Woller´s neutralle hjørne

Søren Woller

 

Arbejde: Lagermand i et elselskab

Født: 28-12-1952

Status: Gift

Bor: Stautrup, Aarhus

Startede min interesse for boksning: For alvor i 1966

Fritidsinteresser: Boksning, fotografering og rejser.

 

Interview med Woller

1/3-2016

Så kom vi da endelig i gang med prof. boksning igen. Vi har haft JM til at holde gryden i kog, men den rigtige vare er nu det bedste. Der havde ikke været slået meget på tromme for stævnet, og pressen glimrede ved sit fravær, men TV2 havde gode seertal, så der er håb forude. Tilskuertallet var rimeligt og stemningen var god med fangrupper for Adel, Hadifi og Mock til at støtte deres boksere. Flot at det lykkedes trods fire afbud alligevel at skabe et seværdigt stævne.

Den første kvindekamp før TV tid var en ikke særlig relevant kamp for danskere. Svenskeren Maria Lindberg og Ungareren Melinda Lazar havde mødtes en gang før med en ikke tilfredsstillende afslutning på grund af en skade efter en sammenstød af hoveder. Der er åbenbart noget med de to kvinders boksestil der gør at de tit støder hovederne sammen for det skete igen flere gange i løbet af fredagens kamp. Svenskeren var klart den bedste og Lindberg var lige ved at stoppe Lazar i sidste omganges allersidste sekunder. Lazar kom op med besvær efter anden gulvtur og burde have været stoppet, men kamplederen sagde ”Boks” og så lød klokken. Ungareren var så rystet at hun måtte spørge om hun var blevet stoppet, eller havde holdt kampen ud. Der var oven i købet en af sidedommerne der havde givet hende en af omgangene, så hun kunne sagtens være glad.

Så var der stor jubel og opbakning til den århusianske debutant Mohammed Adel der fik en flot første sejr, ved at stoppe Valeri Karelidze fra Ungarn i tredje omgang. Baggrunden var uhyre billig, men Adel boksede rigtig flot.

Kim Thomsen kom ind med kort varsel og vandt alle seks omgange mod Attila Gyen fra Ungarn. Den kamp er der ikke meget at sige om, men Kim fik en sejr og kan fortsætte sine boksedrømme lidt endnu.

Jonas Madsen fik i sin anden kamp en hårdfør og rutineret David Rabakoni fra Georgien, der ikke havde de store problemer med at gå alle seks omgang, men det var helt klart Jonas kamp. Jeg var dog ikke helt tryg ved den måde Georgieren så let kunne ramme Jonas med sin højre. Den går altså ikke med en modstander der kan slå hårdt.

Så kom den kamp, der satte sindene i kog bagefter. Meget få mente at debutanten Nick Evans fortjente uafgjort mod toprutinerede Ismail Abdoul fra Belgien. Evans startede godt, men så kom Belgieren mere og mere ind i kampen. Abdoul mente helt klart at han havde vundet, men der er ikke noget han ikke har set før, så han grinede åbenlyst da begge bokseres hænder blev strakt i vejret som tegn på uafgjort. Jeg er nok blevet mildere på mine gamle dage, så jeg mener at i Danmark kan vi godt lade en dansker få uafgjort, selvom han ikke fortjener det 100%. Så længe Evans ikke fik sejren er jeg tilfreds.

Lolenga Mock kender kun en vej fremad og pressede portugiseren Jorge Silva fra første klokke. I sjette omgang havde Evans Silva i tovene næsten samtlige tre minutter, men forbløffende nok landede Silva mindst lige så mange slag som Mock på de indre linier. Det har nok alligevel tagen pusten fra Portugiseren, for i syvende omgang leverede Mock et venstre hook der bare havde ”Knock Out” skrevet på det. Silva ville gerne rejse sig igen, men det kunne han bare ikke.

Osama Hadifi tog et stort step up i kampen mod Demarcus ”Chop Chop” Corley, og det gik desværre ikke så godt. Corley havde angiveligt haft et maveonde op til kampen, og det så ud som om Hadifi gik meget efter kroppen også med nogle træffere der sad under bæltestedet. Det så ud til at sætte Corley endnu mere op end han var i forvejen og når der gik slagsmål i det var han klart den bedste. På distancen klarede Hadifi sig fint, og Corley begyndte at se forslået ud med skrammer under begge øjne, men i sjette omgang satte Corley et voldsomt angreb ind og efter at have været to gange i gulvet blev Osama korrekt stoppet.

Endnu en debutant Jeppe Morell lukkede festen med en 60-54 sejre over sprællemanden Jimmy Owensby. Helt fortjent, selvom der så ud til at være lidt premiere nerver.

Både Jeppe Morell og Nick Evans havde ved stævnet en lidt dum vægt i forhold til den vægtklasse de boksede i. Der er et spænd på 25 lbs i Cruiservægt, og da de to vejede ind på 186-187 lbs, kan de risikere at møde en modstander der er væsentlig tungere end dem selv. Der er et stykke vej op mod 200 lbs., så det er vel bedre at forsøge at komme ned til letsværvægtsgrænsen. Svenskeren Erik Skoglund havde det samme problem da han gik over som prof. Først prøvede man at ”Bøffe” ham op i vægt, men det gik meget bedre med at få ham ned i letsværvægt, og jeg har da ikke hørt at han har haft større problemer med at blive dernede.

Englænderne havde i månedsvis glædet sig til kampen mellem Carl Frampton (IBF mester i super-bantamvægt) og Scott Quigg (WBA mester). Masser af mennesker i MEN Arena i Manchester og storsalg på PPV og så blev det en fuser. De havde alt for stor respekt for hinanden og der var angiveligt kun reel kamp fra 8. til 11. omgang. Jeg har ikke set kampen, og efter beskrivelsen er det heller ikke nødvendigt at bruge tid på den. Carl Frampton vandt kampen på en split decision, hvilket der heller ikke var nogen der forstod. Scott Quigg havde ikke gjort noget der skulle give ham points. 

24/12-2015


Så skete det til sidst at Wladimir Klitchko blev besejret, og jeg havde ikke lige set at det skulle være af Tyson Fury, men Fury gjorde det godt, og Wladimir var vel også ved at mærke alderen. I rigtig mange år har vi levet med de næsten uovervindelige Klichko brødre, og for mig var det ved at blive en smule trivielt. Der er stadig den mulighed at Wladimir vil forsøge sig i en revanchekamp som han har kontrakt på, men lad os nu lige se hvad der skar når han har fået sig tænkt om. I mellemtiden har de forskellige bokseforbund travlt med at få de møjsommeligt samlede bælter spredt for alle vinde. Det eneste bælte som Tyson Fury efter sejren ikke var indehaver af var WBC bæltet som sidder på Deontay Wilder. For et par kampe siden troede jeg at det var Wilder der skulle blive den helt store og besejre Wladimir, men efter de sidste par kampe er jeg slet ikke så sikker mere. Hvis Tyson Fury kan holde fat i titlerne et års tid endnu, lurer der en gigantkamp i England mod Anthony Joshua. Det kan blive kæmpestort! Joshua er stor og stærk og har i 15 kampe lagt alle modstandere ned med hård hånd.

Lige pludselig havde vi tre danske promotorer på banen, men jeg er bange for at vi ikke ser Team Vester på banen igen. Problemer med manglende trækplastre han også medført mangel på TV interesse, og uden TV kontrakt kan man ikke drive boksning i Danmark. Det blev til to stævner i 2015, men da det tredje blev aflyst med kort varsel begyndte problemerne at melde sig. Dina Thorslund har fået to kampe ved andres stævner og Kim Thomsen en. Osama Hadifi vil angiveligt gerne ud af sin kontrakt, men selv om han er et åbenlyst talent med en rekordliste på 10-0 er problemet, hvor skal han gå hen? Der er ikke nogen synderlig interesse for ham blandt de to andre promotorer. Puriya Haidari vil angivelig forsøge at fortsætte karrieren i fjernøsten, men jeg har svært ved at se at det kan føre til noget.

Det blev en hård december med boksning i Københavnsområdet to weekender i træk. Jeg er altså for gammel til at komme i seng ved 3-4 tiden om natten efter 300 kilometers kørsel hjem. Det var nu alligevel spændende at se hvad makkerparret Mogens Palle og Brian Nielsen havde kogt sammen til deres første stævne i Herlev. Det var et stævne der tog en chance med en hel stribe debutanter og næsten debutanter, men vi fik da besvaret en del af de mange spørgsmål. Lolenga Mock kørte ufortrødent på i sin velkendte stil og besejrede italieneren Allessandro Sinacore over 10 omgange. I anden og tredje omgang så det ud som om den ubesejrede italiener troede på chancen, men så blev det pres Mock lagde på ham alligevel for meget. De tre sidedommere havde en smal sejr til Mock, selv syntes jeg at sejren var større, men  pyt med det. De fandt den rigtige vinder, og efter kampen så Lolenga ud som om han sagtens kunne havde taget en ti omganges kamp mere. Morten Olson have en rigtig dårlig dag og blev stoppet i fjerde omgang, Hvis han ikke lægger stilen om, bliver han ikke gammel i ringen. Han gik lige ind i sin modstander uden at undvige eller parere noget som helst. Det kan man altså ikke, selv ikke mod en temmelig svag modstander som portugiseren Pimenta. Tre af debutanterne Johnas Madsen, Justin Miller og Pierre Madsen havde ikke modstandere der kunne fortælle noget om deres formåen og fremtid, men især Tobias Sørig skal hjem i træningslokalet og lære at slå den højre kortere. Det var pinligt at se hvor let modstanderen undveg den. De to sidste danske debutanter Andreas Lynggaard og Daniel Heitze boksede 8 omgange (a to minutter) mod garvede veteraner der ikke bare var kommet for at tabe. Næsten debutanten Lynggards kamp mod Charles Adamu var en flot sejr på rekordlisten og Daniel Heinzes pointsejr med alle omgange over Samir Barbosa var rigtig, rigtig flot. Havde Heinze ikke slået højrehånden allerede i anden omgang, havde der været en svag chance for at han oven i købet kunne have stoppet Brasillianeren.

After ”Collision Course” i Frederikshavn sluttede Sauerland af med ”Ondt Blod” i Brøndby Hallen. Selvfølgelig var det en stor oplevelse at være i hallen med 5500 tilskuere i høj stemning. Desværre var stævnet lidt til den tynde side og det varede alt, alt for længe inden vi fik hovedkampen i gang efter kl. 1 om natten. Vi blev forsøgt underholdt af nogle rappere og nogle tatoverede siliconedamer, men vi ville hellere have noget boksning. Stemningen var fantastisk da hovedkæmperne kom i ringen og man var ikke i tvivl om hvor sympatien lå. Det var spild af penge at få  Jimmy Lennon Jr. Til at introducere Patrick Nielsen – Det druknede i en voldsom pibekoncert. Jeg tror ikke det så meget var Patrick man var imod, som hans managers aparte opførsel før, under og efter kampen. Kamp blev der ikke så meget af. Rudy var simpelthen ikke god nok længere, og hans skrøbelige psyke spillede ham igen et puds. Som vi alle sagde når vi mødtes rundt i hallen: ”Logikken siger at Patrick skal vinde, men hvis Rudy rammer ham hårdt hvad så?” Der blev ikke noget men, Patrick vandt som han skulle og fik det til at se let ud. Så er det Sauerlands opgave at få bygget de danske boksefans tillid til Patrick Nielsen op igen. Dennis Ceylan og Micki Nielsen scorede flotte sejre, måske på en lidt billig baggrund, men sejre på knock out var det. Abdul Khattab fik 8 gode omgange og viste at han var ved at lære at pace sig selv, så tanken ikke pludselig løber tom. Højresvinget er stadig for langt, men det er blevet kortere, så det går fremad.

Venlig hilsen og glædelig jul

Søren Woller

30/11-2015

Hvad der end sker på lørdag håber jeg at kampen mellem Vladimir Klichko og Tyson Fury kan få lidt gang i sværvægt i dag. Interessen for det der plejer at være den optimale vægtklasse er forsvindende lille. Jeg troede at Deontay Wilder ville være den ny topmand i sværvægt efter at han havde knock outet folk til højre og venstre, men hans to forsvar af WBC titlen har været skuffende. Begge kampe var gemt lidt af vejen i Birmingham, Alabama som jo ikke er en bokseby man nævner i samme åndedræt som New York og Las Vegas. Wilder vandt begge sine kampe over ikke særlig habile modstandere om end ikke på nogen overbevisende måde. Jeg var på ferie mens han boksede mod franskmanden Johann Duhaupas (hvordan udtaler man i øvrigt det på fransk?), men kampen var så betydningsløs at jeg glemte at checke resultatet til efter jeg kom hjem. Da Wilder vandt WBC titlen var det mod en anden højtrangeret bokser som Bermane Stiverne, men i sin næste kamp var Stiverne i gulvet mod Derric Rossy, som ikke er kendt som nogen knock out konge, så Stiverne var måske helle ikke så god endda? Lad os håbe på at Fury kan bringe noget liv i sværvægt, mere end bare hans trash talk som har virkelig er god til. Han har også både en lillebror og en fætter i sværvægt, så måske kan vi få en ny familie i toppen af sværvægt. Klichko navnet har været enerådende i sværvægt i meget lang tid.

