20/12-2013

Part 1

”De Tre Store” og ham de andre ikke ville lege med.

 

Mens man i firserne i USA var helt rundt på gulvet over ”De Fire Store” Sugar Ray Leonard, Tommy Hearns, Roberto Duran og Wilfred Benitez der mødte hinanden indbyrdes i en perlerække af kampe havde man i England samtidig ”De Tre Store” der mødtes i en række dramatiske og sommetider også kontroversiellekampe. Tilskuerinteressen var enorm. Det engelske TV selskab ITV havde rekordantal seere til deres kampe og anden kamp mellem Nigel Benn og Chris Eubank trak 45.000 tilskuere på Manchester Uniteds hjemmebane ”Old Trafford”. At den titel der oftest blev  bokset om var en WBO titel som dengang ikke blev anset som noget særligt, gjorde ikke noget for et entusiastisk boksepublikum. ”De tre store” var ikke særlig interesseret i at blive mester for  deres eget land eller Europa, så der var engang en manager for den britiske mester der mumlede noget om at der kun blev kæmpet om et ”Glorificeret mesterskab for Southern Area”. Dengang var det et Britisk mesterskab (England, Nordirland, Wales og Scotland samlet), og mulighed for at vinde mindre område titler for Syd-, Midt, og Nordengland, Wales, Scotland og Nordirland. Først kæmpede  ”De Tre Store” i mellemvægt, senere hen rykkede de op i super-mellemvægt. Lad os kridte banen op og præsentere hovedpersonerne:

 

Nr. 1 Nigel Benn.

”The Dark Destroyer” var en tidligere professionel soldat, der var en regulær slagsbror både indenfor som udenfor ringen. Han har udtalt at han har haft mange pragtfulde slagsmål i ringen, men nogen der var bedre udenfor. Benn havde en uhyggelig slagkraft og de første 22 modstandere blev hensynsløst knock outet og kun to holdt mere end to omgange. Undervejs blev Benn Commonwealth mester og det var i et forsvar af denne titel at noget af legenden om Nigel Benn blev født. Modstanderen var en absolut habil bokser ved navn Anthony Logan som holdt Benn på afstand i første omgang, og har oven i købet haft ham kortvarigt i gulvet. I anden omgang mente Benn at nu havde den kamp varet længe nok, og angriber som en rasende uden parader, men går lige ind i Logans kontrastød. Man har talt at Benn bliver ramt af en slagserie på 22 stød uden at han selv rammer en eneste gang. Publikum er helt oppe og stå og kamplederen går frem for at stoppe kampen, da Benn svinger et gevaldigt vestre hook hele vejen rundt med endestation på Logans kæbe. Så blev Logan talt ud og Benns tilskuertække steg til uanede højder. Den britiske mester Harold Graham var der ikke nogen der ville røre ved med en ildrager, så i stedet blev Benn ved at forsvare sin Commonwealth titel, og derved kom den første af kampene mellem ”De Tre Store” da han satte titlen på spil mod Michael Watson i noget så usædvanligt som et stort cirkustelt der var rejst til lejligheden i Finsbury Park i London. Benn var absolut favorit og havde en enormt stor tillid til sig selv, for stor, skulle det vise sig. Watson havde luret Benn og forsvarede sig perfekt og snart gik gassen af Nigel Benn. I sjette omgang lander Watson et ganske almindeligt venstre jab der sender Benn ned på ryggen. Benn er nok ikke så hårdt ramt, men psyken er helt ødelagt og han lader sig tælle ud.

At miste titlen og indkassere sig første nederlag, og så oven i købet på knock out slår Benn helt ud, men han finder en måde at komme i gang igen. Han forlader kone og børn og flytter til USA i håb om at få gang i karrieren igen. Det lykkes perfekt, for efter kampe mod tre gode modstandere står han pludselig i ringen overfor Doug DeWitt i en kamp om den nyligt indstiftede titel om WBO mesterskabet i Mellemvægt. Det bliver en typisk Nigel Benn kamp hvor der bliver givet og taget af et godt hjerte. Benn er i gulvet i anden omgang, men vender tilbage og stopper DeWitt i ottende omgang. Fire måneder senere er det Iran Barkley der står i det modsatte ringhjørne i Las Vegas. Barkley plejer at være hård som sten og har i sine sidste to kampe taget Roberto Duran og Michael Nunn til split decisions, men Benn er slet ikke til at stoppe og efter tre gulvture stoppes kampen til hans fordel allerede i første omgang. I England er det i mellemtiden lykkedes for en anden ubesejret englænder at får sig kørt i stilling som Benns udfordrer. Chris Eubank er 24-0 og selvom hans modstandere måske ikke har været helt i top, er det pengene der taler og kampen arrangeres. Lige fra starten lykkes det Eubank at tirre Benn med allehånde bemærkninger om at han ved hvordan han skal slå Benn. Det viser sig oven i købet at han har ret for i en meget hård og brutal kamp, må kampleder Richard Steel redde Benn i niende omgang da han er helt forsvarsløs. Denne gang ryger Benn ikke ned i et sort, men bestemmer sig for at rykke op i Super-mellemvægt og fortsætte karrieren. Efter en stribe sejre der viser at Benn har lagt det meste af vildskaben fra sig og bokser mere kontrolleret, belønnes han med en titelkamp i Italien mod Mauro Galvano. Det bliver kort og kontroversielt. Allerede i første omgang får italieneren en øjenskade efter et reglementeret slag og efter tredje omgang vil Galvanos hjørne ikke mere. Man forsøger med alle midler at får kampen erklæret ”No-Contest” da der ikke er bokset fire omgang. Kampleder Joe Cortez kender sine regler og erklærer Nigel Benn vinder og ny WBC verdensmester på TKO. Det hjælper heller ikke at klage til WBC for at få resultatet omgjort. Ved WBC ved man godt at der er mange flere penge at hente i navnet Benn end Galvano.

Dermed er grunden lagt til en ny kamp mod Chris Eubank som nu er WBO mester i Super-mellemvægt. Det bliver foran et gigantisk antal TV seere og 45.000 tilskuere på Old Trafford i Manchester at slaget bliver slået. En femtenårig Manchester City fan ved navn Ricky Hatton var også til stede, selvom han ikke var meget for at gå ind på ”Fjendens” stadion. Efter 12 hårde omgang bliver resultatet uafgjort. De fleste mente at Nigel Benn havde vundet en snæver sejr, men et point fradrag for at støde for dybt kom til at koste i den sidste ende. Begge boksere beholdt deres titler ved uafgjort, så den store taber blev den amerikanske boksepromotor Don King. Han havde optioner på begge boksere i tilfælde af sejr, men havde glemt at tage højde for uafgjort.

Nu var Benn ganske langsomt ved at være på vej ned, og han havde kun en stor kamp mere i sig nemlig halvandet år senere mod Gerald McClellan. Efter en hårrejsende kamp hvor Benn er i gulvet flere gange og endda helt ude af ringen, går McClennan i gulvet nærsten uden at være ramt og lader sig tælle ud på det ene knæ. Bagefter kollapser McClennan og selvom han opereres for den hjerneblødning han fik i kampen, bliver han aldrig sig selv igen.

Det var Nigel Benns svanesang. Han havde nogle få kampe mere og blev i de sidste to stoppet af Steve Collins. Selv om Benn levede et vildt liv, lykkedes det ham at holde på nogen af de mange penge han tjente, og lever nu i Australien.

 

(Fortsættes)

 

 09/12-2013

Hvis man skal betegne Carl Froch som den store spisebillet i øjeblikket, må man også sige at der er trængsel i madkøen. Carls sidste indsats mod George Groves har pludselig gjort ham til en meget interessant modstander for han er garanti for en kassekamp og han ser ud til at kunne besejres. Indsatsen mod Groves var fuld af tegn på at han er ved at blive slidt i ringen. Et knock down i første omgang mod Groves som ikke anses som en morderisk puncher, kan være tegnet på at Froch ikke længere kan tåle et hårdt punch som altid har været han svaremærke. Han blev ramt alt for meget og timingen var ikke særlig god, men han skal have ros for at hive sig selv op ved håret og stoppe Groves på et tidspunkt hvor det virkelig så ud til at knibe for ham. Jeg kan godt forstå at man fra Sauerlands side er meget interesseret i at få arrangeret en tredje kamp mod Mikkel Kessler. Efter deres sidste kamp havde jeg personligt afskrevet Mikkels chancer i en tredje kamp mod Froch, men nu er jeg ikke længere så sikker. En tredje kamp mellem de to vil kunne trække MANGE tilskuere, hvad enten det hedder Parken i København eller et sted i England. Nu får vi se hvem dr bliver valgt som modstander, for George Groves er også meget interesseret i en ny kamp. Jeg ved ikke lige hvor en mand som James DeGale er henne i det spil. Han har et meget diskutabelt nederlag mod Groves, men er ellers ubesejret. Vi så ham i Frederikshavn mod Cristian Sanavia.  Han så godt ud, men jeg vil ikke afvise at Både Froch og Mikkel Kessler vil kunne slå ham i en hård kamp.

 

Efter kampen mod Froch var Groves meget utilfreds med at kamplederen stoppede kampen for tidligt. Han har ret i sin påstand om at Froch nok fik en længere snor i første omgang end han selv fik da han var rystet uden at have været i gulvet.  Den slags er altid en skønssag og hvad vi ellers mener fra ringside eller lænestolen foran TVet er det kamplederen der er den nærmeste i situationen. Det var noget af det samme i Patrick Nielsens kamp modJose Pinzon. Efter at have set Patricks flotte kamp mod Patrick Majewski skuffede Nielsen i kampen mod Pinzon.. Jabbet og det direkte vestre kryds var blevet til nogle mere ”slatne” stød og det er lang tid siden Patrick har været sådan under pres. Respekt for at han kunne hive en flot venstre ud af posen da det virkelig kneb. Så kommer spørgsmålet om Pinzon skulle have været stoppet. Han svajede lige en anelse da kamplederen sagde 8, men omgangen var slut og klokken ville have lydt i samme øjeblik kamplederen havde sagt ”Boks”. Nu er der noget jeg er i tvivl om for jeg hørte ikke 10 sekunders signalet. Det er helt klart at man ikke lader klokken lyde under kamplederens tælling, og venter med at ringe omgangen af før kamplederen siger ”Boks”, men hvad med 10 sekunders signalet? Skal det ikke lyde? Eller må man ifølge reglerne ikke informere kamplederen om at omgangen er ved at være forbi? 

 

Jeg kan da kun glæde mig når det går folk godt, men en gang imellem må man klø sig i nakken. Stort tillykke til svensk licenserede Michael Obin med 10 omganges point sejr over Joe Mullender i York Hall i sidste uge, men hvad hulen er ”International Masters Titlen” for en størrelse? Det minder mig om da en kollega for nogle år siden sagde at han glædede sig til at se Mikkel Kessler i en titelkamp. ”Hvilken titel?” spurgte jeg og fik svaret ”Det er lige meget”.

Da jeg begyndte at interessere mig for boksning (jeg erkender at det er mange år siden) var der en verdensmester og en europamester og dermed baste. At der var nogle underlige mennesker der påstod at de tog verdensmesterskabet fra Muhammad Ali (Okay han hed stadig Cassius Clay dengang) og anerkendte vinderen af kampen mellem Ernie Terrell og George Chuvalo som mester grinede vi længe og inderligt af. Terrell – Chuvalo kampen gav overskud fordi den blev holdt i Chuvalos hjemland Canada, men Terrells to ”Titelforsvar” mod Eddie Machen og Doug Jones var økonomiske katastrofer. Sidenhen vandt Ali over Terrell og så var den WBA titel elimineret for nogle år frem.  

