2-12-2012
Det var egentlig ret spændende at læse den nye bog om Young Stribling. Vist havde jeg et kendskab til ham, men den blev uddybet med mange nye oplysninger der viste hvor forskelligt boksning var fra for 80 år siden og så til i dag. Stribling var født i en familie den optrådte i omrejsende cirkus og da man ikke havde en hel masse TV kanaler dengang var folk parate til at lade sig underholde. William Lawrence som har var født, optrådte fra han kunne gå i sine forældres akrobatiske numre, og fra fireårs alderen gav han sparringsopvisning med sin et år yngre lillebror. Da han blev lidt ældre var det helt normalt at han modtog udfordring fra lokale drenge, der kunne vinde en kontant præmie hvis de kunne gå tre omgange mod ham. Stribling senior kunne hurtigt se at der var penge at tjene på sønnen, og han debuterede i sin første officielle prof. kamp lige efter at han var fyldt 16 år. Faderen blev hans manager og han var parat til at lade sønnen bokse så tit det overhovedet var muligt. I 1924 boksede han 36 gange og i 1925 33 gange. Det er de kampe der er i hans officielle rekordliste, men der kan sagtens have været mange flere som ikke er blevet registreret. Stribling havde så travlt med at bokse at han blev smidt ud af skolen, og inden han fyldte 20 havde han allerede haft sin første VM kamp. Det var den meget kontroversielle kamp mod Mike McTigue. Han boksede de fleste af sine kampe i Sydstaterne, men hans ry nåede til New York hvor han kun kunne bokse seks omgange kampe på grund af sin unge alder. (Samme regel var mange år senere årsag til at Floyd Patterson boksede så mange otte omgange kampe tidligt i sin karriere). Flere steder står der skrevet at Stribling boksede et utal af kampe mod sine sparringspartnere der blev sendt i forvejen til næste by som modstandere, men det holder ikke helt vand. Ikke at alle Striblings modstandere var superboksere, men fatter Stribling viste at der var penge i at vise sønnens træning frem. Derfor tog familien ikke den direkte vej til næste kamp, men kørte i deres bus fra by til by hvor Stribling trænede i de lokale gyms og mod en beskeden entre kunne folk se hans sparringsomgange. Ikke nogen dum idé, da der var mange fattige mennesker som ikke havde råd til at betale entre til et boksestævne, men nu fik chancen for at se deres store idol i ringen alligevel. Efter 38 kampe i 1938 fik Stribling endelig chancen for at komme helt til tops. Efter Gene Tunney havde trukket sig tilbage, gik datidens største promotor Tex Richard i gang med at finde hans efterfølger gennem en serie eliminationskampe. Stribling mødte Jack Sharkey i Miami, men tabte på point over 10 omgange. Der er en sjov historie om at Striblings mor blev så rasende over resultatet at hun overfusede dommerne. Ved ringside sat storgangsteren Al Capone og han skulle have udbrudt: "Hør på hende, hun har mere mod end hele min bande tilsammen". Efter endnu nogle kampe i USA tog familien Stribling til Europa for at prøve lykken, men der var to underlige resultater i kampe mod Primo Carnera som var på vej mod toppen. Først blev Stribling diskvalificeret i en kamp i England og tre uger senere blev Carnera diskvalificeret i en kamp i Paris. I de to kampe har der næppe været ærligt spil, men begge fik en sejr så godt ud, og havde et uheldigt nederlag.
Young Stribling fik endnu en VM chance da amerikanerne ikke var tilfreds med Jack Sharkeys nederlag på diskvalifikation til Max Schmeling. Mange mente at Stribling var brændt ud i en alder af 28 år efter langt over 200 professionelle kampe, og Schmeling vandt da også kampen, da han stoppede Stribling i 15. og sidste runde.
Familien tog endnu en rejse og der var kampe i Australien, Sydafrika og Europa inden de vendte tilbage til Amerika i 1933. På grund af slidskader tog Stribling fem måneders pause fra ringen. Derefter var der kun tre kampe tilbage inden han døde ved et trafikuheld i en alder af kun 30 år. Stribling elskede fuld fart med egne flyvemaskiner som han hyppigt udskiftede, hurtige speedbåde, biler og motorcykler, så det er ikke en overraskelse at han døde på sin store motorcykel efter en kollision med en bil.
Desværre kom der et økonomisk efterspil. Stribling havde tjent formuer i ringen, som han havde ladet sin fader investere i jord og ejendomme. Nu mente Stribling senior at disse investeringer var hans ejendom, og måtte igennem en pinlig retssag før Striblings enke kunne få del af sin afdøde mands penge.
V.M Young Striblings officielle rekordliste siger 291 kampe med 256 sejre hvoraf 129 knock out sejre. Alle disse kampe på kun 12 ½ år. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor mange af nutidens boksere der er parate til at tage 4-5 kampe om måneden.
 
11-11-2012
Det er altid dejligt når der komme nye bøger om boksere. Bogen om Jørgen Hansen må vente med at komme under juletræet, så i mellemtiden læser jeg en ny om Young Stribling og en om Mike McTigue der er blevet genoptrykt. Der har gennem tiderne været mange kontroversielle VM kampe i letsværvægt, men det var først da jeg begyndte at læse bøgerne at det gik op for mig at der var fire VM kampe i træk hvor der enten før, under eller efter kampen var meget ballade og diskussion.

 

1 Georges Carpentier – Ted "Kid" Lewis, London 11/5 – 1922. Carpentier var stadig verdensmester I letsværvægt, selvom han havde tabt en kamp mod Jack Dempsey året før i et forsøg på at blive verdensmester i sværvægt også. Han var enormt populær i England selvom han terroriserede de engelske sværvægtere og knock outede dem med hård hånd. Udfordreren var Ted "Kid" Lewis der havde bokset siden han var femten og havde flere hundrede kampe bag sig. I en årrække boksede han i USA hvor han boksede 18 kampe mod Jack Britton en del af dem om VM i Weltervægt. I juni måned 1917 boksede de tre gange, så de havde sikkert svært ved at finde ud af hvem af dem der egentlig var verdensmester. Lewis var vendt tilbage til Europa og var efterhånden vokset op i mellemvægt, så han var helt klart den mindste af de to boksere. Mange gav den hårde Lewis en god chance mod Carpentier, men det blev en ganske kort kamp. I midten af første omgang kommanderer kamplederen "Break" og rører Lewis skulder for at få ham til at gå tilbage. Lewis drejer hovedet for at se på kamplederen, og Carpentier tager chancen og fyrer en ordentlig højre af. "Kid" Lewis går i gulvet og bliver talt ud. Hvad der fik en så erfaren mand som Lewis til at kikke på kamplederen i stedet for at forsvare sig selv står hen i det uvisse. Ted "Kid" Lewis boksede 254 registrerede kampe (Der har sikkert været mange flere) og blev alligevel 76 år og var i mange år en populær skikkelse i de engelske Ex-Boxers Assiciations. Når man ser billeder fra hans senere år kan man godt se at ansigtet er noget forslået, men angiveligt skulle han have været kvik lige til sin død.

 

2 Battling Siki – Georges Carpentier, Paris 24/9 – 1922. Battling Siki var født Louis Phal i Senegal, men en rig Hollandsk kvinde der var på der var på krydstogt havde taget ham med til Europa. Det er ikke helt klart om det var som en ung elsker han kom med eller som en underlig form for souvenir. Den unge sorte knægt elskede at slås, men man fik ham gjort interesseret i boksning og efter første verdenskrigs afslutning terroriserede han de europæiske mellem og letsværvægtere. Så kom den underlige kamp mod Carpentier. Mange af historierne er ledt tågede, men det eneste man er helt enig om er at Carpentier ikke var i sin bedste form, og man betalte Sikis manager for at sørge for at hans bokser lagde sig ned frivilligt. I tredje omgang rammer Carpentier Siki hårdt og det er meningen at Siki skal lade sig tælle ud, men i stedet bliver Siki så rasende at han farer løs på Carpentier og det bliver Carpentier der bliver slået ud i sjette omgang. Så begynder det sjove først. Kamplederen diskvalificerer Siki (Gad vide om kamplederen også havde noget i klemmer fordi den "forkerte" mand vandt.), men den franske boksekommision omstøder kendelsen og resultatet bliver en knock out sejr til Battling Siki. Der er virkelig noget lusket ved den afgørelse. Noget af kampen findes på film, og på min video ser det altså ud som Siki sparker Carpentier omkuld i sjette omgang. Carpentier endte som en af de allermest populære franske sportsfolk i historien og blev over 80 år, mens hans overmands karriere gik ned ad bakke med stormskridt. Tre år senere var han alkoholiseret og dybt forarmet og blev skudt ned på gaden i en berygtet bydel i New York der gik under navnet "Hells Kitchen".

 

3 Mike McTigue – Battling Siki, Dublin 17/3 - 1923. Allerede I sin næste kamp taber Siki titlen til ireren Mike McTigue I Irland. Det var et mirakel at kampen i det hele taget blev bokset. Det var lige midt undr den irske frihedskrig mod englænderne (Den havde varet i mange år, men var blusset op igen), og når de ikke kunne finde andre at slås med sloges katolikkerne og protestanterne indbyrdes. McTigue blev flere gange truet på livet inden kampen og der blev forsøgt at anbringe bomber ved arenaen. En bombe gik af ude på gaden lige før kampen, men det lykkedes at få kampen afviklet. Det var en kamp mellem Sikis angreb og McTigues letfodede forsvar. Kampen gik alle 20 omgange og Siki burde nok have beholdt sin titel, men som det blev sagt efter kampen: "En neger kan ikke forvente at få en pointsejr mod en katolsk irer i Dublin på St. Patricks Day." St. Patrick er de irske katolikkers skytshelgen. Der findes uddrag af kampen på film, men når man ikke har alle 20 omgange kan man ikke give en objektiv bedømmelse.

Her har jeg tilladt mig at springe over McTigues næste to kampe, begge mod Tommy Loughran. Det er tvivlsomt om titlen var på spil i disse to kampe. Begge var No-Decision kampe og Loughran kunne kun vinde på knock out. Når man ved at Tommy Loughran var en formidabel tekniker, men ikke kunne slå en bule i en blød hat, kunne titlen ikke komme til at skifte ejermand i den to kampe.

 

4 Mike McTigue – V.M. "Young" Stribling, Colombus 4/10 – 1923. Se nu bliver det først rigtig sjovt. Som enhver god historie findes den i flere varianter og de er ikke helt sande nogen af dem. Faktum er at McTigue lod sig lokke til Sydstaten Georgia i USA for at forsvare sin titel mod den lokale superhelt Young Stribling. Om han havde håbet og troet på fairplay ved jeg ikke, men han fandt hurtigt ud af at det at være en katolsk irer med en jødisk manager ikke var det meste smarte i en meget racebevidst sydstat hvor den lokale borgerforening hed Ku-Klux-Klan. Samtidig med at McTigue ankommer til Colombus får han et tilbud om i stedet at møde den tidligere mester Georges Carpentier i New York for en formidabel purse. Straks finder McTigue ud af at han har en håndskade og bliver nødt til at aflyse kampen mod Stribling dagen før den skal finde sted. Det falder ikke i god jord og McTigue og hans manager bliver holdt tilbage af bevæbnede vagter til kampen bliver bokset næste dag. For god ordens skyld for de forevist de træer man har tænkt sig at hænge dem i hvis de ikke makker ret. McTigues manager har for en sikkerheds skyld medbragt sin egen kampleder Harry Ertl og efter 10 omganges boksning erklærer han kampen for uafgjort. Kampen er ikke filmet og øjenvidneskildringerne er farvet af hvilken bokser man holder med. Et er sikkert: de lokale er ikke enige i afgørelsen og man samles om og i ringen med to mulige formål. Enten erklærer kampleder Ertl Stribling som vinder, eller han forlader han ikke ringen i live. Stribling bliver udråbt som vinder og McTigue og kompagni forlader skyndsomst byen. Dagen efter (og langt væk fra Georgia) erklærer Ertl at han har handlet under pres, og at hans originale kendelse Uafgjort står ved magt, og sådan bliver det. I biografien om Stribling står der at Stribling vandt otte omgange og at kamplederes frivilligt ændrede sin afgørelse efter at have talt med de lokale sportsjournalister der alle havde Stribling som klar vinder. I biografien om McTigue står der at kamplederen havde 4-3-3 i omgange til Stribling, men dømte uafgjort fordi Stribling havde været i gulvet i niende omgang. Han havde ikke erklæret Stribling som vinder i ringen, men da han havde givet Stribling hånden efter kampen, havde nogle hevet fast i hans ærme og hevet hans og dermed også Striblings hånd i vejret som om han udnævnte ham som sejrherre. I sådanne sager ligger sandheden nok lidt imellem de to versioner. De to boksere mødtes endnu engang om titlen et halvt år senere og her fik McTigue en ordentlig gang bank, men da det var en No-Decision kamp beholdt McTigue sin titel.