Debutanten Daniel Heinze og næsten debutanten Andreas Lynggaard får nogle kampe i Herlev om to uger som er noget af den barskeste start jeg har set i mange år. Man taler altid om Peter Rademachers første prof. kamp som var mod verdensmesteren i sværvægt Floyd Patterson, men Rademacher var trods alt olympisk mester og en habil bokser der virkelig gjorde en god figur i de første omgange mod Patterson. En anden der fik en barsk start i tilværelsen var den Canadiske sværvægter Larry Gains. Han havde bokset som amatør i hjemlandet og arbejdede sig over Atlanten på en båd der sejlede med levende kvæg. Det lykkedes at snakke sig til en professionel debut i England og blev kastet for løverne da han blev matchet mod den Walisiske topbokser Frank Moody der havde over 100 kampe bag sig. Moody var selvfølgelig klasser bedre end Gains og stoppede ham i femte omgang. Moody fortsatte karrieren og havde over 200 kampe da han holdt. Gains blev meget bedre og nåede at knock oute Max Schmeling på vej til en rekordliste på 145 kampe der også talte et Engelsk Imperiemesterskab som det hed dengang. Den titel tabte Gains på en øjenskade til Jack Petersen. Gains fortæller at han fik en grim flænge i sparring to dage før kampen, men han havde brug for pengene og ville ikke have kampen udsat. Hans kone malede falske øjenbryn med kosmetik for at skjule at øjenbrynet havde været barberet af for at flængen kunne blive syet sammen. Det var hårde tider dengang.

Mens svenskerne er kommet godt i gang med deres professionelle boksning, er det gået i stå igen for nordmændene. Der er åbenbart svære problemer med at få nedskrevet regner for dopingkontrol, og endnu værre Cecilia Bräkhus som skulle have været det lokomotiv der satte gang i sagerne i kraft af sine gode kontakter til Viasat er langtidsskadet. Hun boksede den sidste kamp for Sauerland for helt præcist et år siden, men brækkede nogle knogler i foden i kampen mod Jennifer Retzke og har ikke været i ringen siden. For et par år siden var der megen snak om en storkamp mod amerikanske Holly Holm, men den faldt på at man ikke kunne blive enige om hvor den skulle bokses. Sauerland ville med god grund have kampen i Europa, men Holly Holm ikke ønskede at forlade sin hjemby Albuquerque. Det sidste forstår jeg godt! Efter at være blevet knock outet af Anne Sophie Mathis vandt hun en meget mærkelig pointsejr i revanchekampen. Det resultat var direkte pinligt. Da kampen  mod Bräkhus ikke blev til noget vendte Holm tilbage til MMA, og fik en meget overraskende knock out sejr over australske Rhonda Rousey. Rousey har besejret alle der blev stillet foran hende, og havde pralet af at hun sagtens kunne slå Floyd Mayweather også, men et solidt spark fra Holm fik den kamp overstået i anden omgang. På internettet kan man forstå at Ruseys pralerier om hendes egen formåen ikke faldt i god jord alle steder. Flere skriver at det var godt at der endelig var nogen der kunne lukke munden på hende.

For os der ikke har adgang til en hel masse TV kanaler er der en anden mulighed.Hvis man står tidlig op søndag morgen, kan man nå et se mange af lørdagens kampe på Youtube inden rettighedsejeren får dem fjernet igen. Jeg så for eksempel kampen mellem Holm og Rousey i en virkelig piratkopi. Det så ud som om en person havde optaget kampen direkte fra TV med en mobiltelefon. Det var ikke HD kvalitet, men jeg fik set det jeg skulle se, og to timer senere var den væk.

Overraskende, men dejligt at TV2 kommer på banen med boksning igen. Med en TV kontrakt (hvor længe den så end varer), til Palle/Brian bliver der lagt voldsomt pres på Team Vester. Når der er to TV stationer der har professionel boksning, bliver det svært af finde andre at få kontrakt med.

5/11-2015

Her skulle have stået en masse om dansk boksning, men i øjeblikket træder vi vande og venter på at der skal ske noget. Desværre blev Team Vesters stævne i Kjellerup i lørdags aflyst p.g.a. problemer med papirarbejdet med de afrikanske modstandere. Virkelig ærgreligt for det så ud som at der var nogle særdeles habile boksere til stævnet, modsat sidste gang hvor kun en kamp gik mere end en omgang. Det var en skam, lad os håbe at de snart kommer i gang  igen. To af Vesters boksere sig dog en kamp i Hamburg samme lørdag, selvom modstanden var meget svagere. Robert Larsen var også i kamp i lørdags, men blev stoppet allerede i første omgang af Andy Thiele. Det var en underlig afgørelse, for det ubetydelige cut som Robert havde fået var ikke noget at snakke om. Jeg har skåret mig værre under barbering! Robert vil prøve at få resultatet ændret til No Contest fordi han siger at cuttet opstod fordi de stødte hovederne sammen. Der er noget video fra ringside, men det er ikke entydigt og hvis kamplederen ikke har set noget bliver det svært at få ændrer afgørelsen. Robert må håbe på at der bliver arrangeret en revanchekamp. I 2001 led Allan Vester et irriterende nederlag mod Carlos Fernandes da han blev stopper på en øjenskade i tredje omgang. Selv så jeg ikke at de stødte hovederne sammen, en kammerat på den anden side af ringen var sikker på at skaden skyldtes et punch, men videoen viser at der var et tydeligt sammenstød af hoveder. Det afhænger meget af fra hvilken vinkel man ser situationen. Per Malmberg som var kampleder havde ikke set noget, og mig bekendt fik vi først en ”Accidental Headbut” regel et par år senere. Thomas Damgaard fik reddet et sikkert øjenskade nederlag hjem via en tecnical decision i 2004 mod Christopher Henry.

Mogens Palle og Brian Nielsen har nu skrevet kontrakt med fem håbefulde amatører, men har svært ved at få første stævne skudt i gang. Det skal ellers til at være nu, for det varer ikke længe før folk bruger deres fredage og lørdage til at gå til julefrokoster. Sauerland har jo for lang tid siden sat sig på lørdag den 12. december til Patrick Nielsen mod Rudy Markussen i Brøndbyhallen, så det er svært at finde tid og sted hvis det skal være i Københavnsområdet.

På YouTube kan man nu finde en masse småbidder af boksekampe hvis man går ind og kikker i de gamle AP ugerevyer fra biograferne som nu er blevet frigivet. På en af dem er der afgørelsen i en EM kamp i sværvægt mellem briten Dick Richardson og tyskeren Hans Kalbfell. I trettende omgang er tyskeren i gulvet, men kamplederen bliver ved med at tælle efter at han har rejst sig (Der var ingen mandatory 8 count i EM kampe den gang), så Richardson skubber kamplederen til side og rammer Kalbfell med en venstre-højre. Kamplederen skælder Richardson ud og skubber ham væk, for så at konstatere at tyskeren ligger fladt på gulvet og er helt væk. Kamplederen erklærer omgående Richardson som vinder på knock out, selvom det tyske hjørne med god grund protesterer over at der ikke var sagt ”Boks” da Richardson angreb for anden gang. Hvordan Richardson slap godt fra det i en kamp i Tyskland fatter jeg ikke, Chris Christensen blev europamester på nøjagtig samme måde da John McCormack blev diskvalificeret for at slå ham i gulvet under nøjagtig samme omstændigheder. Dick Richardson var i øvrigt tyskernes onde ånd på det tidspunkt. Han slog alle de tyskere han mødte, udover Kalbfell tre gange også den senere så kendte Karl Mildenberger der sågar blev slået ud i allerførste omgang. Richardson var også involveret i en uforglemmelig kamp mod Brian London. Efter at London var blevet stoppet i ottende omgang på en øjenskade som han mente skyldtes Richardsons skaller, udbrød der det mest pragtfulde masseslagsmål i ringen man kan tænke sig. Både Brian Londons bror og far deltog. De var nuværende og tidligere prof. boksere, så der var rigtig gang i den inden politiet fik optøjerne under kontrol.

Vi har efterhånden vænnet os til  tre knock down reglen, og jeg blev i hvert fald overrasket da den ikke galt i en WBO titelkamp i letvægt mellem Terry Flanagan og Diego Magdaleno. I samme kamp blev jeg også overrasket over kampleder Terry O´Connor. Tit har jeg ment at O´Connor stoppede kampe meget tidligt, men denne gang gjorde han det modsatte og selvom Magdaleno havde været til tælling tre gange i anden omgang lod O´Connor ham fortsætte og til sidst var det ved at blive lige lovlig meget for mig, inden O´Connor endelig stoppede kampen. Terry Flanagan ser ud til at være en topbokser. Han er nu 28-0 og vandt den ledige titel mod Jose Zepeda der var 23-0. Magdaleno som han så lige har slået var 28-1 med det eneste nederlag en split decision mod Roman Hernandez. Det bliver spændende at følge ”Turbo” Flanagan, han er kommet et stykke vej siden han vandt et Prizefighter stævne i 2012.

26/9-2015

Stævnet i Frederikshavn var rigtig godt med mange flere tilskuere end vi så sidst i Ballerup, og det gav os også svar på en hel del spørgsmål. Hvornår bliver Patrick Nielsen bedre? Det gjorde han i Frederikshavn. Efter flere kampe hvor gejsten og navnlig jabbet har manglet, blev Patrick pludselig meget bedre. Måske var baggrunden lidt billig, men Barbosa blev udbokset i alle ender og kanter navnlig med et hårdt og præcist højre jab. Hvis jeg før havde været i tvivl om hvem der vinder den kommende kamp mellem Patrick og Rudy Markussen, er jeg ikke længere i tvivl om at den Patrick Nielsen vi så i Frederikshavn vil slå Rudy.

Vi fik da også svar på om Rudy Markussen kunne bokse igen efter sin lange skadespause. Det tog ikke tre minutter før kampleder Per Hansen måtte redde Ramazi Gogichashvili fra Rudys punching power. I første halvdel af omgangen boksede Rudy stille og roligt som om han lige skulle have det hele i gang igen, men så faldt hammeren og Gogichashvili måtte i gulvet flere gange. På mig virkede det som publikums sympati helt klart var på Rudys side. Der var meget mere opbakning til Rudy end Patrick under deres kampe.

Lillebror Micki Nielsen fik serveret en sej modstander i Alejandro Valori. Valori så lidt blød ud, så han gik til angreb for fuld fart fra første klokke, i formodning om at han ikke ville kunne holde alle otte omgange. I de første to omgange var Micki virkelig under pres og Valori vandt en af omgangene ved sidedommer Søren Saugmann, men Micki huggede hælene i og gav igen det bedste han havde lært. Valori var ikke til at holde på afstand med jabbet, så det måtte ordnes på de indre linier og sidst i tredje omgang kunne man mærke at nu havde Micki fat i ham. En gevaldig venstre i fjerde omgang fik Valori i gulvet, og selv om han vist gerne ville, kunne han ikke komme op før 10 ½.

Dennis Ceylan boksede otte flotte omgange mod Elvis Guillen og med lidt mere slagkraft havde han måske kunnet stoppe ham i en af de sidste omgange, men Guillen viste at Mellemamerikanske boksere er gjort af et hårdt stof. Det var første gang vi så finnen Petteri Fröjdholm i stævnets indledende kamp mod Ramaz Bebnadze der havde en frygtindgydende rekordliste på 15-1. Det viste sig at være en meget pumpet rekordliste for ud over mod og nogle vilde hooks der sjældent ramte havde georgieren ikke meget at byde på. Det var egentlig synd at han blev stoppet i allersidste omgang, men da han gik ned ramte han baghovedet hårdt i gulvet, så han måtte ikke fortsætte. Han dukkede i øvrigt op i sidste kamp som sekundant for Rudys modstander med en stor støtteforbinding om venstre håndled, så han fik åbenbart også en skade undervejs i kampen.

Af de to nye unge boksere kan man kun sige at kampen mellem Rachid Kassem og Roberto Priore ikke var boksning, det var mishandling. Den stakkels Priore havde ikke en chance mod Kassems hårde træffere, men Kassem skal altså passe på med at slå efter en modstander der er i gulvet. Det kan koste en diskvalifikation en dag.

Derimod efterlod Abdul Khattab et ubesvaret spørgsmål om han er tilbage efter sin nedgangsperiode. Journeymanden og sparringspartneren Istvan Kiss er blevet stoppet 11 gange i sine 19 nederlag, men gik alligevel tiden ud mod Khattab, selvom han var noget træt og forslået til sidst. Khattab prøvede igen at lægge fuld kraft i næsten alle slag, men selvom han ramte Kiss med masser af hooks til kroppen, fik han ham ikke ned. Får Abdul ikke hånden drejet helt i stødene så hooksne til kroppen ikke rammer helt med knofladen?

 Ikke at man skal give alle sine fiduser fra sig, men hvis man søgen efter en (engelsk) boksebog der er udsolgt på prøv at kontaktewww.amazon.co.uk. De sælger både nye bøger og har kontakt med en masse antikvarboghandlere hvis bøgen man kan købe gennem Amazon til sommetider latterlige priser. Jeg fandt for nyligt en bog om Billy Walker (Meget populær engelsk sværvægter i tresserne), som har været udgået i mange år. Prisen var £ 0,01 = 10 øre.

