herefter forsvandt Torres fra sporten. Måske var han ved at blive slidt, og mente at det var tiden at stoppe. Han havde kun tabt på det kontroversielle knock out til Kendall Holt og til Miguel Angel Cotto, så det burde have været muligt at køre ham frem til flere store kampe.

 

 
12-9-2011

Kvindeboksning har haft svært ved at slå igennem som professionel sportsgren. Kun i Tyskland har man set kvinder som decideret hovedkæmpere. Regina Halmich var enormt populær og kunne trække fulde huse når hun udkæmpede en af sine utallige titelkampe. En gang tidligt i karrieren prøvede hun en kamp i USA. Officielt blev hun stoppet på en skade af Yvonne Trevino, men jeg har set kampen og nej hvor fik hun høvl. Sidenhen boksede hun alle sine kampe i Tyskland og sluttede med en rekordliste på 54-1-1. Selvfølgelig var der nogle ”Heldige” hjemmesejre, men en dygtig og underholdende fluevægter var hun. Også Kazakstansk fødte Ina Menzer har været enormt populær i Tyskland. Efter 26 sejre på stribe, tabte hun sin titel til Jeanine Garside. Garside udboksede hende totalt og da det jo var i Tyskland fik hun lige akkurat sejren på point. To af dommerne havde 96-94 til Garside og det var alt for snævert, men de fandt dog den rigtige vinder. Nu bliver det spændende at se Menzers come back senere på måneden i Hamburg på undercarted til Alexander Dimitrenko mod Michael Sprott.

I USA har det været meget op og ned for kvindeboksningen. En overgang var det mere en form for celebrity boksning, hvor det mere var fars navn der talte. Laila Ali kunne godt bokse, men det var mere så som så med Jacqui Frazier og Freeda Foremans evner. Bedst var vel ”The Coalminers Daughter” Christy Martin. Hun gik frisk til sagen ofte mod større modstandere og endte med en rekordliste på 49-6-3. Men igen, kvindekampe var mere for kuriositetens skyld, for ved mange af de samme stævner optrådte også Eric ”Butterbean” Esch som en form for pauseklovn inden man kom til hovedkampen. Mia St. John så da nuttet ud i pink outfit og havde en fortid som forside pige i Playboy. Hun boksede længe og endte med 46-11-2. Jeg betvivler ikke hendes personlige mod, men lige godt var det ikke alt sammen.

I Danmark gjorde Anita Christensen det i perioder rigtig godt, men fik ødelagt noget af sin bedste tid med skader. Vinni Skovgarrd var en habil bokser, men måtte erkende at der ikke var penge i det i Danmark. Norske Cecilia Bräkhus har samlet tre bælter sammen i weltervægt, men når hun har bokset ved stævner i Danmark har det ikke været hende der har trukket tilskuerne til. Norsk TV viser kampen som plejer at være den sidste ved stævnet, og når den kamp er slut har halvdelen at tilskuerne forladt hallen. I øjeblikket rumles der med en kamp mod Sydafrikaneren Noni Tenge der er indehaver af IBF titlen, men jeg vil anbefale at man får den kamp udenfor Sydafrika. En meget mere interessant kamp kunne være mod Holly Holm fra USA. Hun er højrefodsbokser med en imponerende rekordliste, men lever en beskyttet tilværelse hjemme i Albuquerque i New Mexico. Hun har en flot sejr over den franske kvinde Myriam Lamare, men det bliver den næste kamp der viser hvad hun kan. 2. December er det planen at hun skal møde en anden franskmand Anne-Sophie Mathis og det er en hård nitte der to gange har besejret Myriam Lamare. Hvis Holly Holm kan vinde den kamp vil hun være en ønskemodstander til Cecilia Bräkhus, men jeg er meget spændt på om nogen af dem er parat til at bokse på udebane.

 
11-9-2011

Der er nogen der har sagt at fredagens stævne i Herning ikke var noget særligt. Det er jeg da heldigvis ikke enig i, jeg synes at det var en god aften med både god boksning og dramatik. Freddy Rafn havde trukket de to blodigste kampe, så han lignede et uopklaret mord bagefter. Det var da godt at han ikke havde skiftet skjorte mellem kampene, for det havde været spildt ulejlighed. Der var også godt gang i vandflaskerne, jeg kan ikke mindes at have været til et stævne hvor der var så varmt i ringen. Det skyldes naturligvis de mange projektører der er på ringen. De giver et fremragende fotolys, så må man lide med anstand.