 
24-10-2012

Normalt er det sværvægtsklassen der er boksningens flagskib, men alle mener med god ret at sværvægtsklassen har det svært i øjeblikket. Klitchko brødrene sidder hårdt på titlerne og synes umiddelbart ikke at være truet. Wladimir og Vitaly er efterhånden blevet 36 og 41 år og mangler den karisma der skal til for at få samlet interesse for deres boksning. Engang råbte alle op om "Det store hvide håb", men nu da vi oven i købet har fået to af slagsen er det slet ikke sjovt længere. Vi kan vel ikke forlange at de skal møde hinanden. I fællesskab har de nedlagt et antal udfordrere der så mere ud til at have brugt tiden ved spisebordet i stedet for i træningssalen. Botha, Holeyfield og vores egen Brian Nielsen nærmer sig de 50, så dem kan vi ikke stille forhåbninger til mere. Er den eneste fornuftige udfordrer virkelig David Haye? Hvis han fik en chance til, kunne han godt have en chance for at vælte en af Klitchko brødrene.


Nu skal vi jo lige passe lidt på, for om nogle år er det her "De gode gamle dage". Hvornår var så sværvægtsboksningens storhedstid? Alle titlerne skabe forvirring om hvem der er verdens stærkeste sværvægtsbokser. Før i tiden vidste min mor hvem Muhammad Ali, Ken Norton og Joe Frazier var, men nu tror jeg ikke at hun kan nævne en eneste af dagens sværvægtere. Selv mener jeg at den bedste æra var i tresserne og halvfjerdserne. Kun en verdensmester og dem der fortjente det fik deres chance. Store kampe med Ali, Norton, Frazier og Foreman. Selvfølgelig var der nogle svipsere inde imellem med titelforsvar mod folk som Coopman og Wepner, men generelt gik det godt. Så kom tiden med delte titler og nogle amerikanske sværvægtere med større livvidde end talent. Ny storhedstid da Mike Tyson ryddede op i vrimlen af mestrer og satte sig hårdt på titlen - troede vi.

 

Letsværvægt var i mange år et stedbarn man ikke regnede med mellem de to store anerkendte klasser mellemvægt og sværvægt. Den havde dog en fantastisk 10 års periode fra midt i halvfjerdserne til midt i firserne. Der var kun to forbund WBA og WBC på det tidspunkt, men det var muligt for boksere at få flere chancer selvom de tabte ind i mellem. En mand som Marvin Johnson nåede at blive verdensmester i begge forbund. Foruden Johnson var der folk som Matthew Saad Muhammad, Victor Galindez, Yaqui Lopez, Muhammad Qawi og John Conteh. Yaqui Lopez var med i toppen hele tiden og med de rigtige forbindelser fik han hele fire titelkampe, men måtte se sig besejret af John Conteh (I København i øvrigt), Galindez to gange og til sidst blev han stoppet i 14. omgang af Saad Muhammad i en kamp der blev valgt til "Fight of the Year" af Ring Magazine.


På det tidspunkt lavede man et forsøg i Rahway State Prison hvor man lod livstidsfangen James Scott bokse kampe i fængslet med de indsatte (godt bevogtet) som tilskuere. Scott havde jo en hel del tid han skulle have slået ihjel så han løb flere timer i træk rundt langs fængselsmuren og gjorde 1000 mavebøjninger om dagen. Det blev til 11 kampe i fængslet inden man opgav forsøget. I mellemtiden var man også ved at få grå hår i hovedet over tanken om at Scott kunne kvalificere sig som officiel udfordrer til en af titlerne. Han besejrede ovennævnte Lopez og Eddie Mustapha Muhammed, men måtte til sidst se sig besejret af Jerry Martin og Dwight Muhammad Qawi. Nogle af kampene blev vist på TV, så der må have været et mægtigt sikkerhedsapparat i gang for at sikre at der ikke slat nogle med ud der ikke skulle have været ude. James Scott gled tilbage i glemslen og blev ifølge Boxrec.com først løsladt i 2005 efter at have siddet inde i 30 år.

 

For kort tid siden gjorde jeg lidt nar af en kvindekamp der skulle bokses mellem Christy Martin og Mia St. John. Mia vandt i øvrigt på point og efter kampen meddelte begge bokserne at de trak sig tilbage. Mia St. John har nu meddelt at hun tager en kamp mere og forsvarer sin ny vundne titel ved et stævne hvor overskuddet går til at støtte familier der har kræftsyge børn og unge. Respekt for det – Amerika er ikke et sjovt land at være syg i for den fattige del af befolkningen.

 
10-10-2012

Hvornår er en boksekamp en amatørkamp, en professionel kamp eller det der lidt foragteligt kaldes en unlicenced kamp? Grænserne bliver mere og mere flydende. Dennis Ceylan boksede flere kampe i de turneringer under amatørforbundet hvor man bokser fem omgange a 3 minutter uden boksehjem. For mig lyder det som en prof. kamp, navnlig når bokseren uden tvivl bliver betalt for indsatsen. Boxrec. Com har virkelig deres problemer med om de skal registrere kampene på deres hjemmeside. Jeg kan godt se problemet, for eksempel bliver der i de meget populære Prizefighter turneringer i England bokset kampe over tre omgange a 3 minutter. Bokserne bokser ligesom amatørerne flere kampe på samme dag, hvilket er imod de professionelle bokseforbunds normale regler, men det accepteres af det engelske bokseforbund. I Danmark og flere andre steder i Europa har der været de såkaldte "Bigger is better" stævner der ligner Prizefighter stævnerne, men det var udenom det danske professionelle bokseforbund og må vel så kaldes unlicenced. Er De forvirret? Ork, det bliver meget værre. Jeg har ikke det fjerneste mod at boksere der er over deres bedste tid forsøger at få nogle flere penge ud af slutningen af deres karriere hvis det foregår på betryggende vis. Dette bringer os til Scott Dixon som vi har set bokse i Danmark mod Anders Styve og Michael Rask. I 2004 blev han rodet ind i nogle uoverensstemmelser der medførte både kraniebrud, skudsår og knivstik, så der er ikke noget at sige til at han søgte et mildere klima i Middelhavet på Malta.


Her bokser han fra 2007 til 2010 syv kampe som af Boxrec alle er registreret som unlicenced. Det skal bemærkes af seks af de syv modstandere er debutanter, så man kan godt have sine tvivl om kvaliteten af de stævner. Efter en pause på to år bokser Scott så pludselig en 12 omganges kamp og vinder WBU mesterskabet i supermellemvægt. Tillykke med det, jeg troede bare at WBU forbundet var gået i graven for adskillige år siden. Modstanderen hed i øvrigt Baker Barakat som har haft et utal af Gym kampe i Tyskland mod meget tvivlsomme modstandere. Det sidste stævne på Malta er pludselig blevet inviteret ind i det fine selskab da der deltager adskillige boksere med "Rigtig" licens. Blandt andet optræder Joe Rea som blev stoppet af Patrick Nielsen i Parken sidste år, og han havde ikke fået lov af det engelske forbund til at deltage i et unlicensed stævne. Scott Dixon vil nu gerne have en kamp mod Arthur Abraham, men det er nu nok at sætte målet for højt.


Engang sagde man at titler skulle vindes og tabes i ringen ellers galt det ikke. Det var selvfølgelig de rigtige VM titler man talte om, mens andre og lettere titler synes at være evigt vandrende og ikke bliver forsvaret. Eksempelvis kan man tage WBO Intercontinental titlen i Weltervægt. Hasan Al vandt den vacante titel i 2002 ved at besejre Elias Carasco fra Spanien. Det sjove var at Christian Bladt havde vundet titlen året før (da var den også ledig) ved at besejre Willie Wise og jeg tror da at vi var mange der gerne ville betale godt for at se en kamp mellem Hasan Al og Christian Bladt. Det var dengang i promotorkrigens tid mellem Vester og Palle så det var umuligt. Sørme om ikke Christian vinder titlen endnu engang i 2008 ved at knock oute Norman Schuster i Halle an der Saale. Ja, titlen var også ledig dengang, og Christian forsvarede de aldrig. Kampen blev ikke vist i TV, men jeg har været så heldig at få fat i den ved en anden samler. Jeg tror ikke at Christian var inviteret til Tyskland for at vinde, og Schuster var førte også på point da han begår den fejl at ville slås. Christian Bladt er ikke den store tekniker, men han har et stort hjerte og hvis folk vil slås er det værst for dem selv. Schuster bliver slået ud så det vil noget og må have en pause inden han kan hjælpes til sit eget ringhjørne. Af ukendte årsager spillede man ikke "Der er et yndigt land" for Christian før kampen, men "Kong Christian stod ved højen mast" og det forpligtigede jo ligesom Christian til at gøre noget ved det.

 
8-9-2012
Lørdagens kamp mellem Arthur Abraham og Robert Stieglitz var ganske underholdende og meget lige. Uafgjort eller en sejr med en omgang eller to til en af siderne kan forsvares uden at det på nogen måde var kontroversielt. Stieglitz landede de fleste stød, mens Abraham helt klart landede de tungeste træffere. Havde det været en amatørkamp havde Stieglitz vundet tårnhøjt, men nu var det efter det subjektive prof. system der blev dømt, og alle tre sidedommere vægtede Abrahams træffere højest. Det har jeg ikke noget at udsætte på. Det var lidt det samme i kampen mellem Casey og Evensen, hvor de små marginaler trak den modsatte vej.

Der er to dommerafgørelser fra den senere tid som jeg slet ikke fatter. Jeg kan ligesom næsten alle andre ikke fatte hvordan to af tre sidedommere kunne have Tim Bradley som vinder over Manny Pacquiao. Jeg har Pac som vinder af 11 omgange! Hvis jeg gør vold på mig selv og giver de omgange til Bradley som Pacquiao kun vinder knebent havner jeg alligevel i noget i retning af 116-112 Pacquiao. Ifølge Boxrec.com har man spurgt 122 bokseeksperter om deres mening. En ville give sejren til Bradley, en havde uafgjort og de resterende 120 hvoraf ingen af dem var fra Philippinerne pegede på Pacquiao. Det er da godt at man ikke står alene med sin mening.

En anden "Sejr" der er helt ude i hampen er Holly Holms 10 omganges pointsejr over Anne Sophie Mathis i deres anden kamp. Holm fik en unanimous decision og en af stemmerne lød 99-91. Det er fuldstændig gak. Jeg har set kampen og efter de første syv omgange havde jeg Mathis foran med 6-1 og den omgang jeg havde givet til Holly Holm var da bare for at være flink. Noget andet er at det var en utrolig ringe kamp. Holms lejr havde sørget for en enorm ring, og Holm løb som om det var et baglæns maratonløb hun var i gang med. Det er helt i orden at en bokser danser rundt om sin modstander for at komme i de mest fordelagtige slagvinkler, men Holm cirkulerede tre meter fra sin modstander. Den eneste der forsøgte noget var Mathis, men når hun havde fået afleveret et par slag klamrede Holly sig til hende på en måde der ville få Sven Ottke til at blive grøn af misundelse. På sin vis forstår jeg godt Holly Holm, for da de to mødtes første gang fik hun en ordentlig lag bank og blev stoppet i syvende omgang. Det bliver spændende at se Mathis i aktion mod Cecilia Bräkhus. Mathis kan slås, mens Cecilia kan bokse – Så vi må se hvem det falder ud til. Jeg tør ikke spå noget.