 07/11-2013

Det er først nu at det er gået op for mig hvor stort et talent Ayub Kalule var da han startede sin professionelle karriere ved Mogens Palles stævner tilbage i 1976. De første mange kampe blev ikke vist i TV så det er kun tilskuerne i hallen der har haft glæden ved at se ham. Nu er jeg ved et rent tilfælde kommet i besiddelse af en af hans kampe fra amatørverdensmesterskabet i 1974. Det er kvartfinalekampen mod ireren Ray Heaney og nej hvor bokser Kalule flot. Den stakkels irer får så mange bank og bløder fra både næsen og flere flænger i ansigtet. Det tog man åbenbart ikke så højtideligt i amatørboksning den gang, for hverken hjørnet eller kamplederen ser ud til at ville redde den modige Heaney fra sig selv. Kemlederen ser nøje på Heaney et par gange, men da han kan konstatere at dødsstivheden ikke er indtrådt lader han ham fortsætte.

 

Nogen legendariske boksere kommer vi aldrig til at se på film. De har bokset masser af kampe i en tid hvor kampe blev filmet, men selvom man ved at nogle at deres kampe virkelig blev filmet, har det ikke været muligt at finde disse film. Nu i 2013 må man også se i øjnene at filmstrimlerne simpelthen er gået i opløsning. For eksempel boksede Maxie Rosenbloom 274 registrerede kampe på i alt 2523 omgange. Ikke en eneste eksisterer selvom han boksede adskillige titelkampe. En anden er Harry Greb som er registreret for 300 kampe. Intet er bevaret selvom han for eksempel boksede 5 kampe mod Gene Tunney. For nyligt er der udkommet en ordentlig ”Mursten” om Harry Greb på 715 sider. Da jeg i øjeblikket rejser en del for mit arbejde er den god at have med på færger og hotelværelser. Forfatteren har brugt mange år på at søge i avisartikler og har vendt enhver sten for at søge oplysninger om Greb. Derved er der dukket mange sjove historier op om Greb, men desværre må vi også lægge nogen af de bedste anekdoter i graven. En af de mest kendte som jeg også har hørt Kurt Thyboe fortælle om i TV, er ikke korrekt. 2. juli 1925 forsvarede Harry Greb sin mellemvægtstitel mod Mickey Walker på Polo Grounds i New York. Kampen påstås filmet, men filmen  er ikke fundet. Greb vinder på point over femten omgange i en meget hård kamp. Legenden sider at Mickey Walker vandt revanchekampen da de to boksere mødtes foran et værtshus senere på natten, men også at Walker kun vandt fordi han slog mens Greb var ved at tage frakken af. En god historie, men den holder altså ikke vand. Der går også mange historier om Grebs voldsomme alkoholforbrug og at han tit blev set på barer i beruset tilstand flere aftener i træk før vigtige kampe. Sandheden er nærmere at Greb kom på barerne og spillede fuld for at oddsene på sejr til modstanderen ville stige. Ikke nogen dårlig idé for Greb spillede meget på sig selv i sine kampe og tjente store penge på det. Rigtig mange af de kampe Greb boksede i perioden 1913-26 (tit 3-5 kampe om måneden) var såkaldte No-Decision kampe. Det var kun muligt at vinde kampen på knock out eller diskvalifikation, ikke at få en point sejr. Man håbede fra myndighedernes side at man på den måde kunne holde illegalt spil på kampe nede. Idéen var sikkert udmærket, men så man fandt på at lade sportsjournalister afgøre kampe der gik tiden ud. Derved blev ND i folkemunde omdøbt til Newspaper Decision. Det siger sig selv at i hvert fald nogle af sportsjournalisterne var til fals for penge og i deres avis skrev referater til fordel for den bokser der havde betalt dem. Steve Compton der har skrevet bogen om Greb har, har været dybt i avisarkiverne og fundet referater fra kampe hvor aviserne er voldsomt uenige om hvem der vandt.

Da Amerika erklærede krig mod Tyskland og kom ind i første verdenskrig i 1917, havnede Greb i marinen. Pudsigt nok var Harry anden generations tysk indvandrer, men det er der nok ikke nogen der har skænket en tanke for USA var et sammensurium af forskellige  nationaliteter. Greb så ikke aktiv tjeneste men havnede i London da man ville fejre våbenstilstanden med en bokseturnering mellem det engelske imperium og de amerikanske tropper. Mange store boksere deltog og for eksempel besejrede Memphis Pal Moore legendariske Jimmy Wilde på point. Godt nok kun over tre omgange, Wilde fik senere revanche i en 20 omganges kamp. Greb kunne ikke lide maden (Fish and chips i en uendelighed), det var koldt og tåget, og så forstod han ikke den engelske måde at bokse på. Det lykkedes Greb at vinde sin første kamp i turneringen, selvom den engelske kampleder syntes at han havde bokset usportsligt. Før anden kamp er den en af de andre legender om Greb, som denne gang er sand. To dage før kampen træder han ud foran den bil på gaden (Englænderne kørte jo i den ”forkerte” side), og bliver påkørt. Resultatet er diverse skrammer og tre sting i hovedet. Alligevel går han til træning og får ved sparringen en flænge i læben der kræver to sting. På selve kampdagen er Greb klar over at han vejer for meget og går en tur i dampbad. Hvad sker der så? Han glider og slår hovedet, så han må have endnu fire sting! Han bokser alligevel, men taber kampen på point selv om han selv mener at han vinder let. Så var det heller ikke sjovt at være i England længere, så han skynder sig hjem til Amerika, bliver demobiliseret og forsætter karrieren til en alt for tidlig død i 1926.

Jeg ved at Gene Tunney boksede nogle kampe i Frankrig i 1918-19, mens han var i uniform og vandt mesterskabet for de amerikanske tropper i Frankrig, men jeg kan ikke spore at han deltog i turneringen i London. Han burde have haft en god vinderchance med sin mere tekniske stilboksning.

 21/10-2013

Er det bare mig der er blevet ”pivet” på mine gamle dage eller var det meget ubehageligt at se på Dennis Ceylans kamp mod Emiliano Salvini i lørdags? Efter at have haft Salvini rystet i første omgang var det så en ensidig kamp at det italienske hjørne burde have opgivet for deres mand, når han selv var for stolt til det. Kampleder Søren Saugmann lod første omgang gå sin gang og kunne ikke finde årsag til at stoppe kampen i de følgende for selvom Dennis dominerede totalt var Salvini ikke i fare som sådan. Dennis Ceylan boksede fantastisk og er et lysende talent og han kan ikke gøre for at det mere lignede grov vold end sport.

I kampen mellem Oscar Ahlin og Serhiy Demchenko blev der også givet og taget af et (for) godt hjerte. Der var ikke meget teknik i det – Det var mere en til dig og en til mig. Ahlin fandt ud af at ikke alle modstandere lægger sig ned når han rammer dem, og fandt ud af at han kan gå otte omgange mod en modstander der slår igen. En sejr med et par point var helt i orden, men det er ikke den slags kampe som Ahlin skal have for mange af. Man bliver hverken klogere eller smukkere af den slags. Demchenko kom senere ind i arenaen og så de følgende kampe lige der hvor jeg sad, og du godeste hvor han så ud i ansigtet. Buler og skrammer over alt og han sad og holdt en endswell mod ansigtet resten af aftenen.

Til gengæld var det en fornøjelse at se Kim Poulsen totalt udbokse Puriya Haidari. Det var bare så flot teknisk boksning og Haidari lagde dårligt en handske på Kim. Der var noget med et godt hook i femte omgang, ellers hvislede Haidaris hooks og sving forbi Kims hoved. Nogle af dem var tæt på, og jeg tror at de havde gjort ”avs” hvis de havde landet. Der var bare de flere års professionel erfaring mellem dem og det fandt Puriya hurtigt ud af. Allerede efter tredje omgang viste hans kropssprog i hjørnet at det slag var tabt. Mange mener at Kim skal bokse mere offensivt og tage flere chancer, men det er svært at diskutere med tre gange dommerstemmer på 80-72. Igen, mange mener at det er kedeligt at se på, men jeg nyder god teknisk boksning.

Torben Keller boksede også rigtig godt teknisk, men i hans kamp mod Bradley Pryce var der mere smæk for skillingen. Der blev givet og taget af et godt hjerte og selvom Keller ramte for dybt en tre-fire gange peb waliseren ikke over det, men gjorde sit yderste for at vende kampen i syvende omgang da Torben tog foden lidt fra speederen for at være sikker på at have nok i tanken til alle ti omgange. Jeg gav Pryce syvende omgang, og da Torben fik en skade sidst i ottende omgang kunne man godt blive lidt bekymret. Jeg så ikke om det var hovederne der stødte sammen, men skaden lignede noget der kom fra en skalle. Ikke at det på nogen måde var en overlagt handling fra Pryce, men den slags sker i sådan en livlig kamp. Flot sejr til Torben Keller, det var da bare pokkers at han nu igen slog sin højrehånd i stykker.

Hovedkampen mellem Lolenga Mock og Erik Skoglund endte med ungdommens sejr over erfaringen. Mock gjorde hvad han kunne, men er blevet langsommere med alderen og gav med en enkelt undtagelse ikke Skoglund de store problemer. Da Skoglund først havde fundet ud af at han kunne ramme Mock med uppercuts gik kampen kun en vej. I tredje omgang havde Lolenga sin chance da han ramte Skoglund med en hård højre der sendte ham tumlende ud i tovene. Kamplederen talte korrekt over Skoglund som kun blev holdt oppe af tovene. I sådan en situation skal kamplederen reagere lynhurtigt for indtil han har sagt stop og givet sig til at tælle har den anden bokser ret til at slå på sin måske forsvarsløse modstander. Det var ikke op til Mock at vurdere om der skulle tælles over Skoglund i den situation. Efter tællingen forivrede Lolenga sig og angreb alt for vildt så Skoglund kunne klare omgangen ud selvom der var lang tid til klokken. På sin vis mindede kampen om Lolenga Mocks kamp mod spanieren Gabriel Campillo i Kokkedal i 2009. Der havde Lolenga også sin modstander i gulvet tidligt i kampen, men fulgte alt for vildt op, og slap sin modstander af krogen. Også der endte det med et naderlag over 12 omgange. Nu fandt Skoglund ud af at han kan gå alle 12 omgange selvom han er under pres, og det ser endnu ikke ud til at han er presset af at bokse i letsværvægt. Som der ser ud nu var det en korrekt vurdering i starten af hans karriere at trimme ham ned til letsværvægt i stedet for at ”Bøffe” ham op i den høje ende af cruiservægtklassen.