Rudy Markussens modstander Michael Recloux havde aldrig været stoppet før i karrieren, men det skal jeg love for at han blev denne gang. Ringside kommentator Mads Larsens udbrud: ”Hold da kæft!”, dækker meget præcist hvad der skete i ringen. I kampens hede hørte jeg ikke 10 sekunders signalet, men Rudy stoppede ham lige da omgangen sluttede. Hvis TV2´s stopur gik helt præcist, var omgangen vist også en smule for lang, men det er en peditesse – Recloux havde ikke mere at gøre i den ring.

Sommetider kan ens forberedelse forvirres af at have set den kommende modstanders kampe på video. Kasper Bruuns modstander Almin Kovacevic boksede helt anderledes and han har gjort tidligere. Før har han kommet fremad bag højt hævede dobbeltparader, men nu var så bevægelig og slippery at Kasper havde store problemer med at få ram på ham. Man skulle tro at den Kroatiske luskefis havde set på video af Kaspers kampe og indstillet sig på at bokse på en helt anden måde. Vinderen var man aldrig i tvivl om, og da Kasper alt for sent i kampen begyndte med sine gode højre uppercuts blev tingene sat på plads.

Kim Poulsens modstander Jay Morris var en ligeså hård banan som han var i Parken mod Kasper Bruun. Når Kim kunne holde ham på afstand var der kun en mand i kampen, men han lod Morris komme tæt på og så blev det noget roderi hvor Englænderen klarede sig bedst. I tredje omgang havde Kim sin modstander på krogen, men det lykkedes Morris at slippe ud af vanskelighederne. I sidste omgang var Kim hårdt ramt på kroppen og havde nær været nødt til at tage tælling. Heldigsid blev han på benene, for ellers skulle vi have hørt på det sædvanlige klager fra udenlandske boksere om at de blev snydt. 78-74 var en korrekt dommerseddel, og selv hvis Kim havde måtte tage en puster i sidste omgang var det så blevet 77-75. Stadig sejr til Kim, men folk har det med at huske sidste omgang meget klarere end de første hvor Kim samlede point sammen.

Patrick Nielsen havde slet ikke problemer med at bokse mod en anden højrefodsbokser. Det gik tværtimod rigtig godt, men baggrunden var måske lidt billig. Den stakkels Ugander fik så mange tæsk, og i flere omgange slog han slet ikke igen. Jeg havde ikke problemer med at score tre omgange med 10-8 fordi Farouk Daku kun tog imod uden selv at prøve noget. Det var en blodig affære og det havde klædt Dakus hjørne hvis de havde trukket ham ud af kampen efter fjerde omgang. Daku var dybt rystet lige da klokken lød og måtte hjælpes til sit hjørne. Det sidste fire omgange var hverken sunde for uganderen eller kønne at se på for vi andre. Når en kamp er så ensidig udboksning forsvinder enhver sportslig værdi.

Når Christian Bladt er i ringen plejer blodet også at flyde, og vi blev sandelig heller ikke snydt denne gang. Christians boksning er ikke høj kunst, men han giver og tager af et godt hjerte. Selvom han fik en øjenskade sled han sin modtander modstander op med kropstød, så hjørnet opgav efter sjette omgang. Det var helt korrekt for der var helt udsolgt ved Aliaksei Volchan. Christian fik en skade over venstre øje og slog sin højre hånd, men det mener han ikke skulle holde ham fra at tage en kamp i Belgien om tre uger. Efter 51 kampe må Christians karriere lakke mod enden, men han fortsætter så længe han hygger sig med det, og sådan skal det være.

 
30-8-2011

Man har været lidt karrige med oplysninger om lørdagens stævne, men efter at mange navne har været nævnt, har man da fået navn på fire af modstanderne.

Jeg må med det samme erkende at jeg kender intet til Patrick Nielsens modstander uganderen Farouk Daku. 12 sejre hjemme i Uganda mod folk som vi intet kender til, men respekt for en mand der to gange har gået alle 12 omgange. Første gang han var i udlandet og mødte en kvalitets modstander tabte han på RSC i fjerde omgang. Det lyder lovende for Patrick som formodentlig og forhåbentlig er blevet endnu bedre i sommerpausen. Nu må vi se hvad der sker når han møder en anden højrefodsbokser. Når han har mødt ortokse modstandere har der været problemer med hoveder der stødte sammen, med øjenskader til følge.