 
8-8-2012
Ved et tilfælde faldt jeg over nogle for mig ukendte kampe med Floyd Havard. Havard var en utrolig talentfuld Walisisk bokser der havde en karriere der havde mange op og nedture. Efter at blive engelsk amatørmester gik han over som professionel og vandt sine første 21 kampe. I starten var det mest på point, men så kom der en hel stribe af sejre før tid . Ikke at Floyd var nogen morderisk puncher, men han lærte at sætte sine serier sammen så modstanderen blev demoraliseret stoppet af kamplederen eller af sin egen sekundant. Havard vandt det britiske mesterskab i super-fjervægt ved at stoppe den store engelske tekniker Pat Cowdell i ottende omgang. Cowdell var i sin karrieres efterår og så skriften på væggen og trak sig tilbage. Desværre mistede Havard sit mesterskab til Pat Docherty året efter da han blev stoppet i 11. omgang. Jeg kan huske at det var noget med en håndskade der fik Havard til at opgive i en kamp han førte på point. Det tog halvandet år inden Floyd Havard igen var i ringen og efter yderligere fem sejre fik han en kamp om IBF titlen mod John-John Molina på hjemmebane i Cardiff i Wales. Det gik desværre slet ikke for Molina var på det tidspunkt vant til modstandere som Tony Lopez, Manuel Medina og Bernard Taylor så han kørte Havard helt over og stoppede ham i sjette omgang. Floyd havde endnu nogle kampe og genvandt det britiske mesterskab, men flere håndskade fulgte og efter et på ligegyldige kampe forsvandt han fra boksescenen. Cirka fem år senere forsøgte han at få licens igen, men blev uenig med det engelske bokseforbund. Han påstod at han havde opfundet en metode til at smide vægt til vejningen og så tage en masse vægt på til kampen dagen efter. Da han skulle bokse sin første comeback kamp blev han kontrolvejet og havde taget 16 lbs (7 kg) på fra vejningen dagen før. Bokseforbundet mente med god grund at det var alt for meget for en letvægter at kunne gøre på naturlig måde og aflyste Floyds kamp. Derefter drev Havard ind i den gråzone der hedder "Unlicenced boxing", og det er ikke lige smart. Jeg har set to kampe der foregår i en ring stillet op i en natklub. Det er et billigt arrangement for ringannounceren fungerer også som kampleder. Det giver en vis ængstelse for at sikkerhed og lægechek også er ret lemfældigt. Den tidlige så elegante højrefodsbokser optræder nu med både begyndende måne og mave, så det er ikke et kønt syn.

Med fire-fem års mellemrum skriver den engelske boksefan Bob Lonkhurst en bog om en af sine favoritboksere. Det giver ham god tid til reasearch, og hans bøger er en guldgrube af oplysninger. Han kan selv bestemme hvem han vil skrive om for han financierer det hele selv og får trykt et antal bøger som han sælger fra sin egen hjemmeadresse. Tidligere har han skrevet om Jack Petersen og Tommy Farr og nu er turen kommet til "The Fen Tiger" Eric Boon. Hvis tilnavnet lyder bekendt er det fordi mange år senere tog Dave "Boy" Green det samme navn. Green og Boon kom fra samme område i The Fens og Boon var Dave Greens store forbillede. Boon startede som professionel som femtenårig og var enormt aktiv. For eksempel boksede han i November 1936 syv kampe. Helt uhørt i dag. I 1938 blev han britisk mester ved at stoppe Dave Crowley i trettende omgang i en kamp hvor han var langt bagud på point. Det var en af Boons styrker, at lige meget hvor langt bagud han var kunne han slide modstanderne op med sine konstante angreb. Året efter boksede han den kamp som betegnes som den mest sensationelle mesterskabskamp i England nogensinde. At det samtidig var den første kamp der blev vist i engelsk TV, gør den ikke mindre legendarisk. Eric Boon havde haft 77 kampe, men hans modstander supertalentet Arthur Danahar kun havde haft fjorten og aldrig havde gået mere end otte omgange. Alle spåede at jo længere kampen gik, jo mere ville det blive til Boons fordel og sådan kom det også til at gå, men ikke uden drama. I de første otte omgange angreb Boon som en rasende, men løb lige ind i Danahars ligestød og så herrens ud. I dag var Boon blevet stoppet med et helt lukket venstre øje og diverse flænger, men dengang måtte bokseren selv opgive hvis han ikke mente at han kunne se noget. Så vente kampen til Boons fordel og da Danahars hjørne smed håndklædet ind i fjortende omgang havde Danahar været i gulvet 9 gange. Så kom der en krig på tværs af karrieren og også et voldsomt motorcykeluheld der medførte kraniebrud og formodentlig også mindre skader i hjernen. Boon burde aldrig have fået lov at bokse igen efter den ulykke, men på det tidspunkt var lægeundersøgelserne mere lemfældige. Boon blev hjemsendt fra hæren som uegnet til tjeneste, men boksede videre i en årrække. Han blev stoppet den ene gang efter den anden, men havde på det tidspunkt ikke andet at leve af. Da han ikke længere kunne få bokselicens mødte han til tider op ved de engelske Boxing Booths på markedspladser hvor han kunne tjene et pund eller to ved at gå tiden ud mod en af markedsbokserne.

En kampleders placeringsevne i forhold til bokserne er uhyre vigtig. Det har der for nyligt været et par eksempler på. Micky Vann er rigtig dygtig til at være som han selv beskriver: "Så tæt på at man kan se og mærke alt hvad der foregår, men ikke så tæt på at man er i vejen". På undercardet til Davis Haye-Derek Chisora var Vann kampleder i kampen mellem Liam Walsh og Domenico Urbano. I ottende omgang er Urbano ved at være mør og Walsh angriber konstant. Vann er meget tæt på for at checke Urbanos tilstand og han afbryder i det helt rigtige øjeblik hvor han sikrer at Urbano har fået sin chance, men ikke lider overlast. Mere uheldig var den ellers dygtige kampleder Ian John-Lewis i kampen mellem Paul McCloskey og Demarcus Corley. McCloskey havde tabt til Amir Khan, men var på vej fuld fart frem efter en sejr over Breidis Prescott. Corley havde stadig et godt navn, men var tydeligt "on the slide" efter at have tabt 15 af sine sidste 22 kampe. Det går vældig godt for McCloskey indtil 10. omgang hvor han bliver ramt af et susende venstre kryds. McCloskey er helt væk og begynder at breakdanse på stedet. Uheldigvis har Ian John-Lewis stået bag McCloskey da stødet lander, og er i tvivl om hvad han skal gøre. Han springer i mellem bokserne og står og kikke usikkert på McCloskey. Der går flere sekunder uden at kamplederen kan beslutte sig for hvad han skal gøre og Corley begynder at skubbe ham til side for at komme videre med angrebet. Så vælger kamplederen at stoppe kampen selvom McCloskey nu er ved at komme til sig selv igen. Hvis bare bokseren var gået i gulvet, så havde kamplederen have startet en tælling, og så have taget den derfra.

 
19-7-2012
Det lykkedes Scott Harrison at gøre come back med en sejr. Ved et stævne i den berømte Kelvin Hall i Glasgow stoppede han den ukendte størrelse Gyorgy Mizsei fra Ungarn i fjerde omgang. Det gjorde dog ikke mere indtryk på Mizsei end at han allerede fjorten dage senere var i ringen i Slovakiet og vandt på TKO. Her gælder åbenbart stadig reglen: "Bare op på hesten igen". Det vil glæde mig hvis Harrison har fået kontrol over sit liv igen, for han var en spændende mand i ringen. Til gengæld er det gået knapt så godt for et par andre boksere fra Storbritannien.

Det er ikke kun i Tour de France der er dopingproblemer. Waliseren Enzo Maccarinelli vandt i marts det britiske mesterskab i Cruiservægt ved at besejre Shane McPhilbin på point i en meget underholdende kamp. Desværre var Maccarinellis dopingprøve positiv. Ikke noget vildt og voldsomt stof, men det var på den forbudte liste. Han har selv været behjælpelig med at opspore at stoffet er fra et "forurenet" kosttilskud som han havde købt på nettet. Det lyder lidt som Mads Larsens sag efter kampen mod Brian Magee. Sagen er endt med en mild dom på seks måneders karantæne, og han har selv frivilligt afgivet titlen. Så vidt jeg forstår anses Maccarinellis overtrædelse ikke for så stor at man umiddelbart vil give sejren og titlen til McPhilbin, men lade McPhilbin kæmpe om titlen mod næste mand på ranglisten. (Hvem er det for resten?)

Et anderledes hak i tuden har eks-bokseren Tony Booth fået. Booth kender vi særdeles godt her i Danmark hvor han har bokset mod Johny Jensen og Ole Klemetsen. Booth boksede 166 kampe, men nu får han sig en ordentlig hvilepause. Han er blevet dømt for kokain handel og fik først 9 års fængsel. Selvom en appel har set dommen ned til 7 ½ år, får han god tid til at tænke over tingene.

Da jeg sidst skrev lidt om Jimmy Bivins kom jeg til at kikke i rekordlisterne fra fyrrene og halvtredserne og så hvor tit topbokserne mødte hinanden dengang. De fleste sværvægtere var dengang så små at det var ganske normalt at de mødt letsværvægtere. Verdensmesteren i sværvægt Ezzard Charles var kun lige over vægtgrænsen og kunne i det meste af sin karriere sagtens have klaret 175 lbs. Letsværvægtsmestre som Archie Moore og Joey Maxim boksede masser af kampe mod sværvægtere. Hvis man kikker på Ezzard Charles rekordliste ser man at han for eksempel mødte Jimmy Bivins fem gange, Joey Maxim fem gange, Archie Moore tre gange og Lloyd Marshall to gange. Archie Moore boksede udover kampene mod Charles tre 15 omganges kampe med Joey Maxim om letsværvægtstitlen og fire gange mod Jimmy Bivins. Det var tider dengang.

Archie Moore boksede til han var over 46 år, og han var en af dem der kunne gøre sig gældende lige til det sidste. I dag bokser en mand som Bernard Hopkins stadig titelkampe i en alder af 47, men hans tid er nok også snart forbi. Andre kan overhovedet ikke forstå at "Fader Tid og Moder Natur" er modstandere man ikke kan besejre. Jeg fatter ikke at en mand som Roy Jones jr. bliver ved. Han var anset som en af de bedste boksere nogensinde, men nu har han brugt de sidste otte år på at ødelægge sit renomme. Fire knock out nederlag mod folk han i sin storhedstid kunne klare med den ene hånd bundet på ryggen, og nu har han svært ved bare at besejre middelmådige modstandere. Når man både er sin egen promotor og manager, mangler man en person der kan sige fra.

Kvinderne er heller ikke for gode til at stoppe mens legen er god. Når man i øjeblikket har kvindeboksere som Holly Holm, Ann Sophie Mathis og Cecilia Bräkhus, hvem i alverden kan så være interesseret i at se en revanchekamp mellem Mia St. John og Christy Martin. Jeg er ugalant nok til at nævne at de damer er 46 og 44 år gamle. Only in America!

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg er allerede blevet sulten efter at komme til boksning igen. Foreløbig her vi kun fået annonceret et stævne i september hvor Sauerland vil følge op på deres store succes i Frederikshavn. God arena, masser af publikum og der bliver sikkert fuldt hus igen når Cecilia Bräkhus skal møde Holly Holm. Hvis vi så sætte Ahmed Kaddour og Reda Zam Zam på plakaten også vil der være masser af dansk interesse. Så snart sommerferien er overstået hører vi sikker også noget fra Euro Event så vi ved hvornår vi skal se Kasper Bruun og Kim Poulsen i ringen igen.