Jeg troede det var løgn, men bestilte den bare for sjov. Selvfølgelig kostede det 42 kr. i porto fra England, men der gik en uge, så lå bogen i postkassen. En anden bog kostede mig 2,50 kr.

Nogle boksere kan bare ikke holde op. Sidst i August boksede Shane Mosley og Ricardo Mayorga en revanchekamp – Det var da godt syv år siden de mødte hinanden sidst, så det var måske på tide at få det lille mellemværende afsluttet. I 2008 vandt Mosley da han i en hård kamp stoppede Mayorga tre sekunder før 12. omgangs afslutning. Denne gang klarede han det på den halve tid da han i sjette omgang sendte Mayorga  ned med et ganske uskyldigt udseende kropstød. Mayorga prøvede at appellere for et for dybt stør, men det har helt klart over bæltestedet. Mayorga havde taget mod mange andre kropstød uden problemer, så han har måske bare slappet mavemusklerne af i et øjeblik hvor han troede sig udenfor fare. Mosley er efterhånden blevet 44 år og startede karrieren som en lynhurtig letvægter i 1993. Der er jo kommet nogle flere kilo på siden og nu er det enkeltslag i stedet for lynhurtige serier. Endnu et eksempel på at ”Styles makes fights” er at nu har Mosley stoppet Ricardo Mayorga to gange. Samme Mayorga har besejret Vernon Forrest to gange og Forrest har så til gengæld vundet over Shane Mosley to gange.

28/8-2015

Lidt sjov politik fra Team Sauerland med først at forlænge kontrakten med Tim, og så give ham en rigtig farlig modstander som han godt kan tabe til. Det ligner en matchning som den der fik Oscar Ahlin til at snuble. Okay, selvfølgelig skal vi som tilskuere være glade for at vi får gode tætte matchninger, så vi kan få noget god boksning. Til gengæld har man fundet en helt anden slags modstander til Abdul Khattab. Han skal tilbage på sporet igen med en sejr og den får han også på knock out. Istvan Kiss har tabt hver eneste gang han har været på udebane, og hans sejre er ved tvivlsomme Gym stævner hjemme i Ungarn mod totalt ukendte folk. Jeg ville ikke blive den mindste smule overrasket hvis den samme taber har optrådt under flere forskellige navne. Når man ser nogle af Kiss kampe må man sige at han prøver at skabe noget, men hans forsvar lader meget tilbage at ønske, og når man så ikke tåler ret meget hverken højt eller dybt, har man et problem. OK modstandere til Patrick og Micki Nielsen, og en modstander med en acceptabel rekordliste til Rudy Markussen. Rudy skal helst levere varen og vinde hurtigt på knock out for at hype kampen mod Patrick, og når man ser på Gogichashvilis nederlag, skal det nok lykkes.

 Jeg plejer aldrig at læse filmanmeldelser, men jeg faldt tilfældigvis over Jacob Wendt Jensens anmeldelse af ”Southpaw” i Århus Stiftstidende. Der stod blandt andet: ”Filmens Titel ”Southpaw” betyder en bokser, der bokser med venstre fod forrest og ikke med højre, som de fleste gør”. UPS, men på den anden side behøver man jo ikke kende til boksning for at anmelde en film, så vi lader ham være undskyldt.

Mairis Breidis lavede i lørdags en af kandidaterne til ”Årets Knockout” da han knock outede Manuel Charr i femte omgang i en kamp i Rusland. Breidis så ellers ud til at være trængt af den væsentlig tungere Charr da han landede en kanon højre uppercut der fuldstændig tog bevidstheden fra Charr. Et opfølgende venstre hook var overflødigt for Charr faldt forover stiv som et bræt ud gennem tovene. Det tog flere minutter at få Charr på benene igen og det var velgørende at se at Breidis ikke hengav sig til vilde jubelscener, men i stedet lidt bekymret fulgte lægen og sekundanternes anstrengelser for at få Charr klar igen.

For to uger siden kunne vi se Krzysztof Glowacki knock oute Marco Huck og redde en sejr hjem i en kamp han var ved at tabe på point. Selvfølgelig skal Glowacki have lov til at være glad, men ham og hans sekundanters vilde jubelscener synes jeg nu var for meget.

 Søren Søndergaard er blevet træner i amatørklubben Lindhom. Det lyder som en rigtig god idé. Hvis bare en lille smule af hans store talent kan smitte af på unge boksere kan Lindholm bokseklub nå langt. Søren var en nydelse at se på i en ring og han var en af hovedpersonerne ved det første store boksestævne jeg var til i Vejle i 1996 hvor han boksede EM kamp mod Carl Wright. Den aften havde jeg nær fået Søren på skødet for han røg i gulvet og næsten ud gennem tovede udfor hvor jeg sad på tredje række  Wright havde været i gulvet i tredje omgang og vi ventede bare på at Søren skulle gøre ham færdig, da Wright lander et desperat sving i tindingen på Søren der går i gulvet med et brag. Carl Wright var slet ikke kendt som puncher, stødet sad bare det rigtige sted. Søren Søndergaard var meget fortumlet da han rejste sig, men der var heldigvis kun ganske kort tid til klokken. Herefter vandt Søren samtlige omgange, men pyha der var et øjeblik hvor der var helt stille i hallen. ”Mr. Perfect” kunne andet end bokse så det var en fryd at se på, han kunne også slå hårdt når det kneb. I kampen mod Victor Braranov var han trængt og havde en slem øjenskade, men fandt så en pragtfuld højre uppercut, der sendte Baranov ned for fuld tælling. En anden sjov ting er at der var masser af TV dækning den gang, så Søren Søndergaard er den første danske bokser der har fået vist samtlige af sine kampe på TV. Siden fulgte Brian Nielsen og Mikkel Kessler efter.

13/8-2015

Ved stævnet i Wembley Arena for to uger siden var der fem titelkampe af mere eller mindre dubiøs karakter og det var da også en ikke titelkamp med Dereck Chisora som der var mest interesse om. Bagefter bemærkede jeg at der i den internationale boksepresse kun blev snakket meget perifert om titelkampene. En af dem havde Skandinavisk interesse da Janne Forsman fra Finland med kort varsel sprang ind mod Ovill McKenzie om et bælte der hed ”Den vacante WBA Contineltal Cruiservægt titel”. Forsman havde en pæn rekordliste på 19-1, men han blev helt kørt over af McKenzie der virkelig har fået mod på tilværelsen igen med fire sejre i træk efter han havde en down periode med flere nederlag. McKenzies rekordliste siger nu 25-12, men han var klasser over Forsman selvom denne nu er 19-2. Ind imellem har Forsman haft nogle alt for lette Baltiske modstandere, som han med lethed kunne besejre. En af sejrene er på YouTube og viser en lidt pudsig måde at opgive på uden rigtig at opgive. Letten er to gange i gulvet og da der er blevet talt over ham anden gang, nikker han til kamplederen at han er klar til at fortsætte, men da kamplederen træder tilbage for at lade kampen fortsætte følger letten med så kamplederen hele tiden er imellem ham og Forsman. Det bliver kamplederen selvfølgelig træt at efter nogle sekunder og stopper opgøret.

Man skal endnu en gang ikke lade sig narre af bokseres rekordlister. Englænderen Dereck Chisora skulle i kamp igen efter nederlaget til Tyson Fury og man valgte en georgier med en hæderligt udseende rekordliste på 13-3. Der var bare det ved det at hvis man nærlæste Beqa Lobjanidzes rekordliste viste den at alle 13 sejre var hjemme i Georgien mod modstandere af tvivlson kvalitet, men de tre nederlag alle var på knock out når han var i udlandet. Det gik som forventet – om end det gik meget hurtigt da Chisora lagde Lobjanidzes ned efter et halvt minuts boksning med et kanon højre sving. Det er muligt at Chisora ikke er verdens bedste bokser, men slå hårdt, det kan han.

Udviklingen i Norge og Sverige ser godt ud for nordmænd og svenskere, men det er ikke godt for os danskere og for de danske boksere. Hvis, og det er stadig et stort hvis, boksning bliver normaliseret i broderlandene, får vi danske tilskuere det svært. De stævner Sauerland arrangerer i Danmark får færre og færre tilskuere og lever kun på indtægten fra TV. Skrækscenariet er at Viasat flytter med Cecilia Bräkhus til en anden promotor, uden Viasats penge er der nul Sauerland stævner i Danmark. Patrick og Micki Nielsen kan sammen med Dennis Ceylan bokse på stævner i Sverige eller Tyskland, men der er ikke plads til andre danske boksere. Vi må håbe at den kommende storkamp mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen kan få folk på lægterne, så Sauerland kan se at der stadig er muligheder i dansk boksning. Nu skal begge boksere vinde overbevisende og slippe uden skader i næste måned i Frederikshavn, så vi kan få braget i december. Team Vester har flyttet deres næste stævne til 31. oktober i ”Hjembyen” Kjellerup. Der var stævne der for fem år siden, og det var en ganske udmærket hal til boksning. Endnu flyver det rundt med navne på de deltagende boksere, men det ser ud til at blive de samme folk som sidst, tilsat 2-3 danske debutanter. Hvis Vester så også kan score en TV kontrakt, kan de hjælpe med at holde gryden i kog i en vanskelig tid.

Det var rigtig trist at høre at Anders Hugger er død i en så ung alder som 34 år. Der skete virkelig noget i hans professionelle kampe, så man sad på det yderste af stolen når han var i ringen. Desværre var det mens hans promotor Mogens Palle havde TV problemer at han boksede sin IBA Intercontinental titelkamp, så den fik jeg aldrig set. Da jeg var bortrejst kunne jeg heller ikke se den live, ellers var jeg nok taget til Odense. Hugger var altid til stede ved JM for amatører her i Århus, først som bokser og senere som træner så man kunne sige ”Hej” til ham. For nogle år siden stod jeg og snakkede med to amatørboksere, som skulle møde hinanden lidt senere på aftenen. De kendte hinanden udmærket fra flere tidligere kampe, og jeg ønskede dem held og lykke med kampen og ”May the best man win”. Svaret var samstemmende: ”Jo tak, men tænk lige på at vinderen får Anders Hugger i finalen”.

1/7-2015

Robert Larsen har sat en ny rekord. For nyligt blev han den ældste danske debutant i en boksering. Den rekord er ikke længere hans, for kort tid efter gik den videre til Kim Thomsen da han entrede ringen i Hornslet. Pudsigt nok med Robert som sekundant. Roberts nye rekord er det hurtigst scorede knock down af en dansk bokser. Det gik ud over Tjekken Josef Holub der blev slået i gulvet af kampens første stød. Selvom han har bokset over 80 kampe gik Holub ved kampen start frem for at hilse på Robert der i stedet gav ham et venstre hook. At folk ikke kan lære at kamplederen siger noget i retning af ”Shake hands now and come out fighting”. Det er altså alvor, og så skal man ikke rende og hilse på hinanden i tide og utide under kampen. For nogle år siden så jeg en amatørbokser blive slået i gulvet. Han rejste sig og da tællingen var forbi, rakte han venstre hånd frem til hilsen, selvom der allerede var et højresving på vej. Det tog flere minutter at få ham på højkant igen. ”Protect yourself at any time” kan ikke siges for tit. En luskefis som Chris Eubank rakte flere gange venstre hånd frem, for så at knalde en ordentlig højre henover når modstanderen reagerede på hvad der lignede en hilsen.

Sidste lørdags stævne i Ballerup Super Arena var en lang aften, så jeg stak hjemad inden Patrick Nielsen kom i ringen. Ellers var jeg først kommet hjem efter klokken fire om morgenen og det er jeg altså blevet for gammel til. Efter hvad jeg siden har set på bånd gik jeg ikke glip af det helt store. Patrick og Micki Nielsen havde begge fået solide modstandere der kom for at gå tiden ud uden at komme til skade. Det lykkedes for dem begge to, men i længden er det ikke underholdende. Der skal to til at danse tango. Dennis Ceylan lavede en flot præstation mod spanieren Sergio Prada og vandt ved to af dommerne samtlige omgange. Jeg var selv lidt i tvivl om hvem der skulle have første omgang, for Dennis blev ramt af en del uppercuts. Jeg har ikke før lagt mærke til at han var åben for uppercuts, men der er der sikkert nogle potentielle modstandere der har noteret sig. Norskekampen mellem Arne Ernstsen og Tim-Robin Lihaug var en seværdig oplevelse mellem den gode tekniker (Ernstsen) og den hårdere puncher (Lihaug). I starten ramte Lihaug med flere hårde slag og Ernstsen så en smule skræmt ud, men han boksede sig godt ind i kampen med sine smukke ligestød. Lihaug tabte alle de tre første omgange, men så skal jeg love for at han kom tilbage. Et hårdt venstre hook sendte Ernstsen hårdt i gulvet. Han kæmpede sig på benene og sagde ved ”Seks” at han var klar til at fortsætte, men det var han bestemt ikke og kamplederen stoppede heldigvis kampen. Anthony Yigits kamp mod Tony Owen var absolut ”Forbudt for børn”. Ingen af bokserne var særlig opmærksom på paraderne, men slog løs af et godt hjerte. Yigit ramte klart mest og blev mere og mere overlegen, men Owen blev ved med at slå igen, og det stillede Jan Christensen i lidt af et dilemma for selvom han vist helst ville have stoppet kampen til Yigits fordel, var det svært når Owen aldrig stoppede med at slå igen. Tilsidst i syvende omgang gik Owen endelig i gulvet og kamplederen havde fået en grund til at stoppe kampen.