 03/10-2013

”Når en bokser er gået i gulvet har han 10 sekunder til at være på benene igen.” ”En bokser der er slået i gulvet skal tage en obligatorisk tælling til 8.” Sådan siger reglerne, men de før og navnlig nu blevet bøjet en del. Ser man gamle kampe er det klart at kamplederen holder sig meget strikt til de 10 sekunder og bare bokseren har hænderne fri af canvassen siger kamplederen ”Boks” hvad enten bokseren er i stand til at forsvare sig eller ej. Hvis bokseren rejser sig før ”Otte” bruger kamplederen tiden mens han tæller  til at tørre handskerne af og sider straks ”Boks” ved ”Otte”. I dag tæller kamplederen til ”otte” tørrer handskerne af og kontrollerer bokserens tilstand ved ofte at bede ham træde et par skridt fremad. En i øvrigt ganske udmærket idé for jeg har set en bokser der virkede klar gå et skridt fremad og falde direkte forover på ansigtet. Problemet er bare at så har bokseren pludselig fået 13-14 sekunders pause i stedet for de foreskrevne 8. Det er helt klart en sikkerhed for bokserens helbred, men det er ikke efter reglerne. For nogle år siden var der en engelsk kampleder der havde fået reglerne galt i halsen, for han forlangte at bokseren skulle stå op og være kampklar med hævede handsker når han sagde ”Otte”. Hvis en slagen bokser blev på det ene knæ og rejste sig ved ”Ni” stoppede han kampen. (Han blev indkaldt til lidt ekstra undervisning.) Hvornår blev det bestemt at en bokser skal gå til fjerneste neutrale hjørne? Jeg ved det nemlig ikke, det eneste jeg kan finde er et citat om at boksere der scorede et knock down skulle gå til sir EGET ringhjørne under tællingen. Ualmindelig upraktisk da den slagne bokser jo kan ligge i netop det hjørne. Ser man kampe fra omkring første verdenskrig, ser man at kamplederen kun genner den stående bokser et skridt eller to tilbage.  Den gamle sværvægtsmester Jack Dempsey havde en meget usportslig vane med gå om bag bokseren der var i gulvet og slå ham ned bagfra så snart han løftede hanskerne fra canvassen. Han gjorde det flere gange da han vandt titlen fra Jess Willand og efter avisreferater gjorde han det også i kampen mod Billy Miske. Ikke at jeg tror at Dempsey ville have protesteret hvis andre havde gjort det mod ham. Han var en hård nitte.

Det kommende stævne i Kolding begynder at se rigtig interessant ud. Ikke fordi der er så mange danskere på programmet, men kvaliteten af modstanderne som der har været klaget over ved de sidste stævner er gået voldsomt i vejret. Erik Skoglund har kun en gang gået ti ongange i karrieren, og der så det ud som om det kneb en lille smule til sidst, skal nu ud i 12 omgange mod Lolenga Mock som har gået 12 omgange otte gange. Det bliver ungdommen mod erfaringen. Lolenga Mock er efterhånden blevet 41 år, men han har ikke vist svaghedstegn endnu, så det bliver svært!

Dennis Ceylan får også en modstander der ligge milevidt over hvad han har mødt indtil nu. Italieneren Emiliano Silvani har tabt flere kampe på det sidste, men hans rekordlist er 15-18-2 og han der kun blevet stoppet to gange, hvoraf den ene var på en skade. Det ligner en rigtig god matchning. Italieneren er ikke inviteret for at vinde, men hvis han kan give Dennis otte gode omgange, får vi meget mere at vide om hvad vi skal forvente os af Dennis Ceylan i fremtiden.  Otte omgange mod en solid modstander vil også fortælle Dennis noget om ham selv.

Vi have jo set frem til et danskeropgør mellem Torben Keller og Ahmad Kaddour, men efter at Kaddour har meldt fra med skade, får Torben Keller i stedet italieneren Giuseppe Langella som modstander. Det behøver det slet ikke blive lettere for Keller af. Langella har haft kampe i Danmark mod Christian Bladt som fik en uafgjort  som han ikke skulle have haft, og en kamp mod Reda Zam Zam hvor Langella måtte opgive efter at være vrikket op på forden i tredje omgang. Reda havde vundet de første to omgange, men der var masser at bokse om endnu. Langella er toppet som bokser, men han kan godt giver Torben Keller en rigtig hård kamp, og gøre det meget tættere end godt er.

Hvis Oscar Ahlin skal bevare sin 100% knock out rekord, skal der arbejdes hårdt mod den næste modstander Serhiy Demchenko. Ukraineren er 14-5 og er kun blevet stoppet en gang. Igen er det ungdommen mod rutinen. Demchenko  har mødt mange gode modstandere og har blandt andet gået 12 omgange mod Karo Murat. Oscar Ahlins chance er at Demchenko må være rusten efter kun tre kampe i de sidste fire år. Så hvis ukrainerens motivation ikke er på toppen kommer han i vanskeligheder for Ahlin bruger gerne den første omgang til at se hvad modstanderen har at byde på. Hvis Ahlin føler at Demchenko har noget at byde på er jeg ikke i tvivl om at svenskeren vil gå efter sin niende sejr før tid.

 09/09-2013

Der var rigtig liv og glade dage i Frederikshavn i lørdags. Alle hjemmebokserne vandt og navnlig nordmændene hyggede sig over deres tre sejre. Simen Smaadal havde en solidt heppekor bag sit ringhjørne og han vandt en fortjent pointsejr selvom han sjuskede med paraderne og blev ramt for meget af modstanderens højrehånd. Tim-Robin Lithaug vendte tilbage efter sit knock out nederlag til Oscar Ahlin og det tog ham ikke et minut at stoppe Tzvetozar Iliev fra Bulgarien. Bulgareren gik lidt underligt i gulvet, så første indtryk var at Lihaug havde stået på hans fod da han ramte ham, men jeg skal love for at storskærmen viste noget andet. En treslags kombination afsluttet med en sidste træffer i tindingen mens Iliev var på vej i gulvet afgjorde den kamp. Iliev protesterede over Flemming Rafns afgørelse, men Rafn havde helt ret for Iliev var slet ikke ”til stede” i de første 10 sekunder efter at han var blevet stoppet. Endnu mere at juble over fik normændene da deres superstar Cecilia Bräkhus vandt i en mandfolkedyst mod Oxandia Castillo ved at stoppe hende i niende omgang. Castillos rekordliste var ikke noget at råbe hurra for. En stribe sejre over meget svage modstandere, men i sin sidste kamp havde hun knock out besejret Hanna Gabriel i en kamp i let-mellemvægt, så man skulle alligevel passe lidt. Punche kunne Oxandia i hvert fald og Cecilia blev ramt af nogle hårde træffere i de første to omgange og Cecilia var faktisk bagud på point efter de første to omgange. Det har hun vist aldrig prøvet før. Så fandt Bräkhus ud af hvordan det skulle gøres. Lige stød udefra og bevægelse, og så gik det kun en vej. Det var ikke noget Cecilia kom sovende til, men stille og roligt kørte hun Castillo over. Fra syvende omgang kunne man se kampleder Micky Vann placere sig så han hele tiden kunne se Castillos ansigt, så han kunne vurdere hvor meget mere hun kunne tåle. En slagserie allersidst i niende omgang gav han den undskyldning han skulle bruge og Castillo blev stoppet mens hun stadig stod på benene. Det var heldigt nok at afslutningen kom, for Micky Vann havde skældt voldsomt ud på Oxandia fordi hun holdt, så tiende omgang kunne havde endt med pointfradrag og måske endda diskvalifikation og det ville have været synd, hvis en så god kamp skulle ende på den måde.

Inden kampen havde jeg set nogle af Patrick Majewskis kampe så jeg viste hvad han var for en størrelse. Langsom, men hårdfør og aggressiv og det passede. Han havde masser af kræfter til at gå 12 omgange fremad hele tiden også selvom han blev ramt af en masse kropstød. Hvis Patrick Nielsens gode kamp er et resultat af trænerskifte, så var det den helt rigtige beslutning at hyre Joey Gamache. Patrick N. boksede meget disiplineret og holdt sig til den lagte plan der virkede til fulde. Ikke noget med at gå i slagsmål med modstanderen, men i stedet bokse på retræten og score med kontrastød. Patricks højre jab har tidligere ladet meget tilbage at ønske, men i lørdags havde det fået meget mere tyngde og var godt til at holde Majewski beskæftiget med. Patricks venstre kryds både højt og dybt var navnlig i kampens første halvdel en fornøjelse at se på. At Majewski kunne holde til alle de kropstræffere han modtog viser at han var toptrænet da han kom. At han også kunne ryste den træffer af sig der havde ham kortvarigt i gulvet i fjerde omgang viser at han ikke bare var en ”hr. hvemsomhelst”. Patrick Nielsen gik en del af tiden det vi kalder ”den forkerte vej” rundt om sin modstander, men det så ud til at virke med at give Majeski forskellige vinkler.

Ahmad Kaddours seneste come back kamp blev noget af et antiklimaks. Det gik rigtig fornuftigt i de første to omgange mod Aleksei Tsatiasvili, men så gik han i stå. Man kunne høre noget om at han klagede over ondt i ryggen efter anden omgang, så måske skal vi finde årsagen her. Hvis det i stedet er manglende kondition eller manglende motivation bliver det meget op ad bakke i den næste kamp mod Torben Keller. Der var nogen blandt publikum der buede over afgørelsen, men den var der ikke noget at sige til. Jeg gav Tsatiasvili femte omgang og ikke mere.

 04/09-2013

Det var da træls at læse om den tidligere sværvægtsbokser Tommy Morrisons alt for tidlige død. I vore dages Danmark anses en HIV diagnose ikke længere for en dødelig sygdom, men Tommy boede jo i USA hvor den rette behandling af sygdom desværre ofte er et spørgsmål om penge. Tommy Morrison med tilnavnet ”The Duke” på grund af et påstået familieskab med John Wayne startede i 1988 og slog modstandere ud til højre og venstre. I dag ville man nok sige at nogle af hans store muskler måtte være kommet ved hjælp af steroider, men jeg kan ikke huske at han har været fældet i nogle dopingtests. De første 28 modstandere blev besejret med hård hånd. Ikke alle var at større kaliber, men han stoppede da både James Tillis og Pinklon Thomas i første omgang. Vel var de på vej nedad, men det er navne der pynter på rekordlisten. I sin næste kamp om WBO mesterskabet i sværvægt fik Tommy rigtig ørerne i maskinen. Mesteren hed Ray Mercer, en gammel seniorsergent fra hæren, der både havde et hårdt hoved og nogle hårde hænder. Tommy blev knock outet i femte omgang, så voldsomt at man frygtede for at han kunne have taget skade. Heldigvis skete der ikke noget, men kampen er blandt dem der bliver nævnt når man fortæller om en dårlig kampleder der var for længe om at gribe ind. Morrison kom dog frisk igen og efter et par lette modstandere havde han to gruopvækkende kampe mod Joe Hipp og Carl Williams. Begge kampe som han vandt efter at have været i vanskeligheder. Mod Hipp fik Tommy både brækket kæben og den ene hånd. Det førte ”The Duke” til tre kampe om WBO mesterskabet og alle tre kampe var på deres vis usædvanlige. Først en kamp mod George Foreman. Mange forventede at Tommy som sædvanlig ville gå i slagsmål med sin modstander og det kunne godt have været fatalt mod Gamle George som stadigvæk kunne lægge dem ned han kunne ramme. I stede opførte Morrison sig som teknisk bokser, dansede rundt om Foreman og scorede med jabs uden selv at blive ramt af Foremans bomber. Resultatet var en stor pointsejr og WBO titlen til Tommy. Hans første titelforsvar var en ren farce. Da kampen skulle begynde nægtede modstanderen Mike Williams at forlade omklædningsrummet. Om det var et pengespørgsmål eller nerver kan jeg ikke huske, men i stedet fandt man ud af at Tim Tomashek var som tilskuer i arenaen. I en fart fik man Tomashek i noget boksekluns, stak ham en pose penge og så op i ringen med ham. Resultatet var givet på forhånd og Tommy knock out besejrede Tomashek i fjerde omgang. Fuld respekt til Tim Tomashek for at redde tilskuernes aften. Næste titelforsvar skulle heller ikke have været så svært, men Tommy trådte i en landmine der hed Michael Bennt og blev stoppet allerede i første omgang efter at have været i gulvet tre gange på kun halvandet minut.  Tommy kravlede op på hesten igen og boksede sig frem til en kvalifikationskamp om IBC titlen mod den både større og hårdere Donovan ”Razor” Ruddock. Ingen havde forventet at Tommy kunne vinde, men i en vild kamp hvor begge boksere var i gulvet vandt Tommy da Ruddock blev stoppet i sjette omgang. Det gav Tommy en kamp mod Lennox Lewis, men har var han chanceløs og blev stoppet. Efter kun en kamp mere blev Tommy Morrison fundet HIV positiv. Dengang var alle skrækslagne for forkortelser som HIV og AIDS og Tommy blev bogstaveligt talt smidt på møddingen. Alle vendte ham ryggen, og det var en træls afslutning for en bokser der havde givet os så mange gode kampe. Det var ikke altid høj kunst, men der skete noget i ”The Dukes” kampe.