 
17-7-2012
I forrige uge opdagede jeg på nogle boksefora at man skrev at Jimmy Bivins var død i en alder af 92 år. Der fangede man mig godt nok, jeg var overbevist om at Bivins var død for mange år siden. Ved at dykke lidt ned i historien viste det sig at Jimmy havde levet under kummerlige forhold i en kælder "Hjulpet" af noget familie, men var blevet fundet i meget dårlig tilstand og havde levet de sidste ti år på et plejehjem i meget dement og fysisk dårlig tilstand. Hans familie havde utvivlsomt plejet ham meget bedre hvis nogle af hans penge havde været intakt. Selvom man ser på hans imponerende rekordliste tror jeg såmænd ikke at han tjente ret mange penge i ringen. Han var sort og alt for farlig en modstander, så ikke ret mange har været begejstrede for at møde ham uden at de fik en stor del af kagen for det. Bivins startede som mellemvægter men groede tidligt i karrieren op i letsværvægt. Han var af almindelig gennemsnitshøjde, men havde en enorm rækkevidde for sin højde og begyndte tidligt at bokse mod sværvægtere som han kunne klare på grund af sin rækkevidde og hurtighed. I sit første år som prof. boksede Bivins 20 kampe! Nu til dags forventer man en "VM" titelkamp efter 20 kampe, men Jimmy var kun lige ude af lærlingestadiet. Efter 7. december 1941 (Angrebet på Pearl Harbour) blev også bokseverdenen lidt anderledes, men der var stadig mange kampe at få mens bokserne ventede på at komme i krigstjeneste. Hvis man kikker Bivins rekordliste efter for de første krigsår, vil man opdage at han i 12 kampe i træk mødte 11 boksere der enten havde været verdensmester eller udfordrer i en titelkamp. Han besejrede i den periode Billy Soose, Gus Lesnevich, Joey Maxim, Tami Mauriello, Bob Pastor, Lee Savold, Ezzard Charles og Anton Christoforidis. Og det var vel ikke så ringe endda. I 1943 vandt Bivins den såkaldte "Duration" titel i letsværvægt ved at besejre en anden hård mand Lloyd Marshall på KO i 13. omgang. "Duration" tilen var et amerikansk forsøg på at holde gang i boksningen, mens de rigtige titelindehavere var indkaldt til militær tjeneste. Tidligere på året havde Bivins angiveligt vundet "Duration" sværvægtstitlen ved at besejre Tami Mauriello på point i sin egen hjemby Cleveland. Joe Louis havde været til stede og overrakt Bivins et bælte og ikke et øje var tørt. For mig lyder det mere som at reklame stunt for at få solgt nogle krigs obligationer eller noget lignende.
Efter krigen begyndte det at gå lidt ned ad bakke for Bivins. Der blev lidt længere mellem de store sejre og kortere og kortere mellem nederlagene. Han mødt igen kun topboksere og det begyndte at slide på ham. I 1943 havde han besejret Ezzard Charles, men han tabte siden hen til ham tre gange. I 1945 knock out besejrede Bivins Archie Moore, og det var der altså ikke ret mange der gjorde, men siden hen blev det til fire nederlag mod Moore hvoraf tre af dem før tid. Selv Joe Louis nåede Bivins at møde sidst i sin karriere og han tabte på point til den gamle mester, der også var nødt til at bokse for at få nogle penge skrabet sammen i enden på en lang karriere.

 

Så fik vi overstået den såkaldt hadets kamp på West Hams baneanlæg som nu hedder noget helt andet end dengang jeg interesserede mig for engelsk fodbold. Hele showet var fremprovokeret af et par boksere med et stort ego, men begge et nederlag bag sig til en stor Ukrainer. Tilsætter man dertil englænderes store begejstring for tabere, en aggressiv promotor og et bokseforbund der kom til at skyde sig selv i foden fik man rodet et stævne sammen. At resultatet skulle blive andet end en sejr til David Haye havde jeg haft svært ved at se. (Det er jo også dejlig nemt at sige bagefter). Dereck Chisora er ikke noget særligt. Han fangede en meget nedadgående Danny Williams på det rigtige tidspunkt, blev snydt så vandet driver mod Robert Helenius da han havde en dårlig dag og, så pludselig sig selv som guds udvalgte. Ikke at jeg har problemer med det, Chisora hypede kampen godt op, og gjorde vel det han kunne. Hvis han og David Haye fik en god pose penge ud af det, så har jeg det helt fint med det. De sidder jo alligevel og bander inde ved BBBoC fordi de ikke fik procenter af alle mulige lønninger.
Andre der har et forklaringsproblem er boksesiten Boxrec.com. I hele optakten lod de som om der ikke skulle være noget stævne, på trods af at de måske lidt selvbestaltet er stedet hvor man kan få alle oplysninger. Efter stævnet har de nu lagt alle kampene på incl. undercarted og kaldt dem alle sammen for NC, men en lille notits om hvem der "Vandt" efter avisernes oplysninger. For H.. hvor en ynk!!! Boxrec.com kan lige starte med at gøre rent i eget hus og rydde ud i deres fejl, inden de begynder at smide med for store sten. Antydninger er at de mere eller mindre er i lommen på BBBoC og derfor kun skriver hvad der er rigtigt at mene der på bjerget. Vi andre har fundet ud af at Boxrec er en fremragende kilde til oplysninger, men man skal altid lige huske at tage oplysningerne med et gran salt.

 

Boxrec er fulde af oplysninger, men andre gange svipser det helt elementære. For kort tid siden fik jeg i en byttehandel den anden kamp mellem Vincent Boulware og Tony Harrison. Boulware have vundet deres første kamp og var rigtig i gang med at give Harrison en ordentlig omgang da han valgte at tage sig en slapper i niende omgang. Harrison sagde ja tak til gaven og sendte Boulware i gulvet med et brag med en god venstre-højre. Boulware var helt færdig og måtte have hjælp for at komme til sit hjørne bagefter. I Boxrec står der bare NC9 earlier KO9 for Harrison. Så vidt jeg har fået gravet op, var der problemer med Harrisons urinprøve efter kampen. Fint nok – Men Borec.com – hvis I vil være de bedste – så vågn lidt op!

 
27-6-2012

WBCs udmelding om at de overvejer et nyt pointsystem kan jeg kun modtage med glæde. Ikke at jeg er sikker på at det bliver til noget, men bare det at nogen tør røre ved emnet. Det er decideret pinligt at man i mange Europæiske lande kan mærke at hjemmebokserens hjørne er helt klar over hvad scoren er hos dommerne. Ingen nævnt, ingen glemt, men for god ordens skyld bliver vi nødt til at erkende at det også er sket i Danmark. For få år siden fik en dansk bokser stillingen oplyst af sin træner med så høj røst at vi TV seere sagtens kunne følge med. Det var ganske sjovt at kunne sende resultatet pr. sms til folk i hallen før stævnespeakeren gjorde det officielt. Det andet men gerne vil røre ved er differentieringen af vundne omgange, og den er jeg helt med på. Det ligner fuldstændig det gamle Californiske system, som jeg mener er det eneste rigtige. 0-0 til en uafgjort omgang og vundne omgange som 1-0, 2-0, 3-0 eller 4-0 afhængigt af hvor overlegent omgangen er vundet. På den måde kan man finde en retfærdig vinder i en kamp hvor begge boksere har vundet lige mange omgange. Som det er nu vil en kamp ende uafgjort hvis bokser A lige akkurat har vundet det første tre omgange, mens bokser B har vundet det sidste tre overlegent men uden at score et knock down i nogen af dem. Som det er nu har 10-point-must systemet spillet fallit. En anden god ide ville være hvis man efter en kamp holder en evaluering for kampleder, supervisor og de tre sidedommere. Micky Vann omtaler at han har været med til sådanne møder efter kampe i Las Vegas. Jeg formoder at det er Nevadas boksekommision der har stået for samtalerne. Jeg er overbevist om at dommere kun kan blive bedre af at få en snak med hinanden om de omgange hvor de har været uenige. Nogle kampe kan være meget svære at dømme. Ved stævnet i Frederikshavn var vi meget uenige om resultatet af kampen mellem Casey og Evensen. Jeg har prøvet at score den igen fra videooptagelse. Nu bliver jeg uenig med mig selv! (Begyndende skizofreni?)

 

Den tidligere WBO fjervægtsmester Scott Harrison gør efter flere forgæves forsøg come back fredag aften i Glasgow. Harrison var en underholdende fighter, men desværre led han af stærk tørst og når han fik for meget ville han slås. På et tidspunkt var han black listed på en lang række pubber i Glasgow og måtte også igennem et længere fængselsophold i Spanien efter en voldssag. Nu skulle han have fået kontrol over sit problem, fået sin bokselicens igen og kommer i ringen for første gang siden 2005, så må vi se om der er noget tilbage. Kampen mod Gyorgy Mizsey (7-0) fra Ungarn skulle gælde "Den Internationale Masters Titel" i Letvægt. Hvad det så ellers er for en størrelse?

 

Nogen boksere møder en hel masse verdensmester og titelindehavere uden måske selv at have det helt store potentiale. "Irish" Pat Lawlors karriere gik hårdt ned ad bakke mod slutningen, blandt andet med et knock out nederlag i Danmark til Rudy Markussen og endte på 23-16-1. I karrieren mødte han 10 mand der holdt et eller andet mesterskab: Vinny Pazienza, Jürgen Brähmer, Roberto Duran, Joe Calzaghe, Dana Rosenblatt, Hector Camacho, Rene Arredondo, Terry Norris, John David Jackson og Wilfred Benitez. Han tabte til de fleste af dem men indlagde sig uvisnelig hæder da han i to på hinanden følgende kampe besejrede Hall of Fame bokserne Roberto Duran og Wilfred Benitez. Vel var de begge på vej ned ad bakke, men navnene pynter på CVet.

 

Der siges meget for og imod den kommende kamp mellem David Haye og Derek Chisora. Det engelske bokseforbund vil ikke røre ved kampen med en lang kæp i hånden, men det undrer mig at man så accepterer at der er engelske officials. Angiveligt skal Mickey Vann, Paul Thomas og John Coyle være med. Mickey Vann er måske ikke så stor, men han kan godt sætte sig i respekt som kampleder over for større boksere. Den korte men fyndige "balle" han gav Lennox Lewis og Frank Bruno i deres VM kamp gav ham en reprimande fra bokseforbundet, for han havde ikke taget højde for at det kunne høres i mikrofonen over ringen.

 
7-6-2012
Efter en forrygende afslutning på sæsonen med stævne tre lørdage i træk er der nu sommerpause (Vi mangler bare sommeren), så det er et passende tidspunkt at gøre status over det første halve år. Tre forskellige promotorer og vi har vel ikke haft så mange professionelle boksere samtidig, siden Palle, Vester og Gert Bo/TV3 havde stævner samtidig for 10-12 år siden. Seks af de syv stævner var i direkte TV og det sidste kunne ses som live stream på computeren. Tilskuertallene har været meget op og ned. Team Sauerland havde flot fuldt hus i Frederikshavn, men vi var ikke ret mange i Herning i lørdags. En stor håndboldkamp i Herning samme aften, havde sin del af skylden. Euro Event havde masser af tilskuere da de havde prof kampe sammen med det danske amatørmesterskab, men til gengæld var vi så ikke mange i Randers forrige lørdag. Der var flere ting der holdt folk væk, Pinselørdag, fremragende vejr og karneval i Ålborg, så det var kun de helt hardcore fans der mødte op.