Endelig, endelig ser det ud til at være afklaret at Rudy Markussen vender tilbage til ringen og at han på sigt skal møde Patrick Nielsen i december efter en opvarmningskamp i september. Aviserne skriver om store penge til begge bokserne og det er helt fint med mig, men hvor skal pengene komme fra? Jeg har lidt svært ved at se at kampen skulle have PPV format, og hvis der også skal være et stærkt undercard bliver det svært. Husk lige at sidste lørdag boksede Patrick og Micki Nielsen i Ballerup, kun et par kilometer hjemmefra og hvor mange betalende tilskuere var der? 250? Lad os håbe at kampen kan blive til noget, for vi er mange der gerne vil se om der er mere tilbage i Rudy. Hans slagkraft er uhyggelig, og hvis han kan ramme Patrick rent i en af de allerførste omgange kan der ske en sensation. Jo længere kampen går, des større er Patricks vinderchancer. Nu skal vi foreløbig have Rudy i kamp i september, hvor han selvfølgelig SKAL vinde, og gerne se godt ud. Så må vi tage den derfra.

 5/6-2015

Team Vester er i gang igen med deres andet stævne denne gang i Holstebro. I kraft af mit arbejde kommer jeg meget rundt i Danmark, men af en eller anden grund kommer jeg aldrig i den by. Det skulle man måske ændre på for førstegangs indtrykket var positivt. Hallen lå midt i byen, gode parkeringsforhold og selve , arenaen var fremragende til boksning. Ved første stævne i Hornslet var det polske modstandere og denne gang var der kikket til det gamle Jugoslavien efter dem, men de viste sig ikke at være nær så holdbare. Hvis det ikke var fordi nummerpigerne gik rundt med skiltet for første omgang, havde vi ikke fået set meget til dem. Den eneste kamp der gik tiden ud var Puriya Hadaris fire omganges kamp mod Jovica Jovanovic. En lidt mærkelig kamp. Haidari var klart den bedste bokser og ramte med nogle rigtig flotte kropstød og nogle fremragende uppercuts, men når han blev presset magtede han ikke at holde bosnieren på afstand. Efter at have vundet de første tre omgange, tilbragte Haidari mere og mere tid med ryggen mod tovene, og tabte fortjent sidste omgang hos alle tre dommere. Ellers tromlede fire andre danskere deres modstandere med. Danskerne slog simpelthen for hårdt! Navnlig Dina Thorslunds modstander så ud til at få et chok første gang hum blev ramt. Dina havde også en vægtfordel på 3,5 kg. og det kunne den serbiske pige slet ikke klare. Mark Graversen blev snydt for en knock out sejr da Søren Saugmann valgte at diskvalificere sidste minuts indkaldte Adil Rusidi allerede i første omgang. Da havde Rusidi allerede taget tælling to gange og kunne sagtens være blevet stoppet efter anden gulvtur. Jeg tror at Saubmann også ærgrede sig over ikke at have stoppet ham, for da der blev sagt ”Boks” spyttede Rusidi tandbeskytteren ud med fuldt overlæg. (Det blev han faktisk også diskvalificeret for i sin sidste kamp). Da sekundanten så også begyndte at reparere på Rusidis beskadigede øje i stedet for at skylle tandbeskytteren, så var det altså bare ud!

Stævnet var som sådan ganske udmærket - de danske boksere vandt – Det måtte bare godt have varet lidt længere. Lad os håbe at Team Vester kan få en TV aftale, så der kan blive penge til nogle mere hårdføre modstandere. Som det var lavede TV Midt/Vest en 25 minutters udsendelse fra stævnet, hvor man kunne se Nicolai Storgaards kampe ”Sådan lidt i baggrunden”. Der er en del interviews og baggrundsstof i udsendelsen som sikkert stadig han ses på TV Midt/Vests hjemmeside.

For et par år siden da vi sad klister til skærmen for at følge med i ”Super-Six” turneringen kunne man alle supermellemvægterne på fingrene, men nu må jeg indrømme at jeg helt har tabt tråden. Det skyldes måske også at Mikkel Kessler ikke er med mere, og også hans seje modstander Carl Froch ser ud til at være gået på pension. Jeg måtte have fat i Boxrec for overhovedet at finde ud af hvem der har bælterne i øjeblikket. Gode gamle Arthur Abraham er stadig WBO mester. James DeGale er netop blevet IBF mester og der kunne ligge en god revanchekamp forude mod George Groves efter deres meget kontroversielle tidligere opgør. Svensk-Amerikanske Badou Jack er netop blevet WBC mester – Krampylisk at Kessler er stoppet, en kamp mod Badou Jack i Parken lå lige til højrebenet. Angiveligt skulle George Groves være WBC Silver mester, men hvem interesserer sig for den titel? Groves gør det næppe for ifølge samme Boxrec skal Callum Smith bokse Christopher Rabasse om selvsamme titel. WBA mesteren hedder Fedor Chudinov, men angiveligt skulle Andre Ward være noget der hedder ”WBA Super World Champion”. I betragtning af at Ward næste gang skal møde Paul Smith i en catchweight kamp på 172 lbs, kan vi vist godt begrave den titel igen. EBU-EU titlen indehaves af Andrea di Luisa, ham kendte jeg da, men Europamesteren hedder Hadilah Mohoumadi. Jeg bliver nødt til at indrømme at jeg overhovedet ikke anede hvem han var. Super-Mellemvægt har ikke længere inkarnerede boksefans opmærksomhed. I hver fald ikke når boksetossen er mig.

Kommende Sauerland stævne i Ballerup ser lovende ud, måske skulle man tage derover? Fire danskere på plakaten og nordmændene kan glæde sig over et nyt norsk opgør mellem Tim-Robin Lihaug og Arne Ernstsen. Svenskerne har indtil nu Anthony Yigit og Otto Wallin og se frem til, selvom jeg ikke kan se at Wallins modstander Oleksei Mazikin skulle være noget større step up i kvalitet. Der må komme adskilligt flere kampe hvis stævnet allerede skal starte kl. 18.

 5/5-2015

Manner, manner hvor der det længe siden at vi har haft boksestævne to lørdage i træk her i Danmark. Anders Vester er tilbage på banen efter 13 års pause og starter stille og roligt op som han også gjorde dengang. En kamp røg i sidste øjeblik, da en debutant ikke klarede lægechecket. Det var noget med øjnene, er der andre krav for professionelle end amatører? Stefan Mølholt har da bokset mange amatørkampe og jeg har da set ham ved JM. Nå, med kun tre kampe a fire omgange og to seks omganges kampe kneb det selvfølgelig med at få tiden til at gå mellem kampene, men det var godt for ølsalget og der var trængsel i rygerummet udenfor. I de gode gamle dage før de pengebegærlige internationale amatørledere troede at de skulle score penge på amatørbokserne, havde Vester sat 3-4 amatørkampe ind og så havde det hele passet sammen. Heldigvis gik fire af de fem kampe tiden ud, så pauserne ikke blev alt for lange. Når man så på modstandernes rekordlister var man lidt bange for hvor holdbare de var, men de gjorde hvad de kunne. En a dem blev kørt over i første omgang, og den slag sker, men de fire andre gjorde hvad de kunne og to af dem var lige ved at gøre det for spændende. Kim Thomsens modstander var hård i filten og overlevede en hård gulvtur efter en at Kims højre uppercuts der ville noget. Polakken kom op igen og havde Kim i gulvet i sidste omgang og hvis vi ikke havde haft sved på panden tidligere ved ringside, så fik vi det i de sidste 30 sekunder af fjerde omgang. Som Kim sagde bagefter: ”Han havde mig ikke RIGTIG rystet”. Det er i orden, det han gjorde var rigeligt for vi tilskueres sjælefred. Mark Graversen kom tilbage efter en laang pause og det kunne man godt se på manglende rutine og afstandsbedømmelse. Mark gjorde det alligevel godt, og selvom han virkelig var i stormvejr i sidste omgang da han gik død for kræfter, fik han reddet en stor sejr hjem. Jeg kan godt forestille mig at far og søn Vester har siddet og bidt negle et par gange i aftenens løb, da de ikke skulle have nogle boksere til at blive slået ud og få karantæne hår næste stævne kun er fire uger væk i Holstebro. Der er næppe nogen der tjente penge på stævnet i Hornslet. Det var vel besøgt ved ringide, men der var selvfølgelig ikke TV dækning. Lad os håbe at det kommer. Ingen penge uden TV! Så var det da også ganske morsomt at indvejningen foregik på Hornslet Gamle Kro. Der friede jeg til min kone for godt 40 år siden, men det er en helt anden historie.

Sauerlands stævne i lørdags blev som sædvaneligt sendt på to forskellige kanaler, hvor jeg kun har adgang til én. Derfor har jeg kun set de tre kampe fra TV3+, men det var da også rigelig til at man hoppede i sædet og fik nogle panderynker på Team Sauerlands vegne. Man nåede lige at vise at Oscark Ahlin havde tabt til franskmanden Bernard Donfack. Det var da også en katastrofal matchning for Ahlin. Sådan en mand er han slet ikke klar til på dette tidspunkt af karrieren. Mangler man Hagen Döring som matchmaker? Allerede i Kolding i 2013 fik jeg mine tvivl om Oscar Ahlins formåen efter at have set hans kamp mod Serhiy Demchenko. Det er muligt at Donfacks rekordliste ikke ser imponerende ud hvis man ser på det nøgne tal, men har er lysår foran Ahlin i ringerfaring. Derfra gik vi lige direkte til katastrofen. Jeg har selv ved rigside i Frederikshavn da Abdul gik kold i sidste halvdel af kampen mod Ribchev, men vi tog vel alle for givet at den sag var under kontrol igen.  Bevares hans modstander Cospolite var en hård nød, men sådan en skal knækkes på vejen op. Søren Larsen forsøgte at sige til Khattab at han skulle bruge sine ben til at finde afstanden med og støde lige stød for at holde franskmanden væk med. ”Glem alt om de store højre sving, de koster alt for meget”. Abdul forsøgte at fighte sig til en sejr mod en modstander, der var alt for hårdfør på dette tidspunkt af hans udvikling, og det gik slet ikke. Det var uhyggeligt at se Khattab gå kold så hurtigt, jeg forstår godt at Mikkel Kessler var oppe i ringhjørnet bagefter for at spørge hvad der var galt. Selv troede jeg at der var noget rigtig galt med Abdul fysisk, men det var heldigvis ikke tilfældet. Rashid Kassem var igen gemt af vejen allerførst i programmet. Hvorfor det? Han leverer varen så det kan ses! Bare ikke at TV og de publikummer der først kommer langt hen på aftenen, og i nogen tilfælde er så overrislede at de har svært ved at finde ud af i hvilken retning ringen befinder sig.

Med forhåbentlig svensk tilladelse vil jeg som sædvanlig gå let hen over Klara Svenssons kamp. Jeg havde egentlig troet at hun godt kunne klare Farias, som fysisk er en vægtklasse mindre, men sådan skulle det ikke være. At en kampleder tæller lidt langsommere når det er hjemmebokseren der er i gulvet, er bare sådan det er, så det lykkedes Klara et tabe på point i stedt for at være blevet slået ud i femte omgang.

Patrick Nielsen mod Ruben Acosta. Okay det var ikke kønt, men bagefter står der på lystavlen at Patrick vandt en næsten shut-out pointsejr efter 10 omgange. Vi kan sige mange dårlige ting om Patricks indsats, men det eneste vigtige er at han vandt. Han boksede efter kun 14 dages seriøs træning og var 2-3 kg. over sin idealvægt. Han var med til at redde showet og det skal han have ros for. Og lad os så få den kamp mod Rudy Markussen!

For nyligt var det nogle læsere der på diverse boksesites anmeldte en ny bog om amatørboksning. De fandt den voldsomt skuffende, men jeg tror at man er blevet vildledt af nogle ting som forlaget har skrevet i deres egen promotion og også bagside teksten af bogen som ikke er skrevet af forfatteren. I mange, mange år fulgte jeg ikke med i amatørboksningen, så derfor synes jeg at det er en ganske udmærket bog. Der er masser af sjove historier om boksere jeg slet ikke har hørt om, eller i hvert fald skulle tænke mig meget godt om for at kunne huske.