Jeg vil absolut være den sidste til at ønske at en bokser bliver skadet, men måske kan der komme lidt nyt blod ind i sværvægtsklassen efter at Vitali Klitchko er meldt skadet og ude indtil sommeren 2014. De to brødre Klitchko har siddet godt og solidt på sværvægtstitlerne i mange år, og jeg er ved at være træt af at se på den Ukrainske maskinboksning. Det er sandelig effektivt, men nu har vi set på dem i 17 år. Storebror Vitali har kun to nederlag, begge p.g.a. skader. En skadet skulder i en kamp mod Chris Byrd i en kamp han var ved at vinde. Og en voldsom øjenskade i kampen mod Lennox Lewis, hvor han også førte på point da kampen blev stoppet af lægen. Lillebror Wladimir er nået helt op på 60 kampe med kun tre nederlag. Mod Corrie Sanders blev Wladimir knock outet med manér, men der var aldrig nogen god forklaring på nederlaget i den første kamp mod Lamon Brewster. Wlad. Var godt på vej til at stoppe Brewster, da han pludselig blev helt kraftsløs og blev stoppet. Der blev antydet en form for forgiftning, men ikke noget blev bevist og da de mødtes igen stod der igen Klitchko på VM titlen.

Det er da godt at professionel boksning er forbudt i både Sverige og Norge så bokserne er nødt til at bokse i Danmark. Team Sauerland har fået endnu en svensk bokser i stalden nemlig Klara Svensson. Danske boksere er kommet i undertal! Ved stævnet 19. oktober vender Kim Poulsen tilbage i en kamp mod Purya Hadari i den anden danskerkamp ved samme stævne. Først var historien at stævnet skulle afholdes i Københavns området, men nyeste rygte sige Frederikshavn igen. Så tager vi lige en tænkepause. Hvad skal bokse hovedkamp når både Cecilia Bräkhus og Patrick Nielsen skal bokse på lørdag? Jeg har lidt svært ved at se Lolenga Mock mod Patrick Skoglund kan bære et stævne i en 3000 sæders arena. Hallen i Herning ville passe bedre.

 15/08-2013

 
For bare to år siden var Juan Manuel Lopez fra Puerto Rico det helt hotte navn i fjervægt, men så blev han stoppet ret voldsomt to gange af Orlando Salido og sidst af Mikey Garcia. ”Juanma” var ekstremt underholdende, men hans foragt for forsvar gjorde til sidst hans kampe for lidt for underholdende for ham selv. I øjeblikket holder han tænkepause for at finde ud af om han skal fortsætte karrieren. Det var på undercardet til en af hans come back kampe mod Aldimar Santos at jeg fik øje på et par Puerto Ricanske tvillingebrødre. Det er de 27 årige brødre Arroyu med de lidt pudsige fornavne McJoe og McWilliams. De havde begge en fin amatør karriere og deltog begge i Olympiske Lege i Beijing i 2008. De fik ikke medaljer, men McWilliams vandt guld ved Amatør VM i 2009. McJoe som er højrefodsbokser har nu en rekordliste på 13-0 med 7 knock out sejre og er indehaver af WBO Latino Super fluevægtsbæltet. McWilliams som bokser med venstre fod forrest er 14-1 med 12 knock out sejre og kun et ubetydeligt 4 omganges point nederlag i hans fjerde kamp. McWilliams har både WBO og WBC Latino bælterne i fluevægt. Med det punch som de to brødre har i så lille en vægtklasse kan de komme langt og jeg tror at vi kommer til at høre en del til dem for eftertiden.

 

Er det en fordel at en kampleder er tidligere bokser? Umiddelbart ville man sige ja, men ser man på nogle tidligere mestres optræden i ringen kan man godt komme i tvivl. Joe Lous var elendig og alle husker hvordan Jersey Joe Walcott totalt ødelagte den anden kamp mellem Muhammad Ali og Sonny Liston. Fremragende engelske kampleder som John Coyle, Richie Davis og Howard John Foster har mig bekendt aldrig bokset. Det har til gengæld rigtig gode kampledere som Mickey Vann, Harry Gibbs, Larry O´Connell og Terry O´Connor. Mickey Vann havde en ikke særlig glorværdig karriere som professionel og da han stoppede havde han planer om at blive træner. Det fik en bekendt inden for bokseverdenen til at ud bryde: ”Du var en elendig bokser, så hvad i alverden skulle du kunne lære andre. Prøv i stedet at blive kampleder”. Ikke noget dårligt råd! Harry Gibbs havde nogle få professionelle kampe (flere end der står på Boxrec.com) uden de store resultater, men kom hurtigt til tops som kampleder. Han var formand i Londons Dokker hvor uoverensstemmelser med havnearbejdere blev ordnet på stedet med næverne, så han kunne sætte sig i respekt i ringen. Det er i hvert fald den eneste kampleder jeg kan komme på der faktisk har slået en af bokserne i ringen. Larry O´Connell boksede et halvt hundrede kampe og nåede at bokse både i København og Oslo. Han fik oven i købet uafgjort mod Alfredo Evangelista i en kamp i Spanien. Uafgjort i Spanien betød dengang at Evangelista med nød og næppe overlevede kampen. For nyligt faldt jeg over den pudsige oplysning at den amerikanske kampleder Rudy Battle før han begyndte som kampleder på topplan var fægter på internationalt niveau. Jeg må prøve at lægge mærke til hans fodarbejde næste gang jeg ser ham i ringen.

Næste stævne i Frederikshavn ser lidt tyndt ud med danske briller på, for der er kun dansk deltagelse i tre eller fire af de 10 annoncerede kampe. Okay, når stævnet er langt i Frederikshavn er det for at tækkes norske og svenske tilskuere. Det må vi bare lære at leve med. Det er lidt svært at vurdere Cecilia Bräkhus kommende modstander Oxandia Castillo. Hun har en række sejre over udetydelige modstandere, men i sin sidste kamp rykkede hun op i letmellemvægt og stoppede en virkelig habil modstander i Hanna Gabriel på dennes hjemmebane i Costa Rica. Efter Reda Zam Zam indstillede karrieren er det svært at se hvem der skal ”trække læsset”. Patrick Nielsen gør det godt og slår de modstandere der bliver stillet overfor ham, men det er som om det kniber med at komme op i et højere plan. For at Patrick skal kunne trække tilskuere nok i en større arena skal vi op på Europamesterskabs niveau. En kommende kamp mellem Ahmad Kaddour og Torben Keller er guf for hardcore danske bokse fans, men i den brede offentlighed er de ikke kendt nok til at det trækker folk ind i hallen eller til TV skærmene. Hvis Mikkel Kessler vælger at tage en kamp eller to mere må vi forvente at det bliver for store kampe til at de kan blive arrangeret i Danmark. Jeg kan ikke forestille mig at Mikkel vil gå i ringen til en mindre hyre end at det er nødvendigt med PPV.  Derfor er Danmark udelukket p.g.a. Sauerlands kontakter til andre TV stationer.

Kampen mellem Patrick Skoglund og Lolenga Mock lyder interessant. Mock er ikke bange for noget og han er bjørnestærk, så han kan godt give Skoglund problemer. Når Skoglund får love til at gå fremad og bestemme, går det rigtig godt, men lad os nu se hvad der sker når ham bliver sat under pres. Bevares Lolenga er efterhånden blevet 41 år, men han ser altid ud til at være i form. Jeg tror også at han har haft adskillige flere kampe i Afrika end er står på hans rekordliste. I Kenya, Tanzania og Congo har der været mange stævner af uofficiel karakter som ikke er blevet bogført.

 24/07-2013

Vi burde hejse flaget. Ungareren Gabor Balogh har vundet en kamp! Efter 49 nederlag i træk har han besejret Zoltan Borovics – Ganske vist på en skade, men alligevel. Balogh har nu en rekordliste på 30 – 103 – 11 og er nu nået så vidt at han ikke kan bruges i udlandet længere, men bokser ved små Gym stævner i Ungarn og enkelte i Slovakiet. I 2009 var han modstander til Patrick Nielsen i Patricks anden kamp hvor Patrick stoppede ham allerede i første omgang.

For to uger siden vandt Felix Sturm over Predrag Radosevic ved et stævne i Westfalenhalle i Dortmundt. På undercardet vinder Konni Konrad en majority decision over Bernard Donfack i en kamp om det ledige bælte i WBA Internationaltitlen i letsværvægt.  Spørgsmålet er hvordan kan han vinde det bælte? Titlen burde ikke være ledig fordi Eduard Gutknecht vandt den bare en måned tidligere. På en måned kan Gutknecht ikke nå at opgive titlen så hurtigt at man kan arrangere en ny titelkamp med så kort varsel. WBA International titlen er fuldstændig værdiløs, mens Patrick Nielsens WBA Inter-Continental titel vindes, forsvares og tabes i ringen. At WBA har flere kan kun skyldes at der er nogen der er parat til at betale for at en bokser kan vifte med et bælte efter en kamp.