Kims modstander kender vi kun alt for godt fra sidste stævne i Parken. Det var en rodet forestilling mellem Kasper Bruun og Jay Morris i en kamp hvor Kasper ikke var som han skulle være. Morris har tabt flere kampe end han har vundet og er blevet stoppet flere gange, så jeg tror at hvis Kim er rigtig opsat på lørdag kan han godt stoppe Morris sent i kampen.

Kasper Bruun har fået en for os ganske ukendt Kroat i Almin Kovasevic. Kroaten er en bokser der kan vinde små sejre i hjemlandet, men generelt taber når han kommer udenfor Kroatien. Temmelig uren bokser med både brug af hovedet og klamren når det går skidt for ham. Alligevel skal man ikke bare affeje Kovasevic som det rene ingenting. I kun sin tredje kamp (rekordliste 1-1) tog han til Italien for at møde Pasquale Di Silvio som var 9-1, og i anden omgang landede han en kanonhøjre ser sendte den lokale helt i gulvet med et brag. Det tager den italienske kampleder 15 sekunder at tælle til otte, og da han skal til at sætte kampen i gang igen spytter italieneren tandbeskytteren ud. Laaang pause til at få skyllet tandbeskytteren og give Di Silvio en advarsel, og nu er italieneren selvfølgelig klar til at fortsætte. I den situation havde jeg diskvalificeret Di Silvio, men hvem tør det på den italienske hjemmebane. Hvis kamplederen havde talt med normal hastighed havde Di Silvio nok heller ikke været klar til at fortsætte, så Kovacevic blev snydt for en sejr. Resten af kampen stod der Di Silvio på så han fik slidt en pointsejr hjem, selvom han tabte anden omgang 10-7.

Jeg glæder mig meget til at se Rudy Markussen i ringen igen efter sin skade. Hans belgiske modstander Michael Recloux ser ud til at være særdeles holdbar over distancen, så han må være udvalgt for at give Rudy nogle omgange i ringen. Belgieren bokser normalt i mellemvægt, og da Rudy er en stor super-mellemvægter kan Rudy godt have en vægtfordel på 4-5 kilo når de går i ringen. Hvis Rudy er lige så hårdtslående og ubarmhjertig som i sine to sidste kampe, vover jeg at spå at Recloux lider sit første nederlag før tid.

Intet ny om modstandere til Micki Nielsen og Christian Bladt endnu. Christian er jeg ikke nervøs for. Lige som Helle Thorning Schmidt går han til plan B med det samme. Så må modstanderen ha´ nogen på hovedet.

 
17-8-2011
Der er absolut ingen grund til at en revanchekamp skal blive mere kedelig en den første kamp. To ærgerrige boksere kan lære meget både om modstanderen og om sig selv og sammen med deres træner få en ide om hvordan et nederlag kan vendes til en sejr, eller en hvordan man får en ny sejr. Emile Griffith havde for eksempel tre VM kampe mod Nino Benvenuti, Luis Rodriguez og Benny Paret og hver kamp gav en ny vinder. Muhammad Ali boksede tre tætte kampe mod Ken Norton, men han havde den samme evne som også Joe Louis havde at han var bedre i returkampe. De to vandt alle de gange hvor de mødte en bokser for anden gang, og hvis de havde vundet første gang forbedrede de resultatet.

Andre gange bliver resultatet af den første og anden kamp meget identisk. Alexis Arguello stoppede to gange Alfredo Escalera i 13. omgang og Romeo Anaya knock outede to gange Enrique Pinder i tredje omgang. Sonny Liston knock outede to gange Floyd Patterson i første omgang. Anden kamp tog fire sekunder længere end den første. Endnu tættere var Carmen Basilios to VM kampe mod Tony DeMarco. Begge gange opbyggede DeMarco et stort pointforspring, men Basilio sled ham op med kropstød og stoppede ham i 13. omgang. Anden kamp varede TO SEKUNDER længere end den første. Og så siger man at lynet ikke slår ned samme sted to gange.

Det er de dejligt for de danske boksefans at Mikkel Kessler får hjemmebane til sin VM kamp mod Robert Stieglitz, men er hjemmebane så enormt vigtig? Med neutral kampleder og dommere bør det være næsten ligegyldigt. Se hvordan det gik sidste gang Kessler fik en pointsejr herhjemme mod Carl Froch. Frochs indsats var en pryd for enhver god boksekamp, og kun at Mikkel var den tand bedre gjorde at han vandt. Bagefter skulle vi høre på al den jammer fra Froch om at han havde vundet hvis kampen var blevet bokset i England.