 5/3-2015

Bokseres alder er ved helt at miste betydning. Da min bokseinteresse startede var boksere i de lette vægtklasser udbrændte når de var sidst i tyverne og sværvægtere der modnede senere blev anset for færdige senest når de var 33 eller 34 år. Henry Cooper blev regnet for meget gammel da han stoppede karrieren som 36 årig og at ”Gamle Hansen” kunne bokse på højt plan til han var 39 år var helt utopisk. Nu er der mange boksere i fyrrerne og ikke kun stakkels ringvrag fra Østeuropa som er nødt til at tjene til det daglige brød på den måde, men der er masser af topboksere der er over eller nær det skarpe hjørne. Brødrene Klitchko har været med på topplan i mange år og Vitaly stoppede som 41 årig, mens lillebror Wladimir er fyldt 39 når han bokser sin næste kamp. Bernard Hopkins er netop fyldt 50, og der er ingen der kan sige om han haft sin sidste kamp endnu. Andre der har været væk fra ringen i en årrække dukker op igen. Harry Simon der for 13 år siden boksede i Cirkusbygningen i København mod Armand Krajnc vandt i 2013 IBF International titlen i letsværvægt. Om han stadig skal anses for aktiv ved jeg ikke, men titlen er ikke gået videre til en anden bokser. Henry Maske var 43 år da man lavede den kuriøse revanchekamp mod Virgil Hill, men han trak sig så tilbage igen efter den kamp. Det gjorde Virgil Hill til gengæld ikke for han skulle også lige have en afskedskamp. Den havde han så i lørdags hjemme i Bismarck, North Dakota  hvor han vandt i anden omgang mod Jimmy Campbell. Hill var 51 år, men nu skal det også være slut siger han. Og så er der nogen der klager over at Robert Larsen debuterede som professionel i lørdags. Åh herregud, han er da kun 39 år.

Ved samme stævne debuterede Dina Thorslund også med en sejr. I ringhjørnet havde hun Allan Vester. Det må have moret Allan at se sin gamle modstander Turgay Uzun bokse stævnets hovedkamp. Det er i år tretten år siden Allan vandt på point over Uzun i en kamp i Århus Stadionhal. Allan Vester scorede oven i købet et af sine sjældne knock downs i denne kamp. 

Man kan ikke klage over matchningerne ved stævnet i Hamburg hvis man lager øjnene glide over et stævne samme dag i Tjekkiet. Det var en af den slags stævner hvor østlandeboksere skal have en sejr på rekordlisten for at kunne bokse flere kampe i England og Tyskland. Derfor serveres nogle totalt håbløse modstandere og af tretten kampe endte de tre i anden omgang. De 10 andre blev stoppet i første! I mange af disse kampe er ”Modstanderne” registreret som værende debutanter. Jeg er overbevist om af hvis man graver lidt dybere vil man finde boksere der har optrådt som ”Debutanter” mange gange bare under forskellige navne. Noget tilsvarende ses også i de baltiske lande.

Dina Thorslund står til at skulle have sin næste kamp 25. april i Hornslet hvor Anders Vester vil arrangere stævne. Første gang i Århus svipsede det, så lad os håbe at det bliver til noget denne gang. Ved samme stævne vil Mark Graversen tilbage i ringen efter en pause på over 12 år. Han boksede sin sidste kamp i Vesters sidste stævne i Kjellerup, men han er kun 35 år, så det kan sagtens være at han har noget i sig endnu. Marks eneste nederlag var til en noget større og tungere Chris Nembhard, og noget af årsagen var som jeg husker det en tommelfinger i øjet.

En bokser der så til gengæld sluttede sin karriere tidligt (28 år) er Kasper Bruun der stopper efter nederlaget i Italien til Michele Di Rocco. Det er ham vel undt at stoppe nu for foruden 22 professionelle kampe havde han også en lang amatør karriere. Nederlaget i EM titelkampen var Kaspers eneste rigtige nederlag. Der er to tekniske afgørelser på rekordlisten, en uafgjort og en tabt, men begge er afgørelser truffet efter at Kasper har fået en øjenskade og i princippet er intet afgjort før det sidste gong-gong har lydt, selvom Kasper var lidt ude at svømme i begge kampe. Samme mand som forårsagede Kasper Bruuns første nederlag, Anthony Yigit, stor også for endnu en danskersejr i sidste Sauerland stævne i Frederikshavn. Kim Poulsen havde chancen, men blev simpelt hen kørt over og stoppet i sjette omgang af Yigit. Kim kunne slet ikke få sin boksning til at virke og magtede ikke at hugge hælene i og stoppe Yigits angreb. Flot af Yigit som er blevet bedre efter en usikker start med blandt andet en uafgjort kamp mod Tony Pace. Kim vil prøve at arbejde med en mental træner, og jeg tror at det kan være en vældig god idé, for Kim kan godt, han skal bare lære at tro på sig selv når han står i ringen. Det er selvfølgelig dejlig let at sige, når man står på den sikre side af tovene.

Jeg vil overhovedet ikke prøve at skrive navnet på Patricks kommende modstander ved næste stævne i Ballerup. Uden tvivl vil jeg komme til at stave det forkert og udtale det kan jeg heller ikke (Jeg glæder mig til at høre Tukka forsøge sig), så kan vi ikke nøjes med at kalde ham ”Comanche Boy”. Et kig ned over hans rangliste viser at tallene er meget flotte, men modstanderne har ikke været imponerende. Comanche Boy har været ude af hjemstaten Oklahoma to gange og den ene gang tabte han. Jeg tror at der er lidt ”Fighting Hillbilly” over ham, han vil gøre et ærligt forsøg, men jeg tror på en hurtig sejr til Patrick. Hvis vi så får en Dennis Ceylan i ringen i samme stil som sidst i Frederikshavn skal det nok blive et godt stævne set med danske briller…

 3/2-2015

I en stort opsat artikel skriver Mikkel Kessler at hans karriere er slut og han trækker sig tilbage som boksepensionist. Hvis man læser andet end overskriften får man dog en lidt anden udmelding. Mikkel siger sådan set ikke andet end det han har sagt hele tiden. Han er parat til at bokse den store kassekamp mod Froch eller Ward ellers er han ikke interesseret. Problemet er at for hver dag der går bliver Mikkel mindre og mindre interessant set som modstander i en storkamp. Efter at have bokset anden gang mod Carl Froch, forsvandt Kessler simpelthen fra boksningen. Siden i sommer har man prøvet at slå på jungletrommerne for at få organiseret en kamp til ham, men desværre er det ikke til at finde en modstander som kan generere en kamp af den størrelse som Mikkel ønsker. For et år siden burde han have bokset en holde i gang kamp som dem mod Bouadla i Parken, for at holde gryden i kog, men han forsvandt bare fra bokseverdenen. Jeg betragter ikke avisartiklen som et farvel til boksningen, men snarere et desperat forsøg på at holde sig i mediernes søgelys. Der skal til at ske noget meget snart hvis der skal blive flere kampe, men meget håb har jeg ikke for at det sker.

Jyske Mesterskaber sidst week-end var den tyndeste forestilling jeg kan erindre. Der var noget i retning af 30 kampe fordelt over tre stævner. Så tidlig er jeg aldrig kommet hjem lørdag aften. Jeg var ikke engang blevet sulten til natmaden, der er en fast bestanddel af den bokse week-end. Nogle år har jeg været temmelig uenig med dommerne, men i år gik det helt fint. I ungdomsklasserne var der nogle tabere der ikke brød sig om dommerkendelsen, men det var kun i letsværvægtfinalen hvor Rajab Sarwari fik sejren over Ditlev Rossing at jeg var lodret uenig. Jeg syntes som så mange andre at Rossing vandt klart, men Sarwari fik alle tre dommerstemmer, så det må jeg tage til efterretning. Vi har før set kampleder Hammer være hård i filten og diskvalificere boksere i sidste omgang af en kamp de er ved at vinde, men det er ham der bestemmer i ringen. Hans måde at lede kampene på er at hvis bokseren ikke kan forstå at de skal holde sig til reglerne selvom han har sagt det flere gange, så er det farvel og tak. Sjovt at se comeback til Kim Thomsen i supersværvægt. Han kan stadig bokse ”Den gamle” og punch i næverne er der stadigvæk. I semifinalen blev Tim Voss slidt op (Det kneb også med luften allerede fra midt i anden omgang) og i finalen blev Wesley Højbøge knock outet af en gevaldig højre. Adam Bashanov var god i sine kampe i mellemvægt. Hvordan hans modstander i finalen Daniel Blengsli kunne tage imod så mange kropstød går over min forstand. Der var også tre kvindekampe søndag eftermiddag, det var tre for mange.

Der er ni kampe til stævnet på lørdag i Frederikshavn og det er igen en blanding af danske og norske. For os danskere er de fire norske kampe bare noget der skal overstås, og jeg forstiller mig at når vi skal igen med de tre sidste danskerkampe er næsten alle de norske tilskuere gået i byen efter mere øl. Rachid Kassems modstander Gyula Tollosi siger mig intet, men mon ikke Kassem ordner ham uden de store problemer. Lidt anderledes ser det ud for Abdul Khattab. Hans modstander Alexey Ribchev er en erfaren herre, der har været i mange store kampe. Rekordlisten ser lidt blakket ud, men hvis han er i ordentlig træning kan han godt give Abdul problemer. I de sidste nederlag har Ribchev set noget utrænet ud med en lille mave, men har han trænet hårdt til denne kamp kan Abbduls manglende slagkraft gøre at han må ud i alle otte omgange. Micki Nielsen måtte ud alle 10 omgange i to tilfælde sidste år, og hans modstander den meget erfarne Brasillianer Dos Santos er ikke en der bare lægger sig ned, så det bliver interessant at se om Mickis punching power kan slutte kampen før tid. Dos Santos må være en mand på vej ned, så Micki skal vinde denne kamp for at komme videre. Sejr er også et ufravigeligt krav til Dennis Ceylan i kampen mod Cristian Montilla. Først gang gik Dennis syg i ringen og fik reddet sg en uafgjort. Anden gang de skulle bokse var Dennis syg igen, men valgte heldigvis at melde afbud, så det er nu slaget skal slås. En overbevisende sejr til Ceylan vil bringe hans karriere på ret kurs igen. Den mest interessant kamp set med danske briller er Kim Poulsens kamp mod Anthony Yigit. Sidst fik Yigit en sejr på tecnical decison efter at Kasper Bruun ikke kunne forsætte efter at de havde stødt hovederne sammen. Jeg siger ikke at Yigit gjorde det med vilje, men han gjorde ikke alverden for at undgå det. Det er en meget interessant kamp. Kim er den fysisk større mand, så med mindre der er en klausul om at komme ind under 147 pounds som er grænsen for weltervægt, er den en fordel der. For godt et år siden så vi Kim udbokse Puriya Haidari og hvis han som det påstås har forbedret sin slagkraft efter han er flyttet til Østrig ser jeg ikke nogen grund til at han ikke skal kunne slå Yigit med en god koncentreret indsats. Yigit har i nogle kampe haft svært ved at få det til at køre, og har aldrig bokset mere end seks omgange så det kan blive en meget spændende at se hvordan den kamp udvikler sig.

 

 6/1-2015

Efter kampen mellem Tim Bradley og Diegos Chaves der endte med en spilt uafgjort efter 12 omgange, var der en masse kritik af dommen og navnlig Julie Ledermans score på 116-112 til Chaves. Først her i juleferien har jeg haft lejlighed til at se kampen, og jeg kan ikke se hvad der er problemet. Mange af omgangene er uhyggeligt lige og kan scores til begge sider. I ”de gode gamle dage” havde det været en kamp hvor der var blevet scoret mange uafgjorte omgange. Min score lyder på 115-113 til Bradley, men der er tre omgange (Alle til Bradley) som jeg har sat et spørgsmålstegn ved fordi de var så lige. Hvis jeg ser kampen igen vil jeg måske score en eller flere for Chaves og så har jeg en anden vinder eller en uafgjort kamp. På nettet har jeg fundet det officielle scorecard og det kan man få meget sjov ud af at se på. Der er fire omgange med fuld enighed til Brandley og tre med fuld enighed til Chaves. De sidste fem omgange er alle gået med stemmerne 2-1 til Chaves. Hvis man laver en ”Majority Score” vinder Diego Chaves med 116-112 hvilket pudsig nok netop er Julie Ledermans score. En anden detalje er at Lederman ikke i en eneste omgang har begge sine meddommere imod sig. Enten er hun helt enige med de andre dommere i syv omgange eller også har hun en af sine meddommere med sig i sin afgørelse. Burt Clements der scorede kampen for Bradley har i tre af de fem omgange sine to meddommere imod sig. Nå, der var ikke nogen der tabte, så skal vi ikke bare sige som Don King: ”Der kan blive en fremragende rematch”. Når det er så tæt er skal der altid være plads til debat. Et røveri som den dødssyge første kamp mellem Bradley og Manny Pacquiao var der ikke tale om.

Det sker ikke så meget mere, men i USA var det i mange år normalt at præsentere tidligere og nuværende boksere i ringen før hovedkampen. Dengang var der så mange stævner at man ofte præsenterede hovedkæmperne til det næste stævne for at vise dem frem for potentielle billetkøbere. I Madison Square Garden var det meget normalt at præsentere store gamle mestre som Gene Tunney, Jack Dempsey, Joe Louis og Sugar Ray Robinson før de store kampe. Ved et par andre stævner har jeg set andre kendte boksere. For eksempel dukker der engang en nydelig ung sværvægter op i jakkesæt, hvid skorte og slips. Han præsenteres lidt ukorrekt som Marcellus Cassius Clay og er endnu langt fra den meget selvpromoverende Muhammad Ali som han blev senere. Der bliver pebet lidt af ham, så det kan godt være at det er umiddelbart efter kampen mod Doug Jones. En anden gang er det den tidligere verdensmester i sværvægt Max Baer der bliver introduceret. Og så kan Naseem Hamed og Chris Eubank godt stoppe med at diskutere hvem der opfandt springet over tovene, for efter at have hilst på publikum og bokserne springer den evige klovn Max ud over tovene da han forlader ringen. Dette sker i 1958 kun et år inden Max Baers alt for tidlige død i en alder af kun 50 år.