Det var sørgmodigt at læse at en af det største welter- og mellemvægtsboksere Emile Griffith er død 75 år gammel. Griffith har altid været en af mine favoritter og jeg har læst om hans kampe i avisen helt tilbage mod kampene mod Paret og Chris Christensen (Ja, jeg er så gammel). Hans krop var som en letsværvægters med lange arme og brede skuldre der var placeret på nogle meget tynde ben, så han havde en styrke der gjorde at han kunne kæmpe mod folk der var en vægtklasse eller to over han egen. Næsten hele sit live var han naturlig weltervægter, men boksede mod alle de store mellemvægtsboksere efter at han helt havde ryddet sin vægtklasse for udfordrere. Langt henne i karrieren gik han ned i weltervægt og boksede mod den anden store mester Jose ”Mantequilla” Napoles. Det var nok at forvente for meget og Napoles vandt da også på point. I en af sine allersidste kampe rejste Griffith til Tyskland og forsøgte at tage WBC let-mellemvægtstitlen fra Eckhardt Dagge. Det var lige ved at lykkes for Dagge vandt kun en majority decison. Dansk presse fokuserer meget på Grittiths tragiske kamp mod Benny ”Kid” Paret der endte med at Paret døde på sygehuset ti dage efter kampen uden at være kommet til bevisthed. Kampen blev vist live i amerikansk TV og medførte så store protester mod professionel boksning at der var stor presseomtale helt ovre i Danmark. Der var en meget brutal afslutning på kampen, men jeg er ikke i tvivl om at Paret var skadet inden han gik i ringen. Tre måneder inden kampen havde han forsøgt at fravriste verdensmesteren i mellemvægt, Gene Fullmer hans titel men var blevet knock outet i 10 omgange af en meget brutal kamp. I Griffith – Paret kampen var kampleder Ruby Goldstein for længe om at gribe ind da Paret var hjælpeløs i ringhjørnet, men det var heller ikke nemt at være ham. Tidligere var Goldstein udsat for store protester fordi han stoppede den anden kamp mellem Sugar Ray Robinson og Randy Turpin på et tidspunkt hvor Turpin stod i tovene uden parader mens Robinson overdængede ham med slag. Tre år tidligere havde Goldstein været kampleder i den første kamp mellem Floyd Patterson og Ingemar Johansson og havde ladet en forsvarsløs Patterson blive slået i gulvet SYV gange inden han stoppede kampen. Det er ikke nemt at gøre alle tilfreds, og hvis noget går galt skal man nok få det at vide. Gennem sine 19 år i ringen var der ikke den topklasse bokser som Griffith ikke mødte. Tre kampe mod Benny ”Kid” Paret (2-1), fire kampe mod Luis Rodriguez (4-1), To kampe mod Dick Tiger (2-0), tre kampe mod Nino Benvenuti (1-2) og til sidst to nederlag sidst i karrieren mod den store Carlos Monzon. Mange af disse boksere var tungere end Griffith, men Emiles hurtighed og lange rækkevidde gjorde at han kunne klare sig mod de fleste. Sommetider endte han kampe kontroversielt. I et titelforsvar mod Jorge Jose Fernadez knock outer han Fernandez med et for dybt stød. Alle er enige om at stødet er for dybt, selv Griffith, men han bliver udråbt som sejrherre på grund af ”No-Foul Rule”. Det kan man altså bare ikke! I det mindste så kald det en No-Contest. Han går meget op I at Benny Paret havde kaldt Griffith ”Bøssekarl” under indvejningen til deres tredje kamp, og at det var årsagen til at Griffith havde gået så hårdt til Paret i den tragiske afslutning. Måske, men tænk lige på at Ruben ”Hurricane” Carter faktisk gjorde det samme for at tirre Griffith før deres kamp to år senere. Griffith kom ligesom Carter havde håbet på farende ud af ringhjørnet og på ingen tid havde Carter scoret to knock downs og sejret på teknisk knock out. Det var en eneste gang Griffith blev stoppet indtil Carlos Monzon gjorde det 9 ni år senere. Griffith nåede at bokse to gange i Danmark. Først mod Chris Christensen som han stoppede i niende omgang, og senere mod Tom Bogs som han tildelte dennes første nederlag på point i 10 omgange efter at Tom havde været i gulvet to gange. Der findes desværre kun minimale TV optagelser af de to kampe, så der er kun referater at gå ud fra og disse er ikke engang præcise. Kamplederen i kampen mod Tom Bogs var englænderen Harry Gibbs og han skriver i sin biografi at  Griffith stoppede Tom Bogs! Emile Griffith sluttede 19 års karriere i ringen med en rekordliste på 85 – 24 – 2. Mange af hans kampe finde på film. Jeg kender til 42 eksisterende, men nej hvor ville jeg gerne have set de to i Danmark. Lad os mindes Emile Griffith med en lille sandfærdig anekdote. Han havde tre 15 omganges kampe mod italieneren Nino Benvenuti, og de brød sig ikke ret meget om hinanden, men Benvenuti kontaktede Griffith og bad ham om at være gudfar for hans søn. Først troede Griffith at det var en form for fornærmelse, men ønsket fra Benvenuti kom fra den respekt han havde fået for bokseren Emile Griffith. Only in Boxing! R.I.P. Old Champ!   

 01/07-2013

Hvor meget skal en bokser løbe for at komme i god form? Jeg ved det ikke, men der er mange forslag. Ingemar Johansson løb dengang han var god 10 kilometer hver morgen, og sagde blandt andet at engelske sværvægtere havde en dårlig kondition fordi de løb for lidt. Henry Cooper skriver et sted at han løb fem kilometer, for ikke at lægge al energien på landevejen. Jeg har læst om en bokser der aldrig løb, men i stedet gik 20 km. om dagen for at for at opbygge udholdenhed. Og hvem var det nu der løb flere km. om dagen baglæns? En så mærkelig ide kunne komme fra Archie Moore, men om det var ham kan jeg ikke huske. Kirkland Laing løb i forskellige parker afhængig af om han skulle træne hurtighed eller udholdenhed, mens Prince Naseem Hamed sidst i karrieren ikke syntes om at løbe udendørs, men foretrak at løbe på et løbebånd i et fitnesscenter. Ikke sikkert at det var en god ide, for han var ikke god i sine sidste kampe. Den sjoveste version er David Hayes. Han løber kun 100 meter sprinter. Den ene efter den anden. Når han trænede maksimalt løb han 100 sprinter på en dag, og de skulle løbes på 15 sekunder. Tidligt i karrieren var han stamina mildest talt suspekt og han brød helt sammen i kampen mod Carl Thompson fordi Carl ikke lagde sig ned i en af de første runder som modstanderne plejede et gøre. Også i kampen mod danske Lasse Johansen var Haye i vanskeligheder med konditionen, men fik den reddet hjem med nogle hårde træffere.

 

Da Muhammad Ali blev frataget sit verdensmesterskab  i 1967 arrangerede WBA en sværvægts turnering mellem 8 boksere for at finde en ny mester. Det var en blanding af gamle garvede veteraner og nye unge håb. En af de unge håb var Thad Spencer, og han blev angivet som årsagen til at Joe Frazier ikke ville deltage i turneringen men gik sine egne veje. Når man ser på Spencers rekordliste undrer man sig over at han ikke var særlig konsistent i karrieren, men efter at have læst om ham er der en masse jeg nu begynder at forstå. Han var gået over som professionel som 17 årig selvom han havde chancen for at kvalificere sig til OL. Årsdagen var pengetrang (Blandt andet havde han gjort to piger gravid) og man kan ikke spise medaljer og trofæer. Han kom i stald sammen med Eddie Machen som han var sparringspartner for i nogle år. Man kunne lære meget boksning af den gamle ræv Machen, men desværre lærte Thad også Machens anden side der var spiritus, narko og nattefester. Som sparringspartner fik Spencer et antal kampe på undercard til Machens kampe, men da han sløsede med træningen kom der også enkelte nederlag. I 1966 kom han under ny manager og træner og tog for en kort periode skeen i den anden hånd, og så kom resultaterne. Af de næste ni kampe vandt han de otte og havde kun et ærgreligt nederlag på en øjenskade. Sejre over Amos Lincoln og Doug Jones gav ham billet til WBAs sværvægtsturnering og i første runde trak han favoritten Ernie Terrell. Det gik slet ikke som ventet for Spencer udboksede Terrell og havde ham oven i købet engang i gulvet. Noget Muhammad Ali ikke havde kunne gøre i 15 omgange. Det var Spencers svanesang – Nattelivet og kokainen trak ham ned og i semifinalen mod Jerry Quarry blev han udbokset og stoppet i 12. og sidste omgang. Thad Spencer gik direkte i nattelivet fra omklædningsrummet og så gik det bare ned ad bakke med eksprestogsfart. Hans navn kunne stadig sælge biletter, men i sine sidste otte kampe fik han en eneste uafgjort og syv nederlag. Fire af nederlagene var oven i købet før tid.  Så kom kriminaliteten og fængselsdommene, men det lykkedes at gøre sig fri af de værste dæmoner og en overgang var Spencer boksepromotor i det vestlige USA. Et kæmperspild af talent. Man sagde at han havde de hurtigste hænder nogensinde i sværvægtsboksningens historie, men til gengæld også de langsommeste fødder. En fodboldskade som ganske ung havde gjort at han sagtens kunne bevæge sig fremad på fødderne, men han havde problemer med at gå baglæns.

 

På boksesites sættes waliseren Enzo Maccarinelli i forbindelse med to skandinaviske boksere. Både Lolenga Mock og Erik Skoglund nævnes som mulige modstandere. Maccarinelli har højde og rækkevidde og kan slå enormt hårdt, men han har selv været udsat for nogle meget grimme knock outs. I næsten hele karrieren har Maccarinelli bokset i Cruiservægt og har ligget helt oppe ved grænsen på 200 pounds, derfor er det meget overraskende at han nu er rykket ned i letsværvægt hvor han har bokset helt nede på 173 lbs. Det lyder næsten for godt til at være muligt, og det er det måske også hvis han kommer op mod Skoglund eller Mock.

30/06-2013

Mens Mikkel Kessler stadig overvejer sin fremtid som bokser, må vi konstatere at Reda Zam Zam har nået vejs ende. Efter at han blev stoppet at Guido Pitto i Herning annoncerede han straks at han holdt op, men valgte at prøve endnu engang – Desværre med samme resultat da han  blev stoppet at Arman Torosyan sidste lørdag. Bagefter kan man sagtens se at han ikke skulle have bokset den sidste kamp, men så har han fået det ud af systemet og er selv klar over at han ikke har det i sig længere. Andre boksere har stoppet karrieren og har haft en brændende trang til bare en kamp mere, og det har ført til nogle come back kampe som ikke var til glæde for nogen. Reda havde en flot karriere der gik over 11 år, og i disse TV tider kan vi glæde os over at næsten alle hans kampe blev vist  og er gemt for eftertiden.  Der er kun en eneste af hans kampe der ikke er bevaret, og det er kampen mod Johannes Pieterson for meget præcist 10 år siden i Pandrup. Da var jeg så heldig at være tilstede, så jeg hat set hele Redas karriere. I kampen i KB-Hallen i København mod Vasile Sursica var jeg oven i købet med i ringhjørnet, da Brian manglede en hjælper. Det var mig der skyllede tandbeskytteren – Lidt har vel også ret. Til sidst kneb det med at tage imod de hårdeste træffere, ikke at Redas kæbe blev svagere, men jeg tror at det gik galt når han blev ramt højt oppe på siden af hovedet. I sine ”unge dage” var Reda  kun to gange i gulvet. Et uvæsentligt knock down mod Joe Wyatt, hvor det mere var fordi han stod forkert på fødderne end Wyatts slag, og en meget voldsom gulvtur mod Aziz Daari. Kort før omgangens slutning blev Reda ramt af en kanonhøjre og blev nærmest slynget i kanvassen. At han rejste sig efter den træffer og udboksede Daari var imponerende. Jeg fotograferede ved ringside og kan garantere at det var en hård træffer. På TV kan man høre Reda spørge Brian i Ringhjørnet: ”Var jeg i gulvet?” Da Brian svarer bekræftende er der en lille pause og så kommer næste spørgsmål: ”Hvad ramte han mig med?” Jeg har med stor glæde fulgt Redas karriere både på TV og fra ringside. Oplevelserne har spændt mellem de 12 flotte omgange mod Hamlet Petrosian hvor Reda vandt WBA Inter-Contineltal titlen og de 45 sekunder det tog at blæse

Dennis De Barrios omkuld. Tak for oplevelserne Reda, og held og lykke i fremtiden.