 

Lørdagens stævne i Herning bød på både dramatik og op og nedture for dansk boksning. Stævnet indledtes før TV kom på med en ganske udmærket kamp mellem Karo Murat og Sandro Saproshvili. Saproshvili er en hård men begrænset bokser og Murat var klasser bedre. Det var lidt af en befrielse da Hans Larsen fik en årsag til at stoppe kampen, for Georgieren var alt for modig til at det var sundt for ham, og typisk for den type boksere protesterede han over at blive stoppet. Allerede i stævnets anden kamp havde vi Reda Zam Zam mod en anden hård nitte Giuseppe Langella som vi tidligere har set i Danmark mod Christian Bladt. Reda boksede rigtig flot og ville nok have stoppet Langella sent i kampen, men desværre fik vi en afslutning allerede tidligt i tredje omgang da italieneren beskadigede et eller andet i den ene ankel. Hvad der rigtig går galt er svært at se, men italieneren havde voldsomme smerter efter det skete. Torben Keller havde en anden italiener Luca Arrigo, og det var nær gået galt. Keller gik ofte den forkerte vej rundt om højrefodsbokseren og blev ramt af nogle solide vestre stød. Torben var rystet mindst tre gange og jeg håber at det var fordi han havde en dårlig dag og ikke fordi han ikke tåler så hårde stød. Uafgjort 38-38 var lige efter bogen, men Torben har nok et point når han siger at han havde vundet kampen hvis den havde været over seks omgange for italieneren var ved at have udsolgt. Ahmed Kaddour viste os i en og en halv omgang hvor en fantastisk bokser han er, men så begyndte han at tabe pusten og Gary Boulden kom mere og mere med i kampen. Hos mig klar sejr til Kaddour på 78-73, en uafgjort dommerstemme er jeg ikke enig i. Efter en ganske udmærket kvindekamp, kom katastrofen i Mads Larsens kamp mod Luke Blackledge. I interviews før kampen virkede Mads ikke sikker på sig selv, og det gik også helt galt. I starten styrede Mads fint kampen, og ramte englænderen med nogle flotte hårde venstrer til kroppen. Hår en højre og en vestrefods bokser mødes er der stor risiko for skaller, og det skete også i rigt mål. Jeg mener ikke at Blackledge stangede med vilje, men han prøvede heller ikke at passe særlig meget på hvor han anbragte sit hoved. På den anden side talte jeg fra ringside fem for dybe kropstød fra Mads Larsen så de havde ikke noget at lade hinanden høre. Det virkede som om al selvtilliden sivede ud af Mads og han prøvede ikke at rejse sig dan han blev sendt gulvet i fjerde omgang. I den kamp tabte Mads Larsen lige så meget til sig selv som til Luke Blackledge.

 

Pinselørdags stævne i Randers gav os udover profferne også lejlighed til at se danske amatør boksere i aktion, og det var en fornøjelse at se den kommende OL deltager Dennis Ceylan i ringen. Han var fremragende og det bliver meget spændende at følge ham. Efter OL forventes han at gå over som professionel, og det ligner en stor karriere forude. Ved første kik på modstanderne til de danske professionelle lignede det en let aften. Sådan gik det heldigvis slet ikke. Vi fik set samtlige omgange, med fem danske vindere. Både Stephan Alms og Abdul Khattab forsøgte at stoppe deres modstandere, men det var to seje gutter de mødte og de havde kun rigtig godt af at prøve at gå fire omgange. Kim Poulsen fik også otte gode og hårde omgange mod Miguel Aguillar. Kim vandt fortjent alle omgangene, men han kom ikke sovende til sejren. Kasper Bruun skal altid gøre det lidt mere spændende end nødvendigt, men han fik også en fortjent stor pointsejr. Der gik lidt ged i det i sidste omgang hvor kamplederen gav Yuseinov en stående tælling over et stød der var for dybt, men ikke trak et point fra Kasper. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det var ikke noget stød at pive over. Lidt senere i omgangen gled Kasper uden at være ramt, men det resulterede i en tælling over ham. Det var heldigvis uden betydning for Kasper fik sejren med 60-53, 59-54 og en uforståelig 59-52. Sidste "Mand" i ringen var Anita Christensen som fik seks gode omgange mod Isabelle Leonardi. Nogen ved ringside mente at uafgjort havde været retfærdigt, men jeg havde ikke problemer med at score kampen 58-56 til Anita. Det er over 12 år siden Anita startede karrieren, og selv om at vi ikke skal diskutere en kvindes alder, var det lidt usædvanligt at hendes modstander faktisk var to år ældre end hende.

 

Desværre må vi erkende at de potentielle store dansker opgør er gået til de evige jagtmarker. Både Mads Larsen og Rudy Markussen har tabte deres sidste kamp på knock out, så der er ingen Mikkel Kessler kamp til dem. Kalle Sauerland har stillet spørgsmålet: "Er den nogen der vil komme og se to tabere?" Det drejer sig selvfølgelig om en eventuel kamp mellem Mads og Rudy, og jeg tror faktisk at svaret er et rungende "JA". Jeg ville da gerne komme og hvis kampen bliver promoveret og hypet på den rette måde, tror jeg at den kunne trække gode tilskuer- og seertal. Så er der Kesslers næste modstander. Vi er rigtig mange der gerne vil se ham mod Brian Magee, så vi kan få vasket Rudys og Mads nederlag af. Ellers er den bedste mulige modstander Carl Froch. Den kamp kan trække fulde huse både i Danmark og England. Jeg er ikke sikker på at Mikkel vil vinde den kamp, men god vil den blive. Jeg har ikke rigtig nogen fidus til at man kan sælge Beibut Shumenov eller Kelly Pavlik til det danske publikum. I kampen mod Allan Green var Kessler i gulvet for første gang i karrieren. Det behøver ikke betyde noget, man ikke gå ud i regnen uden at blive våd.

 
23-5-2012
Ofte hører man klager over at en verdensmester møder alt for mange ringe udfordrere, men ved et tilfælde faldt jeg over en mester der kun mødte de allerbedste. Normalt forbinder man mormoner fra staten Utah, med mænd i sort tøj med en masse koner og børn, men familien Fullmer var anderledes. Flere af brødrene boksede og storebror Gene var en af de allersejeste mellemvægtsboksere nogensinde. Han var ikke den store puncher så han måtte slide sine modstandere op og vinde på point. Inden han havde sin storhedstid havde han en gang været mester ved at besejre selveste Sugar Ray Robinson på point. Sugar Ray vandt titlen tilbage ved at knock oute Gene i femte omgang med et fantastisk venstre hook. Det er et knock out slag der ofte vises på TV. Fullmers eneste kommentar bagefter var: "Det kan da godt være at det var et godt stød, men jeg så det bare ikke". I 1959 blev Fullmer verdensmester igen og hans 11 sidste kampe var alle VM kampe, hvoraf de otte gik tiden ud med seks sejre, to nederlag og tre uafgjorte resultater. Listen over de 11 modstandere er formidabel. Kun to af dem var ikke selv verdensmester på et eller andet tidspunkt. To af sejrene var mod den tidligere mester i weltervægt og mellemvægt Carmen Basilio som blev stoppet i begge kampe. Anden gang var Basilio så utilfreds med at blive stoppet at han lovede kamplederen øretøver. Basilio var alt for modig til at det var sundt for ham selv, så det var godt at kamplederen kunne sige stop for ham. To kampe mere mod Sugar Ray Robinson, en mod Joey Giardello der også blev mester i mellemvægt, og tre mod Dick Tiger der nåede at blive mester i både mellemvægt og letsværvægt. Weltervægtsmesteren Benny Kid Paret prøvede at rykke en klasse op og udfordrede Gene Fullmer med blev knock outet i 11. omgang af en gruopvækkende kamp hvor kamplederen skulle have stoppet kampen noget tidligere. Paret modtog så mange træffere i denne kamp at mange mener at han allerede var blevet skadet i hjernen i denne kamp som var den sidste inden han døde i kampen mod Emile Griffith tre måneder senere. De to udfordrere der ikke nåede en VM titel var nu heller ikke så ringe endda. Spider Webb var 33-4 da de mødtes og havde besejret Dick Tiger, Joey Giardello og Terry Downes. Den anden var puncheren fra Cuba, Florentino Fernandez der var 30-2 da med en lang stribe K.O. sejre da de mødtes. Fernandez slog så hårdt at han brækkede en knogle i højre albue på Fullmer der ikke kunne føle sin højre arm i de sidste to omgange. Gene reddede sig gennem kampen hjemme i Utah på en split decision, så han var måske lidt heldig den dag.
Gene Fullmer lever mig bekendt den dag i dag og er over 80. Familien var gjort af et sejt stof. Genes lillebror Don Fullmer gav Tom Bogs alt det besvær han kunne ønske sig i en uafgjort kamp i Gladsaxe i 1970. Don havde verdensmesteren Nino Benvenuti i gulvet i en titelkamp, men kunne ikke holde ham dernede og tabte på point. (Fortjent, også selv om det var i Italien)
 
10-5-2012
Det er efterhånden nogle år siden at jeg regelmæssigt købte eller abonnerede på bokseblade. Det sidste var "Boxing News" som var et fantastisk blad dengang Harry Mullan var chefredaktør. Dengang var det et blad med kun sort/hvide billeder, men de havde som deres motto var: "Every fight, every punch, every week". Sidenhen blev det et blad med større og større farvebilleder og mindre og mindre tekst, så det opgav jeg til sidst. Nu har jeg lige været i Tyskland og købte på jernbanestationen "Boxsport" for at have lidt til toget. Mit tysk er ikke det bedste, og bladet er måske heller ikke det mest interessante, men jeg havde meget underholdning af deres ranglister. Den første vægtklasse jeg kikkede på var selvfølgelig super-mellemvægt. Bladet var April udgaven, så de havde ikke de allersidste kampe med. Arthur Abraham var nummer 10 efter Piotr Wilczewski som var nier, men de boksede også først 31/3 så det resultat har man ikke fået med. Carl Froch er nummer tre foran Mikkel Kessler på femtepladsen. Det kan godt forsvares for efter nederlaget til Mikkel er Froch 2-1 in kampe mod den absolutte top i Ward, Johnson og Abraham. At Andre Dirrell er på andenpladsen foran Froch er jeg ikke helt tilfreds med, og heller ikke at Robert Stieglitz er på pladsen foran Kassler, men det er jo en subjektiv vurdering. Mange ting til blive sat på plads i den nærmeste fremtid med kampe som Kessler-Green, Abraham-Stieglitz og Froch- Bute.

 

Meget sjovere var det at sammenligne de forskellige ranglister for sværvægt. Foruden "Boxsports" rangliste var der 1-15 lister for WBA, WBC, WBO og IBF. Det var synd at sige at de var enige! Det er sjovt at lave nogle sammenligninger. Da det er en regel i bokseforbundene ikke at rate hinandens champions fjerner vi brødrene Klitchko og Alexander Povetkin. Førstepladsen hos IBF er tom! Det er måske meget praktisk, så er der ikke en eller anden nævenyttig bokser der kræver et manatory titelforsvar samtidig med at der er en pengestærk promoter der genne vil betale for at arrangere en anden kamp med en lavere rangerende bokser. Chris Arreola er rangeret 1 ved WBC, 4 ved IBF og WBO samt 9 ved WBA. Det er da nogenlunde konstant. Modsat er Robert Helenius 1 ved WBO, 2 ved WBA, 3 ved IBF, men OVERHOVEDET IKKE i top 15 ved WBC. Meget værre bliver det når vi kommer til Tony Thompson. Han er førende hos IBF (på andenpladsen), men er OVERHOVEDET IKKE ikke rated i top 15 ved de tre andre forbund. Som nummer tre har WBC Bermane Stiverne fra Haiti, som de tre andre forbund ikke har på deres lister. Stiverne er en vanskelig størrelse at vurdere. Han er 22-1-1 med nogle udmærkede sejre, men også nogle svipsere. Hans nederlag er på RSC4 mod Demetrice King som var 11-15 da de mødtes og havde tabt 5 af de sidste 7 kampe. Stivernes uafgjorte kamp var mod Charles Davis som var 17-17-1 og havde tabt de sidste NI kampe i træk. Efter Kubrat Pulev knock outede Alexander Dimitrenko, skal der bygges en del om på alle ranglister for alle havde Dimitrenko godt med fremme i rækken, mens Pulev kun var med som nummer 13 ved WBO og IBF.