I 1997 stoppede Søren Søndergaard i KB Hallen uden særlige problemer en amerikaner der blev introduceret som Kelcie Herron Banks i første omgang. Det var en let kamp for Søren, men der er meget mere bag navnet Kelcie Banks. I firserne havde han været en af de største stjerner i amatørboksningen i USA og vandt både VM i 1986 og Amerikansk mesterskab og Pan-AM games i 1987. Han kvalificerede sig til de Olympiske Lege med at besejre Ed Hopson og Jessie James Leija, men så skete der en katastrofe. Han trak en nærmest ukendt hollænder ved navn Regilio Tuur i første runde og måtte forlade legene med et sviende nederlag på knock out i første omgang. Det var selvfølgelig ikke den bedste baggrund for at sætte sig til forhandlingsbordet for at planlægge den kommende professionelle karriere. Han  kom godt nok i gang, men kunne slet ikke enes med nye managere og promotorer. Det endte med at forsøgte selv af promovere karrieren, men det gok slet ikke og han tog kampe som han slet ikke skulle have sagt ja til og ødelagde sin karriere med dumme nederlag. Til sidst var han desillusioneret og holdt lange pause mellem kampene uden at træne. Da han tog kampen mod Søren Søndergaard havde han ikke været i ringen i 26 måneder og de danske fans fik aldrig set noget af det store talent han havde haft. Det blev også hans sidste kamp, selvom han nogle år senere forsøgte at få licens igen, men det blev heldigvis ikke til noget. I starten af karrieren boksede han forkampe ved stævner i Las Vegas, og at man troede på ham kan man se af de modstandere han fik, for de var ikke inviteret for at vinde. I sin fjerde kamp møder han ved navn Benji Vigil som er en af de ringeste professionelle boksere jeg nogensinde har set. Vigil introduceres som 15-0 men dengang som altid var der inflation i tallene for Boxrec siger 5-0. Vigil bokser stift oprejst og kan overhovedet ikke ramme Banks. Punch Stats efter første omgang siger fem træffere at 70 slag i første omgang, og i anden omgang har Banks ikke noget problem med at stoppe skakkels Vigil som aldrig boksede mere.

Efter boksemæssig tørke i 2014, må vi nu håbe på et bedre i 2015. Sauerland har allerede annonceret stævne i Frederikshavn 7. februar, men udover Dennis Ceylans udsatte kamp mod Montilla og Micki Nielsen i potential hovedkamp mangler der noget til at trække tilskuere. Placeringen i Frederikshavn tyder på norske og svenske boksere på kortet, men hvem udover Alexander Hagen ved vi ikke noget om. Cecilia Bräkhus er ikke sansynlig så måske Tim-Robin Lihaug? I Århus vil Anders Vester prøve igen. Han har før været manden der kunne trække en kanin op af hatten, så måske kan han score en TV aftale, der kan få gang i dansk boksning igen. Det lykkedes i sidst halvfemserne med mange rigtig gode stævner da han først var kommet i gang.

 

 26/11-2014

Man kan ikke lade være med at tænke på hvor få gange topboksere bokser om året nu til dags. Mikkel Kessler er en af dem der holder meget lange pauser mellem kampene, uden at have nogen holde i gang kampe ind i mellem. Før i tiden var det meget anderledes. I oktober 1948 besejrede Sandy Saddler Willie Pep i en kamp om verdensmesterskabet i fjervægt. Tre en halv måned senere mødtes de i en revanchekamp. Inden da havde Pep haft to 10 omganges kampe, og Saddler havde haft FEM ikke titelkampe ind i mellem. Godt nok blev to af modstanderne stoppe hurtigt, men der var tre kampe der gik tiden ud. Der var ikke meget tid til at komme ud af form mellem titelkampene. Tilbage i tyverne boksede Harry Greb op til 35 kampe om året. Han boksede sig i form i stedet for at træne for meget. Da han ved nytårstid 1926 skrev kontrakt om et titelforsvar mod Tiger Flowers allerede den 26. februar, var det bare med at komme i form. Det gjorde han ved at bokse 6 kampe spredt ud over hele Nordamerika: Toronto, Canada – Omaha, Nebraska – tre i 3 forskellige byer i Californien og en i Phoenix, Arizona. Den sidste bare to uger før kampen mod Flowers. Og husk så lige på at dengang var det ikke bare at hoppe på et indenrigsfly, næ man måtte tage toget fra sted til sted. Det var noget af en kampagne og det endte også med at Greb tabte kampen mod Tiger Flowers. Greb var et besynderligt menneske. Han boksede 300 kampe i karrieren og over halvdelen af dem selvom han var blind på det højre øje. Det venstre var heller ikke for godt til sidst, så afstandsboksning var ikke noget for ham for så kunne han ikke finde modstanderen. Ind og holde med den ene hånd mens han slog med den anden. Kønt var det ikke, men han vandt en forfærdelig masse kampe på den måde. Som mange andre boksere der tjente mange penge var Greb også begejstret for store og hurtige biler. Det er uhyggeligt at tænke sig at han drønede afsted på landevejen, med det begrænsede syn han havde. Han var også involveret i adskillige spektakulære trafikulykker der burde have taget livet af ham, men i stedet døde han efter en operation der skulle forbedre hans udseende efter en endt karriere. Ved en af skæbnens tilsnigelser døde hans gamle modstander Tiger Flowers næsten samtidig på et operationsbord under en operation der skulle hjælpe på hans svigtende syn. 

Tilbage til Willie Pep. Før de fire kampe mod Saddler var Pep med i et mindre fly der styrtede ned i New Jersey. Tre døde og 18 blev kvæstet heriblandt Pep der havde et brækket ben og to brækkede ryghvirvler. Det betød fem måneders sygeleje og ingen indtægter. Straks han var kommet på højkant begyndte han at træne igen. 17 juni 1947 stod han i ringen igen og i løbet af 66 dage havde han syv kampe. Det var selvfølgelig ikke så heldigt i lyset af den erstatningssag han havde anlagt mod flyselskabets forsikringsselskab. Han fik kun en ubetydelig erstatning, da forsikringsselskabet kunne påvise at han ikke havde lidt varig skade og snarere var bedre end nogensinde. De havde en meget god sag for da Pep senere mødte Saddler første gang, hed hans rekordliste 134-1-1. Helt så heldig var Sandy Saddler ikke, hans karriere stoppede pludselig da den taxa han sad var impliceret i en ulykke. Saddler fik så slemme skader i hovedet at hans syn blev så forringet at han ikke kunne bokse videre.

Jeg kan da kun ønske Team Sauerland held og lykke med det kommende stævne i Falkonercentret, men jeg har lidt svært ved at se hvem der skal trække tilskuerne ind. Sidste skud på stammen er en tidligere røveridømt Mogens Palle bokser der ”Trak sig tilbage” efter fem sejre i lige så mange kampe. Han skal nu angiveligt bokse i cruiservægt, så han er da blevet noget større end da han i 1998 boksede i letmellemvægt. Hans kamp bærer præg at kuriositet og kan ikke bringe flere danske tilskuere på lægterne. Noget mere spændende ser det ud 14 dage senere i Albertslund med fire gode kampe annonceret. Dennis Ceylan kan revanchere sig for sin sidste uafgjorte kamp, hvor sygdom åbenbart spillede en rolle. En god indsats mod Montilla og Dennis er tilbage på banen igen. Skoglunds kamp mod Glen Johnson og Micky Nielsens mod Gusmyr Perdomo er begge kampe hvor ungdommen skal besejre erfaringen, Der bør og skal kunne lade sig gøre, men i begge kampe lurer muligheden for en overraskelse. Patrick Nielsen fik skiftet modstander til polakken Lukasz Wawrzyczek. Det ligner en lidt sværere opgave for både Patrick Nielsen og Ringannounceren end Tyskeren Mittag, men mon ikke det skal lykkes for dem begge at klare opgaven. Så er Patrick også tilbage, men til hvad? Skrækscenariet er at prof. boksning bliver lovliggjort i Norge, så de norske boksere forsvinder nordpå. Ikke så meget bokserne, men alle de gode Viasat kroner er svære at undvære hvis der skal drives boksning i Danmark uden Mikkel Kessler.

 9/11-2014

Det eneste der snart kan holde dansk boksning oven vande er at der kommer en ny Mikkel Kessler kamp, men desværre har jeg på fornemmelsen at det ikke kommer til at ske. Der er simpelthen gået for lang tid inden man kom i gang, og nu er alle ønske modstanderne låst af andre kampe. Desværre ser det også ud til at det eneste Mikkel er interesseret er direkte kassekampe, og dem er der ikke rigtig nogen ledige af. For at holde gryden i kog var det optimale at Kessler to en holde i gang kamp lidt a la Bouadla kampen i Parken. Der er gået al for lang tid siden Kessler boksede mod Carl Froch for anden gang, til at han er interessant til et topopgør mod folk som Andre Ward eller Andre Dirrell. Selv Froch ved ikke hvad han vil i øjeblikket. Måske kan det vise sig at der efter Sauerland har måttet skifte TV kontrakt at der endelig bliver plads til en Mikkel Kessler – Arthur Abraham kamp. Det er sidste udkald for en kamp som skulle have været lavet for flere år siden, men den kan stadig skabe Interesse som en PPV kamp – Og så er det i øvrigt en af kampe som Kessler kan vinde!

Andre gange gælder det bare om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Efter tre nederlag i træk i mellemvægtskampe, havde Iran Barkley haft to kampe i letsværvægt (hvor han i øvrigt kom ind 1 lb. over vægtgrænsen) mod absolut sekundære modstandere. Nu sad han i en promotors forkontor og håbede på at kunne få en kamp for der var absolut lavvande i kassen. Mens han sidder og venter får promotoren en opringning der aflyser hovedkampen til det kommende stævne. Darrin van Horn skulle forsvare sin IBF Supermellemvægt titel ugen efter, men stod pludselig uden modstander. Promotoren kom ud i forkontoret og spurgte om Barkley kunne bokse på 168 lbs. ugen efter. Egentlig burde svaret have været nej, men da Barkley hørte pursen greb han chancen. Han sultede og tørstede en uge og kom ind lige på vægtgrænsen. Barkley var klar over at han var nødt til at gøre det til en kort kamp, og minsanten om han ikke var heldig og stoppede van Horn i anden omgang efter tre gulvture. En ting var sikkert – Den titel kom Barkley aldrig til at forsvare. Han forsvandt op i letsværvægt og boksede i sine senere år som en oppustet sværvægter. Darrin van Horn var begyndt prof. karrieren fem dage før sin 16 års fødselsdag og havde alt for mange kampe i en ung alder. Senere begyndte han at vise tegn på hjerneskade og fik også frataget sin licens efter at en hjernescanning havde vist at der var problemer. Man kan sammenligne hans karriere lidt med Wilfred Benitez som også havde alt for mange kampe som ganske ung. 

En anden der også var på det rette sted på det rigtige tidspunkt, eller i hvert fald havde de rigtige forbindelser var bantamvægteren Kelvin Seabrooks. Hvordan i alverden gik det til at han fik en kamp om det ledige IBF bælme når han havde en rekordliste på 21-13 og var blevet stoppet tre gange. Bevares i sin sidste kamp havde han vunder USBA titlen i en kamp han heller ikke var spået at vinde. Nu stod man i Cartagena, Colombia og skulle bruge en modstander til den lokale helt Miguel Maturana. Det var absolut ikke meningen at Seabrooks skulle vinde, men kan knock outede alligevel Maturana i femte omgang. Det har næppe været populært i Cartagena! Seabrooks forbindelser rakte åbenbart ikke til store kampe i hjemlandet, så han måtte tage til udlandet for at forsvare sit titel. Han gjorde det virkelig ”The hard way” for han boksede to gange i Frankrig og en gang i Italien og alle tre gange stoppede han sim modstander. Det var dengang som nu ikke nogen dårlig ide, ikke at overlade den slags til sidedommerne. Navnlig i kampen mod Thierry Jacob havde Seabrooks heldet på sin side. Han havde været tre gange i gulvet og var mega langt bagude på point, da Jacob valgte at blive på sin stol efter 10 omgange på grund af en kombination af udmattelse og øjenskader. Så fik han endelig to kampe i Atlantic City som dengang var ved at overtage Las Vegas førerposition som boksningens Mekka. Desværre var modstanderen Orlando Canizales og han var bare for god og stoppede Seabrooks i begge kampe i henholdsvis 15. og 11. omgang. Ingen skam at tabe til Canizales – Han blev en af de helt store og styrede bantamvægt og super-bantam med hård hånd i de næste fem år.