 

For dem der går op i mærkedage har vi lige passeret 50 årsdagen for den første kamp mellem Henry Cooper og Cassius Clay som han hed dengang inden han skiftede til Muhammad Ali. Den dag landede Henry Cooper det vestre hook i fjerde omgang som nær havde ændret sværvægtsboksningens historie.  Hvis den unge Cassius ikke var kommet op efter den træffer havde han ikke fået kampen mod Sonny Liston, og ingen af os ved hvordan tingene så havde udviklet sig. Historien er fortalt mange gange og er ikke blevet ringere med tiden. Navnlig Henry Cooper har gennem tiden fortalt nogle overdrevne versioner om at Clay fik næsten fem minutters pause inden næste omgang fordi hans ene handske skulle udskiftes og man ikke kunne finde en anden handske. Historien går på at Clays træner Angelo Dundee skar handsken i stykker med en lille kniv og forlangte at den blev skiftet ud. Desværre afliver filmen fra kampen den version for man kan se at handsken allerede har en revne i tredje omgang, at Dundee benytter chancen for at skaffe sin mand lidt ekstra tid er da helt naturligt i den pressede situation. Pausen mellem fjerde og femte omgang var kun ganske få sekunder længere for handsken nåede ikke at blive udskiftet før man satte femte omgang i gang. Tilbage er at Henry landede et flot venstre hook og Clay røg ned på ryggen. Clay rejser sig alt for tidligt, men reddes af klokken lige da han er oppe. Hvis klokken ikke havde lydt, havde Cooper haft sit livs chance, for i England var der ikke obligatorisk tælling til 8 og Clay var virkelig rystet. I ringhjørnet bruger Angelo Dundee lugtesalt på Clay. Om det var imod reglerne dengang aner jeg ikke, men der var ikke nogen der protesterede. I det andet hjørne sad Cooper med en alvorlig øjenskade som man ville have opgivet på, men efter knock downet lige før omgangens slutning, var man nødt til at give Henry en omgang mere i håb om at han kunne lande venstre hooket engang til. Det gik ikke sådan for det varede ikke længe før blodet flød i stride strømme og kamplederen var nødt til at stoppe kampen. Imponerende at man dengang kunne få 35.000 tilskuere til at komme til noget der ikke var nogen form for titelkamp. Som forkampe havde man det der nu er blevet ”Prizefighter” nemlig at otte sværvægtere dystede mod hinanden. En miniturnering der blev vundet af Al Roye, en sværvægter der siden hen er gået i glemmebogen med en rekordliste på 13-10. Dengang var præmien til vinderen £1.000 – Det er blevet mange gange større i de nuværende ”Prizefighter” turneringer.

 

Tidligere WBA mester i Weltervægt James Page har åbenbart svært ved at finde ud af hvilken karriere han skal gøre come back I. Page besejrede gode folk som Jose Luis Lopez og Freddie Pendleton, men stoppede karrieren efter et nederlag til Andrew ”Six Heads” Lewis. Så slog han sig på bankrøveri og afsonede 10 års fængsel for det. Da han kom ud prøvede han boksningen igen men blev knock outet i anden omgang af en modstander der havde tabt sine sidste seks kampe i træk. Nu har Page åbenbart ment at han var bedre til bankrøveri, for han er blevet genkendt på overvågningskameraer og er eftersøgt for otte bankrøverier. Det varer vist meget længe inden man ser ham i en boksering igen.

 

Er der ikke nogen der kan redde Riddick Bowe fra ham selv? Angiveligt er han lige blevet knock outet i første omgang af en Muyi Tai i Thailand, men vil gerne prøve igen.

07/06-2013

Da der kun var en verdensmester i hver vægtklasse hørte revanchekampe til dagens orden. Den slagne mester skulle have lov til at prøve at vinde sin titel tilbage. Tænk bare på sværvægtsklassen i perioden 1959-65. I en seksårs periode var der kun fire mand der fik love til at bokse titelkamp (Vi glemmer lige diskret Tom McNeely). Floyd Patterson, Ingemar Johansson, Sonny Liston og Cassius Clay (Ali) brugte de seks år tid at møde hinanden, mens andre udfordrere pænt måtte vente uden at få deres chance.

Nogle åbenlyse returmatcher blev aldrig til noget. Sugar Ray Robinson og Carmen Basilio boksede to bravallaslag som begge endte med split decisions. En tredje kamp burde have været et must, men den blev aldrig til noget. Det var vist nok Sugar Ray der krævede for mange penge for at møde Basilio endnu engang. En anden revanchekamp der aldrig blev til noget var anden kamp mellem Joe Louis og Billy Conn efter at Louis havde knock outet Conn i 13. omgang i en kamp som han var ved at tabe på point. Conn udboksede Louis i store dele af kampen, men blev overmodig og ville prøve at vinde på knock out. Selv om alle ønskede at se endnu en kamp mellem dem og der var store penge at hente for arrangører blev kampen ikke til noget, men det var af en helt anden grund. Billy Conn kom fra små kår i Pittsburg, men havde gifte sig med en køn pige fra byens velhaverkvarter og det passede absolut ikke hans svigerfar som nægtede at have noget med sin nye svigersøn om han så maget var blevet verdensmester i letsværvægt og en absolut økonomisk holden mand. Venner af familien forsøgte at mægle og det lykkedes at få parterne til at mødes i forbindelse med det unge pars første barnedåb. Det gik slet ikke, det irske blod kogte over og Conn og hans svigerfar kom op at slås rigtig for alvor. Svigerfaderen var ikke den mindste smule bange for en bokseverdensmester, så der var blå øjne til begge side, men det værste var at Billy brækkede venstre hånd og var ude i mange måneder. Så kom der en krig på tværs og Joe Louis og Conn boksede først fem år senere på et tidspunkt hvor Conns bedste dage var bag ham og Louis vandt let. Med til historien hører at familien dog fandt sammen og kunne mødes uden at komme op at slås igen.

 

På en kantet måde kan man ikke lade være med at beundre den tyske sværvægter Andreas Sidon. Han er nu blevet 50 år men bokser ufortrødent videre selvom både resultater og modstandere er af meget variabel karakter. I de sidste fem kampe har han vundet de tre over modstandere der sammenlagt havde nul sejre og i de to andre har han bokset VM kampe. Nå, lad os tage det roligt det drejer sig om en World Boxing Union titel. Jeg er ikke helt sikker på at det er samme forbund som det originale WBU der gik heden for en del år siden efter at engelsk TV ikke længere ville vise deres kampe. Med god grund – Nogle af deres titelkampe var at sammenligne med engelske Area titelkampe. Sidon har prøvet meget i sin karriere. I sin anden kampe boksede han i 1999 i Prag mod giganten Nikolai Valuev. Den kamp var ikke uden humor for kamplederen ville stoppe kampen i tredje omgang. Sidon protesterede, publikum var ved at gå amok og efter kamplederen havde forladt ringen i vrede boksede Valiev og Sidon de tre sidste omgange uden kampleder. Et sjældent syn og man endte med at erklære kampen for en no-contest. Valuev var før kampen 19-0, gad vide hvilke odds der har været på kampen? Alle der måtte have spillet på Valuev har tabt. I sin lange karriere nåede Sidon også at bokse to gange i Danmark og opnåede endda en sejr. Det er der ikke mange udenlandske forkæmpere der opnår. I år 2000 besejrede han Ingvardt Jørgensen på tko i femte omgang og tabte senere på året på point til Miyan Solomons som havde nogle få kampe her i lander for Andres Vester. Miyan Solomons rejste hjem til Sydafrika, men karrieren gik i stå. Han havde senere nogle kampe i Tyskland og to kampe om det sydafrikanske mesterskab, men tabte begge gange til Osborne Maschimana, og forsvandt på fra boksescenen. Maschimana er ikke nem at blive klog på. Det ene øjeblik knock outer han Corrie Sanders i første omgang, det andet bokser han en ynkelig kamp i England og taber til Davis Price i tre omgange.

23/04-2013

Er det ikke fantastisk. Nu har jeg lige rost diverse sidedommere for at afgive gode og næsten ens afgørelser og så får vi kampen mellem Saul Alvarez og Austin Trout hvor dommerstemmerne blev så forskellige som 115-112, 116-111 og 118-109 dog alle til Alvarez. Kommentatorer, tilskuere og TV-fans har en MEGET forskellig opfattelse af hvordan kampen skal scores. Det veksler lige fra 118-109 Alvarez til 118-109 Trout. Jeg har ikke selv set kampen, og indtil jeg får den set på dvd, må jeg holde mig til at Trout efter kampen erkendte at ”Canelo” Alvarez havde været den bedste.

Sværvægtsmesteren James J. Braddock gik så gruelig meget igennem i sit liv at der nåede at blive lavet en film om det. Jeg har nu aldrig set ”The Cindarella Man”, men jeg har da læst en del om ham. Foruden alle de håndskader han havde i karrieren nåede han at blive ramt både af den store økonomiske depression i 1929 hvor en forfærdelig masse mennesker blev totalt ruineret, og senere også af den amerikanske forbudstid. (Forbuddet mod salg af alkohol som generelt varede fra 1919 til 1932). Braddock havde en flot karriere i både sværvægt og letsværvægt og da han sagtens kunne gøre 175 lbs. var det i letsværvægt han fik sin titelkamp mod Tommy Loughran. Loughran var kendt som ”The Philly Phantom” (Spøgelset fra Philadelphia.) Modstandere sagde om ham at han var så hurtig at han simpelthen blev væk for dem i ringen. Både Braddock og Max Baer har udtalt at de har haft Loughran presset tilbage mod tovene, men mens de trak højrehånden tilbage for at give ham en ordentlig en på hovedet, forsvandt han og de opdagede først at han var væk da han stod bag dem og prikkede dem på skulderen. Når Tommy ikke lige var blevet væk havde han en fantastisk lige venstre som han konstant havde i ansigtet på modstanderen. Det gik Braddock som næsten alle på det tidspunkt mod Loughran - han tabte tårnhøjt på point. Efter ottende omgang siger Braddocks sekundant i ringhjørnet: ”Du må se at få stoppet hans lige venstre”, hvortil Braddock svarer: ”Det gør jeg også, har du set en eneste ryge forbi.”

Efter Braddock havde haft sin titelkamp boksede han nogle får kampe mere og trak sig tilbage som en holden mand. Så kom det finansielle sammenbrud i 1929 og halvdelen af Braddocks investeringer var i et taxa og limousine selskab som jo gik ned da folk ikke længere havde penge til at lade sig transportere. Den anden halvdel af Braddocks formue var anbragt i en speakeasy (Smugkro – et ganske agtet erhverv dengang i forbudstiden), men den blev lukket efter en razzia og så var resten af pengene tabt. Braddock måtte tilbage i ringen og måtte nu være glad for en purse på 150-200 dollar pr. kamp hvor det før havde været mindst det tidobbelte. Heldigvis gik det ham senere så godt at han blev verdensmester i sværvægt.

Andre der mistede deres penge var den legendariske letvægter Benny Leonard der måtte i ringen igen efter syv års pause i en alder af 35 år. Det gik meget godt mod svagere modstandere, men da han mødte Jimmy McClarnin blev han knock outet og stoppede karrieren. Den tidligere letsværvægtsmester Paul Berlenbach vendte tilbage i nogle pinlige fribrydningskampe for at tjene nogle penge. Selv den legendariske sværvægtsmester Jack Dempsey mistede mange penge, men grundet sin store popularitet kunne han tjene en masse igen som kampleder og ved at give opvisningskampe. Han var også promotor for store kampe som Max Baer mod Max Schmeling og er en af de forholdsvis få succeshistorier og topboksere der har en økonomisk ubekymret alderdom. Et helt andet tilfælde er letsværvægteren Jimmy Slattery. Han beskrives sidst i tyverne som den bokser der havde mest talent af alle, men desværre led han meget af tørst så træningen var ikke optimal og der kom nogle dumme nederlag. Da masser af mennesker blev ruineret i 1929 sagde Slattery spøgefuldt: ”Jeg var heldig dengang. Jeg mistede ikke alle mine penge som andre gjorde. Jeg havde drukket dem op længe forinden”.