Hvis en bokser er god nok bør han kunne vinde lige meget hvor han bokser henne. Tag Victor Galindez fra Argentina. Han vandt VM titlen i letsværvægt på hjemmebane, men så forsvarede han titlen 11 gange udenfor Argentina. En stor del af gangene må man kalde det neutral grund, da han for eksempel mødte en anden argentiner Jorge Ahumada i Madison Sq. Garden i New York. Carlos Monzon vandt titlen over Nino Benvenuti på udebane i Italien, men af hans følgende 14 titelforsvar var kun tre af dem hjemme i Argentina. Pengene har sikkert talt højt, men Monzon medbragte også sin egen kampleder i højrehånden. Bare spørg Tom Bogs om hvordan det gik da man fik lokket Monzon til København. Utrolig flot at det dengang kunne lade sig gøre at arrangere sådan en storkamp i Danmark.

 
15-8-2011

Den meget anerkendte amerikanske kampleder Arthur Mercante har som så mange andre inden for bokseverdenen udgivet en selvbiografi. Han har været kampleder i et utal af kampe indtil han holdt op som 81 årig. Dengang var han stadig god nok, men han mente selv at nu måtte det have en ende. Han bliver bedt om at fortælle hvilken kamp der har været den største han har været kampleder i. Det er ikke et let spørgsmål for ham, og han vælger derfor først to kampe som har haft den største betydning både for boksesporten og ham selv. Den første er revanchekampen mellem Floyd Patterson og Ingemar Johanson. I den kamp lykkes det Patterson som den første nogensinde at genvinde verdensmesterskabet i sværvægt, og det var den første VM kamp som Mercante dømte. Hans andet valg er første kamp mellem Joe Frazier og Muhammad Ali i Madison Square Garden. Kampen er ikke uden grund blevet udnævnt til århundredets kamp, og Mercante husker den endnu bedre for at han kom til at stikke en finger i øjet på Frazier i 10. omgang. Tænk hvis Frazier havde fået en skade og ikke havde kunnet fortsætte, så var vi gået glip af det helt store drama i sidste omgang. I begge tilfælde viste Mercante at han skulle være official ved stævnetda han kom til arenaen, men han viste ikke at han kom til at lede hovedkampe

Som de to bedste kampe han har ledet vælger Mercante VM kampen i weltervægt mellem Benny Kid Paret og Frederico Thompson og VM kampen i super-fjervægt mellem Alexis Arguello og Alfredo Escalera. Paret kendes desværre mest for den ulyksalige tredje kamp mod Emile Griffith hvor han mistede livet, men han var hård og lynende hurtig weltervægter. Han og Thompson mødtes først i en 12 omgangens kamp der endte uafgjort og året efter i en kamp om verdensmesterskabet som Paret havde vundet mod Don Jordan. Titelkampen endte med en smal sejr til Paret, så det var to velmatchede boksere. Kampen mellem Arguello og Escalera var deres første og det var et titelforsvar for Escalera der havde hjemmebane i Puerto Rico. Kampen foregik udendørs i øsende regnvejr og da Escalera pådrog sig nogle slemme øjenskader var både canvassen og Mercante oversmurt med blod. Flere gange forsøgte kamplederen af få den lokale læge til at stoppe kampen på grund af Escaleras øjenskader, men han var nok bange for publikums reaktion. Først i 13. omgang gik lægen med til at stoppe kampe. De to mødtes året efter på neutral grund i Italien og resultatet blev nøjagtig det samme. Escalera blev stoppet i 13. omgang i en kamp som også var et rent blodbad.

En lidt sjovere erindring har Mercante om sværvægtskampen mellem Jerry Quarry og Ernie Shavers. Ikke så meget kampen for den vandt Quarry på knock out allerede i første omgang, men fordi han opdagede da han entrede ringen at lynlåsen i hans bukser var gået i stykker. Lynhurtigt røg Mercante ud bagved og fik stævnelægen til at sy hans bukser sammen så han kunne lede kampen uden at sætte værdigheden over styr. Efter kampen kunne han ikke få bukserne af da lægen havde syet både hans underbukser og skjorte fast i bukserne. Så måtte lægen igen i aktion og pille stingene ud. Mercante påstår at han et par dage efter stævnet fik en regning fra lægen på 25 $ for arbejdet.