 

Noget andet der kan ryste bokseforbund er at man vil forsøge at arrangere en kamp mellem to engelske boksere der ikke har licens i England. Dereck Chisora fik frataget sin efter slagsmål og trusler mod David Haye efter Klitchko kampen, og David Haye har ladet sin licens løbe ud. Begge bokserne kan få sig en licens udenfor England efter reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, og der er folk der gerne vil arrangere kampen i Luxembourg. Det engelske bokseforbund er helt ude af jaketten og lover at ekskludere enhver der har licens ved dem hvis de har noget med den kamp at gøre. Her menes nok mest Frank Warren, men han er en hård nitte der før har været på kant med det britiske forbund. Da han startede med at arrangere boksning var det såkaldte un-licenced shows udenfor den engelske bokseforbund. Kampen mellem Haye og Chisora kan bygges op til noget meget stort i TV, og der er mange penge at hente ved at arrangere den. At det engelske bokseforbund vil gå glip af en formue hvis den kamp bokses udenfor deres regi, er selvfølgelig helt underordnet for dem. Den sportslige betydning er ligegyldig i den sammenhæng.

 
22-4-2012

Lørdagens stævne i Arena Nord var virkelig vellykket med masser af dramatik og en næsten fyldt hal med 2700 tilskuere. Det var en fremragende arena, og tilskuertallet og de pæne seertal i 3+ gør det til Sauerlands største succes indtil nu. Selvom jeg har to timers kørsel fra Århus, ligger Frederikshavn nærmere end hvis jeg skal køre til København.
Første kamp med Simen Smaadal startede lidt for tidligt, så jeg fik den kun set på storskærmen efter det hurtige tekniske knock out. Jeg gik vist ikke glip af alverden, for modstanderen fra Hviderusland var vant til at blive stoppet, og havde en rekordliste pyntet med nogle mærkværdige knock out sejre. Pyt være med det, det drejede sig om at få den norske debutant sat godt i vej, og det lykkedes til fulde. De norske tilskuere var begejstrede. Normændene fik endnu mere at glæde sig over da Andreas Evensen vant en majority decision over ireren Willie Casey. Det var en tæt kamp der var enormt svær at score. Jeg sad ved siden af Alex Hermann og vi var uenige om næsten alle omgangene selv om vores samlede resultat var ret ens. Andreas havde langt de fleste stød, men mange af den kom ikke rigtig igennem irerens parader. Til gengæld scorede ireren med færre men hårdere træffere, rigtig mange af dem til kroppen. Sommetider dominerede den ene bokser første halvdel af en omgang, hvorefter den anden tog over i anden halvdel. Jeg endte med at have Casey som vinder med 115-113, men jeg havde sat spørgsmålstegn ud for fire af omgangene så de 2 gange 115-113 til Evensen og en uafgjort 114-114 var helt inden for tolerancerne. Det er en kamp jeg gerne vil se engang til på video, dansk TV viste desværre kun de tre sidste omgange. Stor ros til Andreas for at kæmpe sig igennem en hård kamp hvor hans ansigt var så ophovnet til sidst at han må have haft svært ved at se ud af venstre øje.
Da Erik Skoglund startede ved Team Sauerland var det planen at "Bøffe" ham op til at blive en stor Cruiservægter, men man valgte efter de første to kampe i stedet at flytte ham ned under vægtgrænsen til letsværvægt og det var godt set. Nu møder han folk på sin egen størrelse og har både hurtighed og slagkraft. I lørdags gik det ud over en stakkels italiener som i øvrigt var højrefodsbokser selvom han stod som orthodox i boxrec. Det hjalp ham ikke meget da Skoglund slog ham voldsomt ud allerede i anden omgang.


Reda Zam Zams modstander Bronislav Kubin var Tjekkiet var en rigtig hård nitte. Vel havde han tabt kampe før, men han var kun blevet stoppet en gang i karrieren. I tredje omgang blev han slået hårdt ned og knaldede baghovedet i gulvet med et brag, men han sprang op igen næsten som en gummibold og fortsatte. Reda begyndte at lege lidt for meget med ham med flotte undvigelser, men desværre stødte bokserne hovederne sammen og Reda fik en flænge over højre øje. Det fik Reda til at sætte foden på speederen og efter endnu en gulvtur blev kampen stoppet da Kubin var hårdt presset i det ende ringhjørne. Nogen klagede bagefter over at kampen var blevet stoppet lige da omgangen var ved at være forbi. Ja den ringede et sekund efter, men i en sport hvor bare et stød, kan være et for meget skal kamplederen ikke gå og tænke på hvor land tid der er tilbage af omgangen. Hvis en bokser skal stoppes, så skal han stoppes om der så kun er to sekunder tilbage af en 12 omganges kamp. Det skete for en del år siden hvor Julio Cesar Chavez stoppede Meldrick Taylor i en VM kamp. Det jamrede man meget over i Taylors lejr, navnlig fordi Taylor var foran på points på to af dommersedlerne. Det man glider let og elegang af på er at Meldrick Taylor allerede havde taget imod så mange stød i den kamp at han aldrig blev den samme bokser igen.
Patrick Nielsen forstår sandelig at gøre en kamp underholdende for tilskuerne. Også for underholdende – Det var en hård kamp, som Patrick havde kunnet komme nemmere om ved hvis han havde valgt at bokse mere of bruge sit højre jab. Det skal der i hver fald trænes noget mere på for at holde modstandere på afstand så nogen af alle de hovedstød undgås. En hård kamp, hvor Patrick for første gang prøvede at blive talt over, om end det ikke lignede et ægte knock down. Kamplederen havde sit at se til, men det lykkedes ham at holde kampen under kontrol, så det ikke udartede alt for meget.
Torben Keller fik sin første sejr før tid, mod en modstander der kun forsøgte at komme igennem kampen uden at komme til skade. Det var den slags omgange som Ove Ovesen scorede 10-8 i Akmed Kaddours sidste kamp mod Lee Noble i Herning. Abramenkos indsats var næsten ikke eksisterende og fra midt i fjerde omgang ledte kamplederen kun efter en undskyldning for at stoppe kampen. Først i femte omgang kom anledningen og efter en slagserie fra Torben blev kampen heldigvis vinket af.

 

Jeg havde glædet mig til at James DeGale og da han først kom i gang var han også rigtig god. Italieneren Cristian Sanavia gjorde sandelig det han kunne og man kunne godt give ham de to første omgange hvor han pressede DeGale mod tovene. DeGale skiftede hele tiden mellem at have højre og venstre for forrest, men jeg synes ikke rigtig at det hjalp. Han skulle måske selv lige vænne sig til at møde en southpaw. I tredje omgang satte DeGale tempoet of begyndte at møde Sanavia i stedet for at cirkle væk fra ham. Det gik rigtig godt lige til de sidste sekunder hvor han blev ramt og måske skulle have haft en tælling. Han røg bagover og blev holdt oppe af tovene og hans højre handske rørte vist også lige akkurat gulvet. Måske skønnede kamplederen at DeGale var snublet i den ene reklame toblerone. I fjerde omgang gik det kun en vej og efter fire tællinger blev Sanavia stoppet. Der er åbenbart ikke noget 3-knock-down-rule i EM kampe. Stødene så ikke ud til at være voldsomt hårde, og Sanavia sad på gulvet og rystede på hovedet af sin egen indsats, så mon ikke at det var hans sidste kamp. James DeGale kan blive noget rigtig stort, det bliver spændende at følge ham.


Næste Nordic Fight Night skulle angiveligt blive i Herning 2. juni. Rygerne siger at Mads Larsen, Cecilia Bräkhus og Ahmed Kaddour skal på plakaten. Hvor slem Redas øjenskade var ved jeg ikke, men det er nok lige på vippen at han kan nå at blive klar. Ligger der en Reda Zam Zam kamp mod Ahmed Kaddour kamp forude i horisonten?

 
19-4-2012

Efter en pause ser det ud til at der rigtig kommer gang i prof. boksningen igen. Et udmærket initiativ var at få professionelle kampe på programmet ved DM for amatører der blev afholdt i Aalborg. Jeg ved ikke hvor mange tilskuere der var til finalerne om søndagen, men lørdag aften var der pænt fyldt på tilskuerpladserne. TV2s lokalstationer viste stævnet, og det var velgørende at man ikke skulle vente i det uendelige mellem kampene for at få plads til lange reklameblokke eller fordi en hovedkamp skulle afvikles på et forud bestemt tidspunkt. De to debutanter Stephan Alms og Abdul Khattab gjorde som forventet kort proces og stoppede deres modstandere i første og anden omgang. De nåede dårligt at få sved på panden, men debutanter skal have en let modstander første gang, så de kan få de værste premierenerver overstået. Kasper Bruun kom tilbage efter sin grimme øjenskade i sidste kamp, og det så ud til at skade holdt, for den rift han fik over højre øje var et nyt sted. På TV dagen efter så det ud som om den havde fået et enkelt sting, så han må formodes at være kampklar igen i næste måned i Randers. Kasper var blevet meget bedre end sidst, men ha har det med at gøre det mere spændende end allerhøjst nødvendigt. Sommetider når det går allerbedst for ham er det ligesom han "falder i søvn" og lader sig ramme helt overflødigt. Af den grund gav jeg tredje og sjette omgang til Margvelashvili, selvom et eftersyn på kampen viser at det var lidt harsk med tredje omgang. Alle tre sidedommere havde Kasper som taber i kun en omgang, så det må have været sjette. Stor ros til Kasper for et flot comeback i fjerde omgang efter at have afsluttet tredje lidt skidt. Med nogle flotte kropstød tog han helt pynten af georgieren og havde ham også i gulvet. Jeg troede at han havde stoppet ham i femte omgang, men den slet ikke ringe Margvelashvili red stormen af. Kasper gør da også noget for publikum og fotograferne. Jeg fik da et ganske godt billede da han havde sin modstander helt oppe på skulderen inden han så smed ham i canvassen. Måske ikke noget han skal gøre for tit. Det kan både give en advarsel og hold i ryggen.


Kim Poulsen havde ligesom Kasper fået skiftet modstander i sidste øjeblik. Et kik på den originale modstander fra Tanzania havde vist at han slog meget lange hooks og sving. De kan nu ikke have været længere end de vilde sving som Beka Dadjaia fyrede af. Dem så Kim på lang afstand og enten parerede eller trak hovedet lidt tilbage så de fløj forbi. Det var en helt ny Kim vi så i ringen. Efter første omgang sagde jeg til min sidemand ved ringen at der var meget mere bund i Kims stød end der plejede at være, og at han ville stoppe sin modstander før tid. Jeg havde dog ikke troet at ville ske allerede i anden omgang. Først var Sadjaia i gulvet, og bagefter slog Kim ham så hårdt i hovedet at han fik ondt i armen. Sadjaia prøvede at filme sig til en pause og lægeeftersyn, men den købte kampleder Søren Saugmann ikke. Man kan ikke først opgive når man er trængt og så bokse videre når man har fået et pusterum.


Euro Event vil have boksere i ringen igen i Randers 26/5 hvor også Anita Christensen forventes at gøre come back. De har endnu ikke boksere nok til at fylde et helt stævne ud selv, så det skal så vidt jeg forstår igen være et pro/am stævne med landskampe.
Inden da skal vi til Frederikshavn på lørdag. Det lover rigtig godt. Mest glæder jeg mig til at se Reda Zam Zam igen. Det blev jo kun til en omgang sidst i Herning, og der boksede han fremragende. Også englænderen James DeGale glæder jeg mig til at se i kampen mod Cristian Sanavia. DeGale er en fremragende tekniker og en fornøjelse at se i en boksering.