26-02-2013
Så har der været Jyske Mesterskaber for amatører i Århus, så nu mangler vi kun foråret. Som sædvanlig var kvaliteten lidt op og ned, men der var da gode kampe imellem, selvom antallet af tilmeldte var skuffende lille. Den helt klart flotteste kamp boksede den kun 17 årige Frederik Jensen i bantamvægt. Han pointbesejrede Mohammed Sadik med 18-8 og fik oven i købet det til at se let ud. Man fik nærmest medlidenhed med Sadik som blev mere og mere frustreret som kampen gik. At fange Frederik var som at fange en skygge. Hver gang han troede at nu havde han sin mand fanget i ringhjørnet, forsvandt Frederik ud i den tomme luft. Veteranen Carsten Hammer Sørensen fik endnu et mesterskab. I finalen var sejren uden problemer, men i den moralske finale som blev bokset om formiddagen var sejren over Mohammed Adel meget diskuteret bagefter. Ifølge skærmene var Hammer foran med to point inden sidste omgang som vi ved ringside mente at Adel vandt, men Hammer fik sejren med samlet score på 13-11. Jeg havde troet at Hammer var mere end to point foran efter de første to omgange så måske var sejren lige akkurat rigtig, men den balancerede på en knivsæg. Havde det været efter dan gamle måde at score på havde det sikkert været en 3-2 sejr. Ved finalestævnet fik vi også en uheldig afgørelse på diskvalifikation da Enock Mwandila blev diskvalificeret i sidste omgang på et tidspunkt hvor han var på vej mod sejren. Desværre stod kamplederen i vejen for mig så jeg ikke så det afgørende stød, men det lød som en ordentlig lussing der ikke ramte rent. Kamplederen var ikke i tvivl om at det var et ulovligt stød, og Sakariye Muhammed var ikke klar til at fortsætte, så den eneste mulighed var at diskvalificere Mwandila. Kampen var i starten noget rodet og Mwandila havde fået to advarsler for at bruge hovedet for meget. At det så blev en tredje advarsel med automatisk diskvalifikation der afgjorde kampen var uden betydning. Da Muhammed ikke var i stand til at fortsætte var diskvalifikation den eneste mulighed også uden forudgående advarsler. Fra BK Ringen lægger man meget i at den kampleder ikke kom i ringen ved flere finaler, men det betyder ikke noget. Der var så mange kampledere ved stævnet at det aldrig nåede at blive hans tur igen.

Det var ikke mange sekunder Claus Bertino fik i "Prizefighter Heavyweights", men han havde også trukket den værste modstander i første runde. Jeg synes at Audley Harrison har været med i en menneskealder, men han kan stadig vinde kampe på et niveau der ligger under den absolutte top. Bertino siger at fortsætter karrieren, og han nåede da heller ikke at tage nogen skade. Han blev kun ramt en enkelt gang. Jeg vil håbe at Euro Event snart kommer med nogle stævner så Claus kan få kampe til at bygge selvtilliden op med. Vi mangler også at se Kim Pulsen og Kasper Bruun i ringen igen.

Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde over kampen om det polske mesterskab mellem Saleta og Andrew Golota. Så vidt jeg forstår var der 12000 tilskuere, så det er ikke manglende publikumsinteresse, men er der ikke noget galt et sted hvis et lands mesterskab bokses mellem to ældre herrer på 45 og 46 år hvoraf den ene ikke havde været i ringen i seks år? Der er da masser af gode boksere i Polen i deres absolut bedste boksealder. Tja, så er vi nødt til at vende blikket tilbage mod Danmark. Det skulle ikke undre mig om Brian Nielsen i endnu en come-back kamp ville kunne trække flere tilskuere og TV interesse end et "Almindeligt" boksestævne.

Efter en karriere der har spændt over 13 år og gået noget op og ned lykkedes det Ishe Smith at blive IBF mester i letmellemvægt. Det har fået Ahmad Kaddour til at vejre morgenluft og ønske en VM kamp mod Ishe for at få revanche for nederlaget i "The Contender" serien. Ahmad fortæller i et interview at alle og enhver ved at han vandt kampen mod Ishe Smith dengang. Hm – Det må han vist snakke lidt med dommerne fra dengang om. De dømte kampen 50-45, 50-45 og 49-46 til Smith. Sauerland er altid parat til at snakke mulige kampe og kan også se en reklameværdi i kampen, men det kræver at Kaddour for første gang i mange år kommer rigtig i form, og så er der det andet spørgsmål om han nu kan klare vægtgrænsen til letmellemvægt. Han har ikke vejet 154 lbs siden 2006.

Den engelske mellemvægter Jock McAvoy var en frygtet modstander med et godt punch og et forfærdeligt temperament. Han var upopulær blandt sparringspartnere fordi han altid slog igennem som var det en alvorlig kamp. Han tævede også tre koner og var i et utal af slagsmål udenfor ringen. I det hele taget en kedelig karl i det civile, men jeg har da lige læst en morsom anekdote om ham. Kort efter han stoppede karrieren blev han ramt af Polio og måtte sidde i en kørestol resten af livet. En af hans venner glædede ham ved jævnligt ved at køre ture med ham i sin store amerikanerbil. På en køretur kom vennen i klammeri med en anden billist der ved rødt lys stod ud og overfusede McAvoy der sad i passagersiden. McAvoy rullede ruden ned og sagde. "Jeg er døv, du må komme nærmere og tale højere". Manden stak hovedet ind at vinduet og blev straks jordet af et venstre hook. McAvoys eneste kommentar var: "Der er grønt lys, kør bare".

 
04-02-2013
Så fik vi endelig bekræftet at kampen mellem Mikkel Kessler og Carl Froch bliver til noget. At det bliver i England er helt OK med mig. Sådan en kamp skal foregå der hvor bokserne kan tjene flest penge, og moralsk er det også rigtigt at Froch får hjemmebane denne gang. Ikke at hjemmebanen betød noget i den første kamp som Mikkel vandt helt regulært. Jeg har lige set kampen en gang til for at være på den sikre side. For en sikkerheds skyld valgte jeg at se en udenlandsk udgave for ikke at lave mig influere af en dansk kommentator. Det var så i stedet amerikaneren Al Bernstien, og ham blev jeg ikke imponeret af. Han havde Froch som vinder med et point. Det er lidt svært hvis man skal finde en vinder i alle omgange og der ikke var nogle to points omgange. Selv havde jeg Kessler som vinder med 116-112 og det var den gennemsnitlige score ved de tre sidedommere, så mon ikke vi skal sige at der var den rigtige vinder i den kamp.

Så skal vi i gang med den svære kunst at spå om fremtiden: Hvem vinder revanchekampen?

Carl Froch har haft fem kampe siden deres første kampe i Herning. En næsten 100% score point sejr over Arthur Abraham som man ventede meget af i Super-Six, men han blev turneringens skuffelse. Carl gjorde det hans skulle in en flot kamp, man kan ikke forvente at han skulle have stoppet Abraham. Næste kamp var en pointsejr over den aldrende Glan Johnson. Igen en god pointsejr hvor man ikke kunne forvente en sejr før tid. En af sidedommerne havde en mærkværdig uafgjort score, men de to andre havde en pæn pointsejr til Froch. Så kom der et pointnederlag i USA til Andre Ward, som der ikke kunne siges noget til. Ward er helt i top P4P og Froch fik næsten ikke et ben til jorden i det meste af kampen. Ward tog foden fra speederen i de sidste to omgange som Froch vandt og nær fik gjort afgørelsen lidt for spændende for to dommere havde kampen overraskende snæver med 115-113. I de sidste to kampe har vi set Froch når han er allerbedst. Når han får lov at gå fremad og presse modstanderen er han en formidabel modstander som både Lucian Bute og Yusaf Mack fik at føle da de begge blev stoppet hårdt og brutalt. Mack var nok over sin bedste tid, men Bute var ubesejret og favorit ved bookmakerne.

Mikkel Kessler har været ude med sine øjenproblemer og har kun bokset 13 omgange mod Carl Frochs 40 siden deres første kamp. Tre modstandere er blevet ubarmhjertigt slået til plukfisk. Ingen af de tre modstandere Mehdi Bouadla, Allan Green og Brian Magee har været helt i toppen, men Bouadla var en udmærket modstander til at banke rusten af med og vi fik set en ny og meget mere aggressiv Kessler. Flere nye strenge på buen var det fantastiske venstre hook mod Green som blev slået langt udefra og den lammende lige højre til kroppen som helt ødelagde Magee.

I første kamp mod Kessler sagde Froch på et tidspunkt til sit hjørne: "Those body shots are killing me", og det er jo gode toner når Kessler er blevet endnu bedre til at slå kropslag. Til gengæld fortalte Kassler efter kampen at Magee faktisk havde ramt ham hårdt på kroppen i første omgang. Der var også noget med at Mikkel ikke kunne lide nogle hårde kropstræffere fra Joe Calzaghe i kampen i Cardiff. Begge har en rigtig god kæbe, så det kan tyde på at det er en god ide at bygge angrebet op via kropstød. Begge kommer fra en sejr skabt af kropslag. Det venstre hook til leveren der fældede Yusaf Mack, var et virkelig "Killer Punch".

Froch er ikke god når han bliver presset baglæns, mens Kessler sagtens kan bokse og slå kontra fra den bagerste fod. Froch er fremragende når han får lov til at gå fremad og bestemme kampen. Mikkel er efter trænerskiftet blevet mere aggressiv og ser ud til at være blevet mere tryg ved at gå fremad.

Det er ikke nemt at finde en vinder. Hjertet siger Mikkel Kessler, men hvis jeg SKAL finde en vinder tror jeg at det bliver Carl Froch. Det er hans tur til at have hjemmebane og lidt hjælp fra dommerne foruden sit hjemmepublikum i ryggen, og jeg tror at han godt kan ende med at stoppe Mikkel. Body shots?

 
15-01-2013
I 2012 blev det til 11 stævner på dansk grund, og da det lykkedes mig at være tilstede ved de syv kan jeg vel kun være tilfreds. Dansk boksnings lokomotiv Mikkel Kessler havde to kampe og trak pæne tilskuertal i Boxen i Herning og Parken i København. Antallet af danske professionelle boksere har vist aldrig været større, selvom vi må formode af nogle stykker af dem ikke kommer i kamp igen. Jeg kan for eksempel ikke se hvordan brødrene Fruensgaard skal komme videre i karrieren. På nuværende tidspunkt er der annonceret tre stævner i Danmark, så det ser ud til at der kommer gang i den igen i det nye år. Det ene er godt nok kun på tre kampe der bliver afviklet under seksdages løbet i Ballerup. Claus Bertino skal være hovednavn angiveligt mod en god modstander. Så må vi håbe at han gør det bedre end i kampen i Gigatium hvor han slet ikke kunne få stødene sat sammen. Modstanderen var 10 kg lettere og havde meget kortere rækkevidde, men selvom Bertino fra start havde ret godt fat i ham kunne khan slet ikke få det gjort færdigt, selvom kamplederen bare ventede på en god undskyldning for at stoppe kampen. Lad os håbe at det bare var et spørgsmål om ringrust der skulle bankes af. Ved samme stævne boksede Kasper Bruun og Kim Poulsen gode kampe og fik begge en pointsejr. Kim fandt hurtigt ud af at han kunne ramme sin modstander med et højre hook i næsten hver eneste slagserie og kørte en nem sejr hjem i en nydelig kamp der dog som resten af stævnet savnede noget drama. Til gengæld fik vi god tid til at se på nummerpigerne for alle kampe gik tiden ud. I den første kamp gik der lidt ged i det så en omgang blev startet med nummerpigen stadig i ringen, så hun måtte skynde sig ud.