Fra ikke at have nogen boksestævner i udsigt, er der pludselig annonceret to. For os jyder er det en skam at de begge er i Københavns området, men det må vi jo finde ud af at leve med. Jeg har lidt svært med at hidse mig op over de kampe jeg indtil nu har set til stævnet i Falkonercentret, men det andet stævne 13. december ser allerede interessant ud. Patrick Nielsen i kamp igen og Erik Skoglund i kamp mod den gamle veteran Glen Johnson. Der er ikke noget Johnson ikke har set før, og ikke noget der kan gøre ham bange. Han anerkender kun et eneste af sine nederlag. Han accepterer fuldt ud at Bernard Hopkins var meget bedre end ham, men ellers mener han at han har været offer for mange dårlige point afgørelser, og nogle stykker har der i hvert fald været. Det bliver spændende at se hvad Skoglund kan gøre mod den erfarne højrefodsbokser. Skrækscenariet er at Skoglund får en bokselektion i stil med den Tom Bogs i sin tid fik af Emile Griffith. Logikken siger at alderdommen må vige for ungdommen, men boksning og logik behøver ikke at være det samme.

Og lige til slut tillykke til Kim Poulsen med knock out sejren i Østrig. 

 14/10-2014

Jeg har lige kopieret en hel del kampe med Thomas Damgaard og har selvfølgelig kikket med under kopieringen når jeg havde tid. Efter nogle kampe gik det op for mig hvem det var han mindede mig om. Det lyder helt åndssvagt, men jeg syne han ligner Rocky Marciano i sin måde at bokse på. Vel er der fire-fem vægtklassers forskel og vel er Thomas højrefodsbokser, men alligevel er der lighedspunkter. I praktisk talt hver eneste af hans kampe mødte han som Marciano en modstander der havde fordel af højde og rækkevidde, men alligevel kunne modstanderen besejres. Thomas havde en aggressiv boksestil og gik direkte på modstanderen, og alligevel blev han ikke ramt så meget som man kunne frygte. Masser af kropstød gjorde deres virkning og ligesom Marciano kunne Thomas godt have en lidt liberal holdning til hvor modstanderes bæltested befandt sig. Ikke at jeg vil kalde Thomas Damgaard en beskidt bokser, når man slår så mange slag vil der være nogle svipsere. Thomas havde en forbløffende karriere startende med at vinde Europamesterskabet i sin tiende kamp i et bråvallaslag med Jose Manuel Berdonche. Senere hævnede han Søren Søndergaard og Gert Bo Jacobsens nederlag til Khalid Rahilou ved at knock oute Rahilou i fjerde omgang foran et ellevildt publikum i KB Hallen. Sidenhen blev det til nogle lidt mere perifere titler som IBC og WBA Intercontinental titler. Thomas fik aldrig den helt store kamp på det rigtige tidspunkt, og da han endelig fik en storkamp mod Arturo Gatti i USA var det lidt for sent i karrieren. Det blev hans eneste nederlag i en karriere der endte på 38 sejre og et nederlag, heraf 28 sejre før tid. Thomas Damgaard er ikke en bokser man beskriver i flotte vendinger som den store tekniker eller det store talent, men han fik tingene gjort. Man kan komme rigtig langt med et Løvehjerte.

På grund af ferie og arbejde er jeg kommet langt bagud med min boksehobby, så det er først nu at jeg har fået set på det sidste Sauerland stævne. Torben Kellers nederlag var en katastrofe der ikke burde kunne ske. Vel er Tarosyan en god bokser med et hårdt punch, men han burde have været til at besejre. Bare se hvad der sket 14 dage senere da han blev pointbesejret af den ikke særlig påagtede Fouad El Massoudi. Jeg tror ikke at det var Torbens kæbe der svigtede ham i kampen, det virkede som om psyken ikke var på plads. Det var i hvert fald ikke den Torben Keller som vi for et år siden så totalt udbokse Bradley Price over ti omgange, selvom han brækkede hånden midt under kampen. Hvis det var meningen at Team Sauerland ville af med nogle af deres boksere lykkedes det da fint ved stævnet i TAP1. Alexander Hagen førte med dommerstemmerne 20-17 hos alle tre dommere da han rendte ind i en ordentlig fuldtræffer, og Tim-Robin Lihaug eliminerede den anden nordmand Simen Smaadal i et internt norsk opgør.

Måske håber Sauerland på at kunne skabe noget stort i Norge hvis prof. boksning bliver tilladt igen deroppe, men hvad skal der blive tilbage her i Danmark? Jeg tror ikke at hallen behøver være ret stor hvis det skal være Klara Svensson der skal trække tilskuerne ind.

Er der nogle der kan huske James Scott, letsværvægtsbokseren fra Rahway Fængslet i USA dengang i sidst i halvfjerdsern?. Jeg må indrømme at jeg havde glemt alt om ham, men så så jeg en artikel der fortalt at han faktisk blev løsladt for et par år siden og nu befandt sig på et plejehjem. Der står ikke noget om det er bokserdemens der gør at han er i pleje, eller om det bare er et spørgsmål om at man degenererer totalt af at tilbringe 2/3 af sit liv i et fængsel.  Scott var ellers en af de kriminelle unge mænd der måske kunne være blevet reddet ved hjælp af boksningen. Han boksede i 1974-75 11 kampe og kun en enkelt uafgjort, resten vundne. Der var blandt andet en sejr over Jesse Burnett, og det er ikke så ringe for en så ung bokser. Så kom der desværre noget på tværs, uden at gå i enkeltheder var det noget med en narkohandel der gik galt og en person blev dræbt. Det betød at adressen temmelig permanent kom til at hedde Rahway State Prison. Det sted har huset flere kendte navne. Rubin ”Hurricane” Carter og Dwight Muhammad Qawi har begge siddet der. På et tidspunkt var der en progressiv fængselsledelse der accepterede at Scott kunne bokse kampe i fængslet og Scott gik i skarp træning. Der var jo heller ikke alverden andre fristelser, så det var noget med at i nogle timer løb han rundt og rundt langs fængselsmuren. På en dag var det normalt med 1000 mavebøjninger og 1000 armhævninget. Meget sparring og teknisk træning kunne det ikke blive til så Scott skulle leve på en jernhård fysik. Det lykkedes at lokke en del gode boksere til at bokse i Rahway og Scott besejrede folk som Eddie Mustafa Muhammad, Richie Kates og Yaqui Lopez og var pludselig på vej til tops af ranglisterne. Det skabte en lidt pinlig situation for hverken WBA eller WBC var interesserede i at få deres titler i fængsel og storpromotorer som Bob Arum og Don King ville ikke røre ved sagen med en lang kæp i hånden. Interessen for fængselsbokseren James Scott begyndte at svinde og da Scott blev klar over at ethvert håb om tidlig prøveløsladelse var ude begyndte han også at miste motivationen. Det blev til tre kampe mere hvoraf han tabte de to på point til Jerry Martin og Dwight Muhammad Quawi, så skiftede fængselsledelsen syn på boksningen og så var det slut for James Scott. Han må have kedet sig bravt de næste 30 år indtil han kom ud.

 6/9-2014

Jeg har lige været et par dage i Tyskland og så plejer jeg at købe Box-Sport i en kiosk. I bladet er der flere siders interviews med Promotor Sauelrand og BDB bokseforbundets præsident Thomas Pütz. Man kan roligt sige at de ikke har noget pænt at sige om hinanden. Sauerland er helst fri for overhovedet at tale om ham, mens Pütz til gengæld åbent siger at tysk boksning først kan genvinde tidligere tiders storhed, når Team Sauerland er forsvundet fra arenaen. Han beskriver at i Team Sauerland er Hagen Döring den eneste der har forstand på boksning, og noterer sig med glæde at han netop har forladt teamet. Jeg tror ikke at Pütz har været særlig glad for at se månedens udgave af Box-Sport, for lederen i bladet gennemgår de to interviews og betegner Pütz som en selvpromoverende sk.derik som tysk boksning bedst var foruden. Der opremses en del grunde til at Tyskland har haft en boksemæssig storhedstid, og at den største årsag til denne var netop Wilfred Sauerland. At Sauerland valgte at udflage sit firma til Østrig, skyldtes enorm dårlig opførsel fra det Tyske bokseforbunds side.

En anden artikel i bladet gennemgår de tungeste vægtklasser og finder forskellige højdepunkter for 2013. I supermellemvægt udvælges kampen mellem Carl Froch og Mikkel Kessler som årets bedste kamp, og Carrl Froch udpeges som årets bedste puncher og årets mest underholdende  bokser. Bedste bokser i vægtklassen bliver naturligvis Andre Ward, men skal han ikke snart i kamp igen? Jeg ved godt at han har store kontraktlige problemer som holder ham ude af ringen, man så må hans titler da snart erklæres for ledige. I deres ratings er Box-Sport meget venlige over for deres egne tyske boksere og boksere fra nabolandene som sikkert i mange tilfælde har forbindelse til tyske promotorer. Alligevel er det opsigtsvækkende at det som årets bedste sværvægtskamp vælger en kamp der kun var sat til at gå otte omgange, nemlig den første kamp mellem polakken Artur Szpilka og amerikaneren Mike Mollo. Szpilka vandt et bråvallaslag af en kamp hvor begge bokserne var i gulvet. For at det ikke kunne være nok boksede de en gang mere fire måneder senere hvor Szpilka stoppede Mollo i femte omgang af en lige så vild kamp. Der sker altid noget når Szpilka er med lige meget om det er i ringen eller udenfor. Det påstås at det var en bokstræner der spottede hans evner i et gadeslagsmål mellem polske fodboldtilhængere, og fik ham lokket til at bruge sine kræfter i ringen i stedet. Det hindrede dog ikke Szpilka i senere at blive arresteret under en indvejning til en kamp, fordi han igen havde været i hooligan slagsmål. Det kostede ham 18 måneder i spjældet! Sidst boksede han mod Bryant Jennings og blev stoppet i tiende og sidste omgang.  Som jeg husker det var det mistanke om hjerneskade efter kampen, og han har ikke været i ringen siden den kamp.  Heldigvis er man i dag meget mere opmærksomme på skader hos bokserne end tidligere. Navnlig i England var der tidligere nogle gruopvækkende eksempler. Eric Boon forulykkede under krigen med en motorcykel mens han var soldat og fik kraniebrud og lå i coma i længere tid. Efter et langt sygehusophold blev han hjemsendt som utjenestedygtig, men det forhindrede ikke at det professionelle bokseforbund accepterede at han fortsatte sin boksekarriere. En anden bokser havde så lidt syn på sit venstre øje at militæret nægtede at indkalde ham, og det i en tid hvor man havde brug for næsten hvem som helst. Jamen, så forsatte han da bare med at bokse professionelt – der var ikke en eneste læge der opdagede at han var praktisk taget blind på venstre øje. Det mærkelige var at det ikke var nogen hemmelighed i boksekredse. Modstanderne vidste at de skulle slå lange højre sving, for dem havde han ikke en chance for at se komme.

Samtidig med at Ayub Kalule boksede i Danmark var der en rigtig dygtig bokser fra Nicaragua der hed Eddie Gazo. Han kom aldrig til at møde Kalule med de havde flere fælles modstandere. Gazo fik lokket WBA mesteren Miguel Angel Castellini til Nicaragua og vandt titlen på point. Det gjorde ham til en modig mand med titlen. Han havde tre titelforsvar i Japan og Korea hvor man skal være heldig for at få bæltet med hjem igen. Først vandt han på knock out over Koichi Wajima, og det kunne man jo ikke rigtig ændre på. Så kom der tre point afgørelser. De to første vandt han, men tredje gang gik det galt mod Masashi Kudo. Sidedommerne fra Japan og Nicaragua holdt selvfølgelig på deres egen mand, og den amerikanske kampleder gav sejren til Kudo. Samme Kudo var i øvrigt temmelig heldig med sine hjemmekamp indtil han mødt Ayub Kalule, men det er en anden historie. Efter Kudo kampen gik det desværre hurtigt ned at bakke for Eddie Gazo. Han gode navn gjorde at han blev serveret som knock out offer for folk som Julian Jackson, Thomas Hearns og John Mugabi. Skammeligt at en så god bokser skal ende som slagteoffer. Selv til Danmark kom han. Slet ikke for at møde Kalule, men tre kamps novicen John Mortensen, som vandt på point over seks omgange. Det kan ikke have været et kønt syn.

Hvis man ser på listen over guldmedaljevinderne ved junior EM for amatører, kan man godt se hvor tyngden ligger. Der var 18 vægtklasser og Rusland og Ukraine tog 12 af dem. Der var kun seks tilbage til deling mellem resten af Europa. To til hver til England og Ungarn, en til Tyskland og en til Danmark ved Mahdi Hassan Jallow, det lover ikke godt for fremtiden.

Den italiensk/amerikanske mellemvægter Joe DeNucci var en meget populær mellemvægter i USA i tresserne. Der er dog et resultat på hans rekordliste der får en til at glippe med øjnene hvis Boxrec.coms oplysninger ellers er rigtige. I hans næstsidste kamp boksede DeNucci en kamp mod Emile Griffith og tabte med dommerstemmerne 2-1. To af dommerne havde Griffith som vinder af alle 12 omgange altså 120-108, mens den tredje dommer havde DeNucci som vinder med 118-117. Det er dog en slags forskel i opfattelse af en kamp, og også syv uafgjorte omgange! Angiveligt hed dommeren Arthur Gougen. Hvis man søger videre på hans navn i Boxrec, havde han aldrig dømt en kamp før denne og kom heller ikke til at dømme flere. Det var måske en ganske god idé.