 
20-3-2012
Mærkværdige dommerkendelser og afgørelser hvor dommerstemmerne ligge milevidt fra hinanden har været normen i mange år, så det er virkelig en fornøjelse at se når tre dommere endelig er meget enige. Jeg tænker her på lørdagens kamp mellem Sergio Martinez og Matthew Macklin. Efter 11 omgange havde to af dommerne helt identiske dommersedler og den tredje afveg kun fra sine kolleger i to af omgangene. Meget bedre kan det vist dårligt blive. Jeg glæder mig til at se kampen for at se om jeg er enig. Hvis jeg ikke er det, er det nok mig der er noget galt med. Dommersedlerne nåede ikke at blive aktuelle da Macklins hjørne valgte at stoppe kampen efter 11. omgang, selvom bokseren protesterede og ville fortsætte selv om han havde fået en slem medfart med to gulvture i 11. omgang. Jeg tror at det var en god ting at hjørnet stoppede kampen, for Macklin har simpelthen for meget mod til at det er sundt for ham. Hans sekundanter har måske også haft i baghovedet at Macklin var udsat for et frygteligt knock out for nogle år siden i en kamp mod Jamie Moore om det engelske mesterskab. Macklin tog næsten et års pause efter det nederlag, men er kommet flot tilbage.

 

For nyligt havde jeg lejlighed til at se et 1 times program fra italiensk TV om Duilio Loi. Det er ikke sikker at navnet siger danske boksefans ret meget nu til dags, men i Italien regnes han som en af de allerbedste nogensinde sammen med Nino Benvenuti. Loi boksede fra 1948 til 1962 og havde en rekordliste på 115 – 3 – 8. Han var ikke nogen knock out bokser så han boksede i alt 1222 omgange i sin karriere. Hvis jeg har talt rigtigt boksede han 21 kampe der alle gik over 15 omgange. I karrieren mødte han tre danskere. Først den i dag nærmest ukendte Svend Wad som blev besejret på point over ti omgange. At denne kamp skulle gå tiden ud, lå nærmest i kortene da Svend Wad i sin karriere havde 18 kampe og alle gik tiden ud. Derefter havde Loi to kampe om Europamesterskabet mod Jørgen Johansen der begge gik alle 15 omgange. Første kamp var i København hvor Loi åbenbart "frøs" og boksede en mærkelig kamp og løb efter beskrivelsen baglæns hele kampen. Meget atypisk for Loi der ellers var en lavstammet aggressiv type. Da de mødtes anden gang i Italien satte Loi tingene på plads og vandt en fortjent point sejt. Senere forsvarede Loi sit Europamesterskab mod danske Christian Christensen i Italien og vandt på point. I bogen "Gentleman Chris" skriver Chris at kampen blev sendt direkte i dansk TV. Den må formodes at være gået tabt, jeg har kun set en lille stump fra Italiensk TV. I sine sidste år havde Loi tre kampe VM mod hver af de to topboksere Carlos Ortiz og Eddie Perkins. Ortiz blev besejret 2-1 og mod Perkins blev det en sejr til hver og en uafgjort. Der er nogle klip fra kampene i den italienske udsendelse og i en af kampene har han Carlos Ortiz i gulvet og det var ikke noget der skete hver dag for Ortiz. Disse VM kampe var i letweltervægt, men samtidig holdt Loi også EM titlen i Weltervægt. Efter de tre kampe mod Loi valgte Carloz Ortiz at rykke en vægtklasse ned til Letvægt hvor han igen blev verdensmester og besejrede store boksere som Ismael Laguna, Sugar Ramos og Flash Elorde.

 

I dag ville man undre sig hvis man for eksempel skulle se Vitali Klitchko stå i ringen som kampleder, men for år tilbage var det ganske normalt at verdensmestre blev brugt som kampledere for at trække ekstra tilskuere. Jack Dempsey var meget populær som kampleder og også folk som Jack Sharkey, Max Baer, Joe Louis og Jersey Joe Walcott har været tredje mand i ringen. Ikke alle har haft den store succes, vi husker alle med gru Joe Walcotts katastrofale håndtering af den anden kamp mellem Sonny Liston og Muhammad Ali og Joe Louis slap ikke særlig godt fra den anden kamp mellem Joe Frazier og Jerry Quarry. Jack Sharkey var heldigvis ikke en tøsedreng på andres vegne, for så havde vi ikke fået de to bråvallaslag mellem Archie Moore og Yvon Durelle i fuld udstrækning. I den første kamp var verdensmesteren Moore i gulvet tre gange i første omgang og burde have været stoppet, men Sharkey lod kampen gå sin gang og det lykkedes mirakuløst Moore at komme ind i kampen igen og vinde på k.o. i 11. omgang. Anden kamp var helt Archie Moores, men Sharkey gav denne gang Durelle alle chancer for at komme tilbage, men Moore lukkede kampen allerede i tredje omgang.


Det må også være for at skærpe tilskuerinteressen at verdensmesteren i sværvægt Sonny Liston blev kampleder i kampen mellem Ernie Terrell og Cleveland Williams. For Liston var den en stor fordel at se sine potentielle udfordrere på nærmeste hold, og han var efter sigende god kampleder i kampen som han stoppede til Williams fordel i 7. omgang. Liston havde to gange tidligere stoppet Cleveland Williams, men kom aldrig til at møde Terrel.

 
23-2-2012

Ja, det gik jo ikke som jeg havde håbet i lørdagens titelkamp mellem Rudy Markussen og Brian Magee. Nu har jeg haft lejlighed til at gense kampen på video, og høre diverse kommentarer og interviews. Rudy fortæller efter kampen at han var godt tilfreds med sin indsats (indtil han blev knock-out´et), og at han mente at han var foran. Så vidt jeg forstår havde dommerne kampen helt lige, selv have jeg Magee foran med 3-1, men Magees leverstød gjorde alle sammentællinger overflødige. Pudsigt nok var mit første indtryk fra ringside at Rudy var blevet ramt for dybt, men det kan jeg se på TV at den holder ikke. Fra en af billedvinklerne virker stødet lavt, men fra andre vinkler er der ikke nogen tvivl. Det er et flot stød, som få ville have kunne rejse sig efter. Da jeg så at Rudy bare kikkede ned i kanvassen mens kamplederen talte var jeg klar over at han ikke kom op igen. Havde han bare kikket op på Magee med et "Det skal du saftsuseme få betalt" udtryk i ansigtet havde der været mere håb.

 

 

Før Patrick Nielsens kamp havde jeg været noget bange for at han kunne løbe ind i en skade. Matolsci har aldrig kunnet tåle stød til hovedet, men hans hoved har det med at være alle de steder hvor det ikke skal, så der var risiko for skaller. Den risiko eliminerede Patrick på 11 sekunder! Gad vide om det er danske rekord? For år tilbage havde Johnny Bredahl en super hurtig knock out, men jeg skal lige tilbage i arkivet og have taget tid på den. Patricks lillebror Micki brugte hele halvandet minut på at gøre sin modstander færdig, og i den tid nåede han både at få en øjenskade og slå den ene hånd i stykker. Nu har han tre første omganges knock outer, det bliver spændende at se hvad der sker når han får en mere holdbar modstander.

 

Erik Skoglund blev prøvet mod en bedre og mere rutineret modstander og bestod helt fint prøven. Det var godt arbejde afsluttet med en smuk knock out. Vi må så sige at Juan Nelongo skal lægge handskerne på hylden nu. Allerede sidst vi så ham i Parken mod Dustin Dirks kunne man se at han ikke længere tålte stød. Når han blev ramt, gik hele hans balanceevne fløjten.

 

De to sidste kampe gik tiden ud og lige så underholdende som Torben Kellers kamp var, lige så træls var Andreas Evensens. Ingen diskussion om Andreas sejr på 100-88 mod en modstander der bare kom for at overleve, men det var som om Andreas ikke kunne finde den uppercut der skulle til for at ændre slagets gang. Alt for mange gange susede Evensens højre over modstanderens hoved.

 

Der er meget usikkerhed om Robert Larsens stævne i Randers, men der er en ny promotor (Allan Back Euro Event) på banen i forbindelse med DM for amatører i Ålborg. Det giver Kasper Bruun og Kim Poulsen kampe igen og debut til Stephan Alms og Abdul Khattab. Euro Event er som sådan ikke en konkurrent til Sauerland og der bør derfor sagtens være plads i Danmark til deres stævner. Så vidt jeg forstår vil der i starten være professionelle kampe ved amatørstævner, og senere rene prof. stævner. Sådan startede Anders Vester også i sin tid, og det gik da rigtig godt i en årrække. Jeg kan bare ikke lige se hvordan brødrene Fruensgaards karriere skal fortsætte. Palle har efter løse oplysninger endnu to optioner på Brian Magee, hvad han så ellers skal bruge dem til, men efter at Claus Bertino er blevet fritstillet har han ikke rigtig noget at lave stævner med.

 

"Danmarks Største Bokser"?! – Gad vide hvad han kan?

 
7-2-2012

Jeg glæder mig rigtig meget til næste lørdags stævne i Brøndby hvor jeg tror at vi får en ny mester i Rudy Markussen. Selvfølgelig har Brian Magee en flot rekordliste men han har været aktiv i 13 år med mange hårde kampe og da han også er på vej mod de 37 år, tror jeg at det blive i kampen mod Rudy at han bliver gammel i ringen. Magee har mødt mange andre punchere og han har rejst sig når han er blevet slået i gulvet, men Rudys slagkraft er så uhyggelig at jeg tror at Magee får et chok første gang Rudy rammer ham rigtig hårdt. Sidste gang i Herning mødte Rudy Steven Bendall som også sagde før kampen at han ikke frygtede Rudys slagkraft. Han fik alligevel en ordentlig omgang og kampen blev ikke stoppet et øjeblik for tidligt. Allerede i tredje omgang var Bendall på randen af knock out, og hans hjørne kunne godt have opgivet for ham i pausen. Efter kampen sagde Rudy oven i købet i et interview at han ikke havde ramt Bendall rigtigt. Så ville jeg nødig have været Bendall, for det var slemt nok da han ikke ramte rigtigt! Brian Magees sejr over Mads Larsen er imponerende på papiret, men det var en hul sejr, for Mads var skadet lige fra start.

 

Til Patrick Nielsen har man valgt en rutineret journeyman med 48 kampe i bagagen. Ungareren Jozsef Matolcsi har været med i 16 år og har bokset de fleste af sine kampe i let-mellemvægt så Patrick vil have fordel af både højde og rækkevidde. Matolcsi er kun blevet stoppet fire gang i sine 17 nederlag, men han har været i gulvet en del gange før, så det er absolut muligt at Patrick kan få en sejr før tid. Helt ufarlig er Matolcsi ikke når har er ramt. I den første kamp mod Gotthardt Hingeregger havde Matolcsi været i gulvet fire gange, da han pludseligt fandt et enkelt venstre hook der stoppede Hinteregger. Vi så Matolcsi for et år siden i Herning hvor han stoppede storfavoritten Mahir Oral i anden omgang. Det skal så siges at det var en uheldig afslutning. Lige før slutningen af anden omgang knalder bokserne hovederne sammen og Oral er helt forvirret bagefter. Han klarer den korte tid til gong-gongen mens ham misser voldsomt med øjnene som om han har dobbeltsyn. Hans hjørne stoppede kampen med det samme han kom tilbage til ringhjørnet.

Det bliver sjovt at få et gensyn med Andreas Evensen fra Norge. Da der ikke er prof. boksning i Norge har Andreas måttet bokse rundt omkring i udlandet, så det er imponerende at han har opbygget en rekordliste på 14-2. De to eneste nederlag er mod Benoit Gaudet og Ricky Burns. Evensen gik en vægtklasse op for at møde Burns, men tabte point. Sidenhen har Burns besejret Michael Katsidis, så det nederlag er ikke noget at skamme sig over. Andreas startede som en god teknisk bokser, men nu er der kommet mere punch i handskerne for hans sidste fem sejre har været før tid.