 

I Herning fik Mikkel Kessler hævnet Mads Larsen og Rudy Markussens nederlag ved at stoppe Brian Magee i tredje omgang. Det var næsten en hævn i sig selv at det denne gang var Magee der blev stoppet efter kropstød. Magee viste ellers stort mod ved at komme på benene efter den første højre ramte ham rent lige midt på kroppen. Kesslers stød var så hårdt at man nærmest ventede at se handsken komme ud af ryggen på ireren.
Nu kan Rudy Markussen så forsøge at hævne Mads Larsens nederlag til Luke Blackledge når de mødes i Frederikshavn i marts måned. Rudy bør være storfavorit, men jeg har lært at i boksning skal man aldrig sige aldrig. Blackledge håber det bedste og får julelys i øjnene ved tanken om en sejr over Rudy og så en kassekamp mod Kessler, men lad os nu tage en ting ad gangen.
Stævnet i Boxen i Herning var også sidste gang vi så Reda Zam Zam i ringen. Det gik rigtig godt i de første fire omgange mod argentineren Guido Nicolas Pitto, men så blev Reda pludselig gammel i ringen og efter en kort opblussen i sjette omgang blev han stoppet i starten af ottende omgang. Pitto blev bare ved med at komme og pludselig kunne Reda ikke hold ham væk længeren. Alt godt får en ende, og Reda har været så fornuftig at meddele at han standser karrieren. Han slutter med denne ene reelle nederlag for i det mærkværdige nederlag til Carlos Donquiz, var det som om det slet ikke var Reda der var i ringen.
Redas karrierestop kommer også til at drille Ahmed Kaddour der snakker om manglende kampe. Jeg kunne godt have set en kamp mellem Reda og Ahmed om ikke andet så om et danske mesterskab.

 

Hvis der var nogen der ikke fik DVD-samlingen "Promotoren og hans boksere" i julegave, så synes jeg at de skal ud i byen og finde den. Der er de to TV afsnit der har lagt navn til DVD´erne plus 10 gode boksekampe med dansk deltagelse. Jeg var blevet bildt ind at kampene kun var i uddrag, men det det er komplette kampe hvoraf to af dem aldrig har været vist før. Tom Bogs i en superkamp mod Carlos Duran og den anden kamp mellem Jørgen Hansen og Hans Henrik Palm. Flere steder har man set Palm brokke sig over Jørgen Hansens 2-1 sejr, men jeg har ikke nogen problemer med at give Gamle Hansen sejren. Hans Henrik virker i lange perioder for passiv, og da han i deres første kamp smagte Hansens højre er der ikke noget at sige til at han har respekt for den.

 
05-01-2013
Til de uheldige boksefans der ikke fik Birgitte Lorentzens bog "Gamle Hansen" i en pakke under juletræet anbefales det at de kommer op af stolen og ned til boghandleren for selv at købe den. Det er alle tiders velskrevne bog og fordi forfatteren er en kvinde tror jeg at får en hel masse om Jørgens privatliv som en mandlig forfatter måske var gået lettere henover i sin iver for at skrive om Hansens mange dramatiske boksekampe. Min første erindring om Jørgen Hansen er da jeg i 1968 i Nyborg stod og så OL boksning I FARVE på et TV der var stillet op i en radioforretnings vindue. Vi havde af gode grunde ikke nogen lyd, så det var først da vi så taberen med en badekåbe med Danmark på ryggen at vi var klar over at det var en dansker der havde tabt den kamp. Ellers har jeg aldrig personligt set Jørgen i ringen, jeg begyndte først at gå til stævner længe efter at han hade indstillet karrieren. Desværre findes der ikke så mange af hans kampe, da Danmarks Radios monopol TV ikke ville ofre penge på transmissioner fra stævnerne. Tænk at vi kun har kampen mod Dave "Boy" Green fordi englænderne ville købe kampen. (Det samme kan i øvrigt siges om EM kampen i sværvægt nogle år senere mellem Steffan Tangstad og Anders Eklund. Den blev også kun sendt i England fordi Frank Bruno var vinderens kommende modstander). Da jeg læste bogen kom det som en bombe for mig at den første kamp mellem Hansen og Hans Henrik Palm var blevet vist på en storskærm i vinduet i Politikens Hus nytårsaften og senere vist fem steder i provinsen. Det havde jeg aldrig hørt før, selvom jeg godt viste at sponsoren Akai havde fået kampen optaget. Optagelsen findes endnu og viser i øvrigt den eneste lille faktuelle fejl jeg kan inde i bogen. Palm var kun i gulvet en gang i niende omgang og ikke to. Det er fuldstændig lige meget – Bogen er velskrevet og vi følger Gamle Hansen og Fru Hansen lige til de er kommet i deres seniorbolig med hyppig hjemmehjælp p.g.a. Jørgens begyndende boksedemens og Fru Hansens mindre hjerneskade efter et fald på en trappe. Jeg håber at de får mange gode år endnu.
Jørgen Hansen havde en lang og forbløffende karriere med op og nedture. Nogle dumme knock out nederlag når psyken ikke lige var på plads i ringen den dag og to tåbelige nederlag på diskvalifikation som var åbenlyse fejlkendelser af kamplederen. Tre gange vinder han Europamesterskabet på knock out i lykkehallen i Randers og to gange besejrer han sin yngre landsmand Hans Henrik Palm. Vi taler næsten altid om Jørgens knock out højre, men glemmer at han sidst i karrieren faktisk udviklede en glimrende lige venstre. Når modstanderen pakkede sig ind for højren, kunne Gamle Hansen klare sig med den anden hånd og han vandt tre 12 omganges kampe i EM titelforsvar. En af dem var mod englænderen Joey Singleton som også var en glimrende tekniker. Så det siger at Hansen kunne lidt af hvert efterhånden.
Som skrevet i starten – Se at komme ud og få købt den bog. Ikke nogen boksefans hjem bør være foruden.
 
02-01-2013

Ofte snakker man om at danske boksere får alt for lette modstandere så de er sikre på at vinde deres kampe på hjemmebane. Der kan godt være lidt om snakken, men ved sidste lørdags Euro Event stævne i Gigantium i Ålborg fik folk da noget for pengene. Alle hjemmebokserne vandt, men publikum fik noget for pengene da alle fem kampe gik tiden ud. Det må være sket flere gange før, men det eneste eksempel jeg lige kan komme på er et stævne i Pandrup i 2003 hvor alle seks kampe gik tiden ud. Hovedkampen var Michael Rask mod Rachid Matumla, men hvis det ikke rigtig siger folk noget, så er det fordi det er et af de ganske få stævner i de sidste 20 år der ikke blev vist i TV. Det eneste der eksisterer, er Jadgar Abdullas kamp som blev filmet i det skjulte med et lille videocamera.


I stedet ville jeg skrive lidt om svære modstandere. Et af de allermest klassiske Trivia spørgsmål er hvem det mødte den stærkeste modstander i sin prof. debut. Svaret er Pete Rademacher som vandt Olympisk guld i Melbourne i 1956 og i sin allerførste professionelle kamp mødte verdensmesteren i sværvægt Floyd Patterson. Det gik selvfølgelig ikke og Rademacher blev stoppet i sjette omgang efter at have ydet en hæderlig indsats i de første tre. Okay, han fik lov til at tjene nogle penge på sin sport fordi han blev en målestok for de andre sværvægtere, som helst ville vinder hurtigere over ham end Patterson havde gjort. En anden kuriositet omkring Pete Rademachers karriere er at ud af hans 23 kampe havde han fælles modstander med Muhammad Ali ikke mindre end 11 gange. Blandt andet tabte han før tid til en efterhånden 45 år gammel Archie Moore kort til før Moore mødte Ali og måtte erkende at, nu var han altså blevet for gammel.


Hårde modstandere fra starten af karrieren? Prøv lige at kaste et blik på thailænderen Saensak Muangsurins rekordliste. Det er et langt navn at skrive, så kan vi ikke bare kalde ham SM videre i teksten? Næsten alle boksere fra Thailand har kunstnernavne i ringen som hentyder til deres sponsorer, så man kan komme ud for at boksere pludselig skifter navn midt i karrieren. SM skulle være født Boonsong Mansri, og havde en lang karriere i det ekstremt populære (I Thailand) Thai Boxing. De Thai Boksere der går over som "Almindelige" boksere kendetegnes ofte ved at de er ekstremt hårdføre, men har en meget begrænset teknik. De kan kun bokse på afstand for i Thai boksning får du et knæ i maven hvis du kommer for tæt på din modstander. Der er flere slags regler for Thai boksning og for 30-40 år siden var det i nogle kampe helt regelret at "Skalle" modstanderen, bruge albuer og sidst men ikke mindst måtte man godt bruge knæet under bæltestedet. Bare tanken om det er nok til at man ikke involverer sig i nærkamp resten af karrieren.


Muangsurins første modstander hed Rudy Barro der selvom hans rekordliste på 14-9 ikke lød imponerende var vant til hårde 10 omganges kampe i Californien. Han havde vundet sine sidste fire kampe blandt andet ved knock oute besejrede Andy Price i anden omgang og havde pointbesejret Jimmy Heair der var 33-0 da ham mødte Barro. Og hvad skete der? SM vandt på knock out i første omgang! Næste modstander hed Lion Furuyama og var 31-7-3. Furyuama havde været både japansk og orientalsk mester og havde to gange bokset om VM. Begge kampe havde været på udebane og han havde gået tiden ud mod Anonio Cervantes i Panama og Perico Fernandez i Italien. Nederlaget til Fernandez havde været på Split Decision, så det kan have været en hjemmedom. Og hvad skete der så? SM vandt på knock out i syvende omgang. Med al den kamperfaring SM nu havde mente man at han var rede til en VM kamp og for gode ord og betaling lokkede man WBC mesteren Perico Fernandez til Bangkok og minsanten om ikke SM slog alle rekorder og blev verdensmester i sin kun tredje kamp på et tidspunkt hvor der kun var to verdensforbund. Efter en enkelt ikke titelkamp forsvarede SM titlen ved at give Lion Fukuyama en revanchekamp i Japan, men hjemmebanen hjalp dog ikke Fukuyama der måtte se sig besejret på point. Hjemmebanen hjalp så til gengæld Muguel Velazguez der i Spanien vandt på diskvalifikation. Der var mange luskede diskvalifikationer i Sydeuropa på det tidspunkt så det kan sagtens have været en af dem. Det generede ikke SM der vendte tilbage til Spanien og genvandt sin titel ved at knock oute Velazquez i anden omgang. Så var den ligesom sat på plads. Et par kampe senere vendte SM tilbage til Spanien for at give Perico Fernandez en revanchekamp. Det var en lidt underlig kamp. Den regulære boksning stor Fernandez for, mens SM bare stod med højre arm strakt ud lidt ala Micki Nilesen og så ellers fyrede slag efter slag af sted med venstrehånden. Kampen gik alle femten omgange og SM landede langt de fleste stød, men alligevel troede de spanske tilskuere at Fernandez skulle have sejren. Da Muangsurin blev udråbt til vinder var det bare med at dukke sig. Alt muligt kasteskyts regnede ned over ringen. Guderne må vide hvorfor – på min dommerseddel kunne Fernandez allerhøjst have vundet tre omgange. Muangsurin havde kun nogle får gode kampe tilbage i sig inden han ramte "muren" og tabte fem af sine seks kampe. Sjovt nok boksede hans gamle modstander Perico Fernandez videre i mange år og nåede op på 127 kampe. Det var ham Jørgen Hansen mødte i sin karrieres allersidste kamp.
Bogen "Gamle Hansen" var i øvrigt under juletræet, den glæder jeg mig meget til at læse.