TV3+ har sat fire timer af til bokseaftenen i Brøndby Hallen, men det kan jeg ikke få til at hænge sammen med kun fem kampe. Måske kommer der flere boksere på programmet med kort varsel, for ellers ender det med alt for mange reklamer, snak og interviews der jager seerne væk fra kanalen. For lang tom tid i hallen giver selvfølgelig et meget større ølsalg, men vi er jo altså nogle stykker der skal køre hjem bagefter..Til gengæld ser det ud til at vi bliver de rigtige boksefans i hallen. Der skal være et såkaldt "Tæsk en kendt" stævne andetsteds i København samme aften, så de mere eller ukendte kendisser vil sikkert være der i stedet for i Brøndby. Jeg er vist heller ikke målgruppen til sådan noget showboksning. Af de fire såkaldte "kendte" har jeg kun et meget perifert kendskab til to af dem.

 
22-1-2012
Jeg skal love for at det ikke var populært at Lamont Peterson vandt over Amir Khan i deres kamp om WBA og IBF Letweltervægtstitlerne. Det var ikke meningen at Lamont skulle vinde for der er mange flere penge at tjene for promotorerne og bokseforbundene ved at mediestjernen Amir Khan bokser om titlerne. Jeg har som sådan ikke noget at udsætte på den split decision som Peterson fik. Kampen var uhyre tæt om med de få omgange jeg er i tvivl om ligger min score på et point til den ene eller den anden side, men penge taler og det er lykkedes at få bokseforbundene til at dekretere en rematch. Som årsag til deres klager angiver den at Khan blev snydt for et knock down i første omgang. Det er sandelig noget man kan diskutere! Vel er Lamont presset i starten og går også i gulvet, men kamplederen skønner efter min opfattelse korrekt at det er ham der er skyld at Lamont går ned fordi han ikke selv kommer af vejen og har en fod i vejen for bokserens. Lidt efter er Petersen nede igen, men her ser det mere ud som et skub eller måske endda en albue fra Khan der er årsagen. Her kalder kamplederen det et knock down, måske fordi han mener at han "skylder" Khan noget for miseren lige før. Det er jeg ikke 100% sikker på, så man kan også dreje sagen derhen at Khan fik et knock down og dermed et point foræret i første omgang. Andet klagepunkt er at kamplederen to gange trak et point fra Khan for at skubbe Lamont baglæns. Ja, det er rigtigt at kamplederen ikke forinden havde gjort det helt klokkeklart for Khan at det ville koste ham point hvis han blev ved med at skubbe, men det er altså forbudt at skubbe ifølge reglerne og Khan gjorde det mange gange. Amir Khans problem er at han næsten altid er fysisk større end sine modstandere og derfor vinder kampene ved at bokse på afstand. Han har aldrig haft behovet for at lære at bokse i nærkamp, selvom kampen mod Marcos Maidana burde have fortalt hans trænere og ham selv at det var en god ide at lære det. Lamont Peterson er vel som sådan ikke utilfreds med at der kommer en ny kamp, for nu kan han tjene en god pose penge også selv om han ikke vinder anden gang. Det var en fremragende kamp så jeg gør heller ikke vrøvl over at der bliver en anden kamp.

 

I den sidste tid har der været mange kampe som har haft dommerkendelser der er blevet beskrevet som kontroversielle for at bruge et mildt udtryk. (Ingen nævnt ingen glemt – så har man heller ikke trådt nogen over tæerne), men sådan har det nu altid været. Her i den mørke tid har jeg byttet mig til en hel masse nye og gamle boksekampe, og jeg kan se at dommerkendelser ikke altid er lige populære. Jeg har lige siddet og set en gammel (1987) Cruiservægtskamp mellem Ossie Ocasio og Muhammad Qawi, som virkelig satte tingene i kog dengang. Kampen er såmænd let at beskrive: Qawi går konstant fremad og forsøger ret effektivt at skære ringen af for Ocasio så han kan lande nogle hooks og sving med sine korte arme. Imens løber Ocasio et maratonløb baglæns rundt i ringen mens han hele tide prikker lette jabs ind i ansigtet på Qawi. Kommentatorer er Ferdie Pacheco og Howie Albert der kun ser kampen Qawis vej og de tænder helt af da Ocasio får en majority decision. Navnlig Pacheco er helt ude af jaketten for han har Qawi til at vinde alle omgangene, jeg tror at det mildeste udtryk han bruger er "Crazy!" Kampen er som sådan ikke særlig interessant, men den er meget svær at score. Qawi går konstant fremad og scorer med mellem to og fem gode stød i hver omgang, mens Ocasio løber baglæns, men han har scoret med 20-25 lette jabs. Den slags er en smagssag, og denne gang syntes dommerne bedst om mange, men lette slag.

I PC tidsalderen er folk blevet dejligt dovne. Før i tiden når man byttede boksekampe kopierede man dem via dvd optager til en ny skive, men nu er der heldigvis nogen der er så dejlig dovne at de bare kopierer en hel dvd i computeren og sender den selvom man kun skulle have haft en tre omganges kamp der var på skiven. Det giver en dejlig masse gode "Bifangster". For nylig fik jeg på den måde uventet en del kampe med den franske letweltervægter fra firserne og halvfemserne Valery Kayumba, og han er sandelig værd at se på. Han var en fremragende bokser der sluttede med en rekordliste på 39-3-1. To af nederlagene var på SD til Khalid Rahilou og Patrick Charpentier, og så var der et knock out nederlag til an anden god franskmand Christian Merle. Merle var en anden fremragende bokser som var knock out kongen hvor Kayumba var den mere teknisk betonede der dog også kunne slå hårdt. Merle havde vundet næsten alle sine kampe på knock out, men havde selv tabt tre før tid så kæben var ikke helt laver af granit. Da de to boksere mødtes om Europamesterskabet i 1993 havde Merle i sin sidste kamp knock outet den senere "Danmarks fjende nummer et" Khalid Rahilou. Kampen bliver kort – Det går fint for Kayumba, men i anden omgang lyner Merles højre og efter to gulvture er Kayumba ikke længere ubesejret Europamester. Det kalder selvfølgelig på en revanchematch og den er ikke kedelig! Efter to stille omgange sender Kayumba Merle to gange til tælling. Merle kommer op anden gang voldsomt blødende fra en flænge i panden og sender med det første stød Kayumba i gulvet! Kayumba er dog ikke synderlig rystet og efter en ny slagserie går Merle ned for tredje gang og kamplederen stopper kampen. Ellers skete der ikke noget særligt i den omgang. Kayuba og Merle boksede begge kun få kampe mere inden de trak sig tilbage, og dermed blev Frankrig to klasseboksere fattigere.

Det var herlige nyheder at Sauerland har fået en ny flere årig TV kontrakt så vi kan se frem til mange gode stævner i den næste år. Stævne allerede om en måned med Rudy Markussen mod Brian Magee, og hvis det går som jeg håber vinder Rudy igen på en tidlig knock out. Mere travlt får jeg i marts hvis det bliver til stævne d. 17 marts i Herning med Cecilia Bräkhus mod Ann Sophie Mathis. Jeg lander i Kastrup fredag eftermiddag, men jetlag eller ej, så skal jeg til Herning lørdag for at se den kamp.

Til sidst god bedring til Christoffer Pedersen fra Horsens AK. Han kollapsede i fredags under en kamp i Vesthallen i Horsens og blev kørt på hospitalet. Jeg var selv til stede i hallen og det var en uhyggelig oplevelse.
Det var kun aftenens anden kamp, men resten af stævnet blev selvfølgelig aflyst. Det er helt lige meget, bare Christoffer bliver så god som ny igen.

 
9-1-2012
Selvom 2011 var set med professionelle boksebriller lidt til den tynde side, kan jeg se at jeg da var fire gange i Herning Kongrescenter og en gang i Parken, så noget live boksning er det da blevet til. Brian Nielsen – Evander Holyfield stævnet måtte ses på video bagefter. Mikkel Kessler fik lige nøjagtig en kamp efter sin skadespause inden han blev skadet igen. Det var godt nok en kanonkamp han lavede i Parken mod Mehdi Bouadla, så det var kreperligt at han skulle skade den finger. Rudy Markussen fik endnu to knock out sejre til de to andre siden han gjorde come back. Han kan virkelig lægge folk om. Når man som jeg står helt tæt ved ringen er hans slagkraft frygtindgydende. Det ser slemt nok ud på TV bagefter, men live er uhyggeligt. Desværre ser det ikke ud til at kampen mod Brian Magee bliver til noget, jeg ville ikke have det mindste problem ved at på endnu en knock out sejr til Rudy. Der er helt sikkert topboksere der kan frustrere Rudy ved at undgå hans bomber, men jeg mener ikke at Magee er en af dem. Patrick Nielsen er blevet meget bedre til at jabbe og til at passe på sig selv, så det går stærkt fremad. Nogen K.O. konge bliver han ikke, men han boksede flot og kontrolleret i sin sidste kamp, og der var ikke det fjerneste problem med at gå 10 omgange. Hans lillebror Micki slår til gengæld hårdt. Hans to kampe er sluttet hår hurtig at jeg ikke har fået et billede af ham endnu! Kim Poulsen havde fire gode kampe i 2011, men valgt at stå over ved sidste stævne på grund af for kort forberedelsestid. Så vidt jeg forstår, er hans kontrakt ikke blevet forlænget med Sauerland, så fremtiden er uvis. Jeg ved ikke om det samme gælder for Kasper Bruun. Han fik virkelig ørerne i maskinen ved sidste stævne i Herning, og var ekstremt heldig med ikke at tabe. Han har før vendt stærkt tilbage i de sidste omgange, men i kampen mod Ryan Barrett var det min fornemmelse at han var ved at blive stoppet før kampen blev erklæret uafgjort efter bokserne stødte hovederne sammen. Det så ud til at være en rigtig træls skade der kan tage lang tid at læges helt. Reda Zam Zam gjorde come back og sandelig kort proces i første kamp i mere end fire år. Ham glæder jeg mig til at se igen. Man må finde et par modstandere der kan give ham nogle omgange til at få ringrusten væk. Brian Nielsen gjorde også come back, men ham ønsker jeg ikke at se i ringen igen. Jeg har alt for mange gode minder om Brian til at jeg ønsker at se ham blive ydmyget i en ring. Så har vi til sidst Christian Bladt som det altid har været en fornøjelse at se i en ring. Der skulle ske noget!
Han har altid elsket at bokse og har haft et hårdt hoved, men efter to knock out nederlag på stribe er det nok ved at være ved tiden at stoppe. At blive stoppet af et leverhug er en ærlig sag, det har han også gjort mod andre, men det sidste nederlag i Canada skyldtes at han ikke fik flyttet hovedet for et ganske almindeligt venstre hook som skulle have været undgået. Når reflekserne begynder at blive langsommere, så vil den slags ske.

 

2011 var året hvor vi mistede flere af de gode gamle sværvægtere: Ron Lyle, Joe Frazier og Henry Cooper. Jeg synes at det er gået alt for hurtigt med mange af de store sværvægtere fra tresserne og halvfjerdserne. Hvis man tager de otte boksere der indgik i WBA store sværvægtsturnering i 1967/68 er kun fire af dem i live i dag. De to der i stedet boksede og New York titlen (Frazier og Matthis) er også væk. I WBA turneringen rød Karl Mildenberger ud i første runde da han blev besejret af Oscar Bonavena, og Mildenberger forsvandt fra boksescenen efter bare yderligere tre kampe. Jeg har hørt rygter og problemer med synet, men økonomisk må han være kommet i uføre for han "boksede" nogle ydmygende showkampe mod blandt andet den japanske fribryder Inoki som Ali også havde en fupkamp imod. På et tidspunkt var der en masse avisskriverier om en kamp mod Idi Amin diktatoren fra Uganda. Hvis man er parat til at gå med på sådan noget er man langt ude.

Så nærmer sig dagen hvor TV2 slukker for signalet hvis man ikke betaler licens. TV2 har valgt ikke at forlænge kontrakten med Sauerland og stopper med at sende boksning. Okay, så vil jeg ikke betale licens til TV2, de sender jo ikke andet end håndbold. Så kan de lære det kan de! I mellemtiden må vi vente på at høre hvem Sauerland kan lave en TV kontrakt med, ellers bliver der ikke flere professionelle stævner i Danmark.