 14/8-2014

Som rigtig mange andre boksere har George Chuvalo nu også været med til at skrive sine memorier. Jeg skriver med til, for praktisk alle har en såkaldt ”Ghostwriter” til at hjælpe til med det sproglige. (”Ghostwriter” er et pudsigt ord – På dansk siger man ”Neger”, men det er sikkert ikke politisk korrekt mere). Chuvalos bog er ganske velskrevet og ganske underholdende i hans beskrivelse af de mange kampe han har været med i. Som rigtig mange andre boksere mener han at han er blevet bortdømt mange gange, eller har en fantastisk god undskyldning for at tabe lige netop denne kamp. Han erkender dog helt nederlag i begge kampene mod Muhammad Ali, de er også svære at komme uden om. Til gengæld mener han at han blev snydt så vandet drev da han tabte på point over 15 omgange i en WBA titelkamp mod Ernie Terrell. Terrells manager og bagmænd var absolut nogle temmelig skumle personager, men at de kunne diktere resultatet med diverse trusler på Chuvalos hjemmebane med Canadisk kampleder er temmelig langt ude. Kampen er filmet og som jeg ser den vinder Terrell vel alle de første 11 omgange med ”jabbing and grabbing”, og Chuvalo vinder de fire sidste da Terrell er kørt træt. Så noget i retning af 11-4 i omgange til Terrell og sjovt nok er det netop de scorer som de tre dommere kommer til med ganske små forskelle. En gang vil jeg dog sige at navnlig kamplederen ikke havde helt check på hvad han havde gang i. I 1963 mødte Chuvalo Mike DeJohn i en kamp i der engang imellem tangerede det komiske. I anden omgang havde Chuvalo DeJohn trængt i tovene og ramte ham så hårdt at han lænede sig bagover og trykkede tovene så meget ned at han nærmest lå på ryggen. DeJohn rører ikke ved gulvet med nogen del af kroppen og dengang havde man ikke opfundet reglen om at en bokser var ”Down” hvis det var tovene der reddede ham fra at gå i gulvet. Chuvalo har ikke fine fornemmelser om fair play og høvler løs på DeJohn til han til sidst glider ned på canvassen. Skrig og skrål fra DeJohns ringhjørne, navnlig fra Angelo Dundee som var cornerman (Han var allerede dengang god til at få drejet tingene til sin boksers fordel, hans bror var i øvrigt storpromotor med mange meget shady venner fra Miamis gangsterkredse. Kampleder Asbury mister totalt kontrollen over begivenhederne og ender med at give DeJohn en pause på over fem minutter inden han sætter kampen i gang igen efter af have fratrukket Chuvalo to point og beordret sidedommerne til at score den 5-3 DeJohn. (5 Point must scoring system). Kampen går til sidst til pointafgørelse efter de ti omgange, men kun efter at kampleder Asbury igen har været i begivenhedernes centrum. I syvende omgang sender Chuvalo DeJohn i gulvet igen, men det lykkes DeJohn at kæmpe sig på benene selvom han er hårdt ramt. Chuvalo trænger ham i tovene og høvler igen løs og DeJohn glider ned langs tovene og sidder på gulvet. Enter hovedpersonen kampleder Asbury igen! Asbury bøjer sig ned og hiver DeJohn på benene, og Derefter giver han ham en stående tælling til otte. Nu kan jeg godt forstå hvis stakkels Chuvalo mente at de alle var imod ham, men rigtig sjovt blev det først da dommerstemmerne skulle læses op. De to sidedommere havde Chuvalo som vinder 47-42 og 46-42 og det var absolut ikke for lidt. Så kommer vi til kampleder Asburys dommerseddel – Ringannounceren er forvirret og beder Asbury komme over og bekræfte scoren som lyder på 49-49. Hvordan hulen kan den det?? Asbury har selv trukket to points fra Chuvalo, og hvad med de to knock downs scoret mod DeJohn som i øvrigt fik en så stor endefuld at han aldrig boksede mere.

I den kamp som i mange andre kan man se at den gode George har en meget liberal holdning til hvor bæltestedet befandt sig og konsekvent slog folk i nyrerne ved enhver lejlighed. Selv mener han at han ikke var så slem og det var et rent tilfælde hvis hans kropstød forvildede sig lidt. Jeg har ikke gidet tælle efter, men det siges at Chuvalo i bare den første kamp mod Ali landede over 100 for dybe stød. På et punkt er man nødt til at give ham lidt ret – Han er kun blevet diskvalificeret en gang og det var for at skalle modstanderen. Efter at være gledet af på det med de for dybe stød fortæller han lidt længere fremme i bogen at han havde an god fidus med at træde modstanderen over den forreste fod når han gik frem til angreb. Hans undskyldning er at ellers løb de rapfodede modstandere bare baglæns væk fra hans angreb. Navnlig til kampen mod Doug Jones trænede man en særlig kombination så skulle slås når træneren råbte ”Do a Doug”. Chuvalo trådte frem med venstre fod på Jones venstre fod og slog en højre-venstre-højre serie. Det virkede i hvert fald godt nok til at Chuvalo stoppede Doug Jones i 11. omgang, og det førte også til at Jones aldrig mere ville tale med Chuvalo. En sjov lille krølle som Chuvalo fortæller om dem kamp er at han den første og eneste gang i sit liv blev tissetrængende under en kamp og måtte give los i pausen mellem tiende og ellevte omgang. Han håber at der ikke var nogen der lagde mærke til det sådan som han blev overhældt med vand i pausen.  

Efter at være stoppet som bokser har George Chuvalo gået ufatteligt meget igennem. Han erkender blankt at han var en elendig og uopmærksom far under sine tre ældste drenges opvækst og ikke lagde synderlig mærke til at de drev ind i kriminalitet og heroin misbrug. To af sønnerne døde at overdosis og en tredje søn og børnenes moder tog livet af sig af fortvivlelse. At Chuvalo har kunnet bære det og leve videre viser at ikke alene han fysiske, men også hans mentale styrke må være mere end som så. Han bruger det meste af sit liv til at fortælle på skoler og ungdomsklubber om narkotikaens forbandelse. Hvis ikke han skulle vide noget om det, hvem skulle så? Som eksempel på hans styrker i ringen kan man prøve at se hans kamp mod George Foreman. Hvor vi andre mener at han var på nippet til at blive slået ihjel i ringen og at kampleder Mercante godt kunne have grebet ind noget før, mener George at Foreman var på nippet til at kollapse af at slå så meget og at han selv ville have vundet hvis kampen bare var gået et par minutter længere. 

 21/7-2014

Gennem tiderne har jeg hørt mange forskellige undskyldninger for nederlag, men denne her er ny for mig. I lørdags blev Jeff Lacy stoppet i anden omgang af Cubaneren Umberto Savigne, og efter kampen påstår Lacy at det ikke er Savigne han har mødt i ringen. Efter Lacys udsagn var det ikke den samme bokser han var sammen med ved indvejningen, men en der lignede ham, men var meget større og tungere. Det er selvfølgelig muligt at erstatte en bokser med en Look-alike, men den lyder lidt lang ude.

Det kunne selvfølgelig være sjovt at checke nogle YouTube videoer for at se om Savigne skulle have ændret udseende undervejs. Når man ser billeder fra indvejningen og sammenligner dem med Savigne i ringen ser det ud som om han har taget 10 kg. på siden vejningen. Der er bare så meget mere fylde i kroppen. Selv skuldre og arme ser større ud. Jeg er nu heller ikke rigtig lun på det Jeff Lacy come back. Han var en spændende bokser at følge, nærmest en mindre udgave af Joe Frazier, der kunne lande nogle gevaldige venstre hooks, men han blev aldrig den samme igen efter at Joe Calzaghe gennembankede ham gennem 12 omgange tilbage i 2007. Siden dengang er det blevet lige så mange nederlag som sejre, og efter problemer med skulderen er det magiske venstre hook også forsvundet.

Lige tilbage til det med den forkerte bokser i ringen. Tilbage tidlig i 60erne var der i ”Boxing News” reportage fra et boksestævne i London hvor der blandt andet var et billede af en spansk bokser i gulvet. Der gik kun et par dage, så fik ”Boxing News” et brev fra en spansk bokser der fortalt at han absolut ikke havde bokset i London den aften, men billedet godt kunne ligne hans fætter. Hvem der havde lavet numre kan jeg ikke huske, men den engelske promotor Mike Barrett lugtede straks en god reklame og ved næste stævne dukkede så den rigtige bokser op som modstander til samme engelske bokser. Resultatet var det samme – Endnu en engelsk knock out sejr.

Hvad i alverden er der gået galt med Juan Manuel Lopez? For tre år siden var ”Juanma” det hotteste hotte i Puerto Rico med 30 sejre i 30 kampe med 27 knock out sejre. Han var titelholder i fjervægt efter at være rykket op fra super-bantam. Så ramte han pludselig muren i et titelforsvar mod Orlando Salido 37-11-2 som der absolut ikke blev forventet for meget fra, udover at han skulle være en flatterende baggrund for en ny sejr. Det gik helt efter planen i starten. Salido var i gulvet i femte og Lopez var foran på point da han blev stoppet i 10. omgang. I de sidste otte kampe har ”Juanma” tabt de fire og hvad der er endnu værre, han er blevet stoppet i dem alle fire, sidste gang i lørdags. I en af de vindende kampe mod Juan Ponce de Leon var han i gulvet inden han fik vendt kampen til en knock out sejr. Han har stadig masser af punch for en så let mand, men det ser ud til at han helt har mistet evnen til selv at tage imod.

Man har før set boksere den kommer frem til em VM titel for så pludselig at styrte ned fra tinderne. Omkring 1960 var Virgil Akins verdensmester i Weltervægt, men pludselig tabte han otte af de næste ni kampe. Hans efterfølger på tronen Don Jordan gik det faktisk endnu værre. Han mistede titlen til Benny ”Kid” Paret fra Cuba (Ingen skam i det) og sluttede karrieren med kun to sejre og en uafgjort i de sidste 16 kampe i karrieren. Det var på et meget kedeligt tidspunkt i amerikansk boksning, med gangstere der kontrollerede en meget stor del af den professionelle boksning.  Som man sagde om gangsterne: ”De var såmænd ikke særlig interesserede i hvem der vandt. De ville bare vide det i forvejen, så de kunne lægge deres spil til rette efter det.” Dengang gjorde det ikke så meget for en bokser hvis han tabte en kamp, hvis han opførte sig pænt og gjorde som han fik besked på, fik han sikkert lov at vinde næste gang.

Jeg er rigtig ked af at der ikke kommer noget konkret frem om hvem Mikkel Kessler skal møde næste gang. (Hvis der altså bliver en næste gang). For hver dag der går, falder interessen. Hvis man ikke snart får arrangeret en storkamp som er det Mikkel vil have, har man et problem. Der er kun ganske få topnavne der kan skabe de tre ting som er vigtige: Mange penge til Mikkel Kessler, Mange penge til hans modstander og Mange penge til en promotor for at arrangere kampen. Alle tre ting skal være tilstede for at man kan lave en storkamp. Hvis det ikke er muligt så er alternativet at lave et stævne i Parken som det mod Mehdi Bouadla. Der skal nok komme 10-12000 tilskuere, men er det noget Mikkel er interesseret i? Det er en satsning, som hvis den lykkes og viser Mikkel fra hans bedste side, kan bane vejen for en sidste storkamp. Hvis det, gud forbyde det, kikser og Mikkel gør en dårlig figur eller endnu værre taber så er karrieren slut.

 10/6-2014

Da jeg har været bortrejst i nogle dage har jeg først lige fået set den anden kamp mellem Carl Froch og George Groves. Hvis jeg var Mikkel Kessler ville jeg bruge albuerne for at komme frem køen som Frochs næste modstander, endda tage mod en lavere betaling end andre boksere for at få kampen. Ja, Carl Froch vandt over Groves og det var en flot kanonhøjre han afgjorde kampen med, men ellers imponerede han mig ikke. Har er klart blevet langsommere og han blev ramt alt for meget. Groves var hurtigere på hænderne og Froch skal være glad for at han selv har et hårdt hoved og at Groves ikke slår alt for hårdt for så var det gået galt. Mikkel Kessler vandt klart den første kamp mod Froch, tabte ligeså klart den anden, men så meget som jer tror at Froch er skredet vil give Kessler en stor vinderchance i en eventuel tredje kamp. Selvfølgelig er man nødt til at tage i betragtning at Mikkel er blevet et år ældre også, men mens han har taget et sabbatår fra boksningen, har Froch bokset to kampe mere, og inclusive træning slider det på en bokser sidst i karrieren. Hvem skulle Froch ellers møde? James DeGale? Det er en mulighed, men helt ærligt tror jeg at man kan få mange flere tilskuere i England til en kamp mellem Carl Froch og Mikkel Kessler. James DeGale kan altid komme til bagefter – Sjovt nok ville jeg holde Mikkel langt væk fra DeGale. Stilmæssigt passer han slet ikke til Mikkels boksbning.

Patrick Nielsens kamp mod Dmitry Chudinov har jeg også først lige fået set. Det var dog en jammer. Der var slet ikke noget der virkede. Hvis den kamp skulle vindes skulle taktikken bygges op over et hårdt højre jab, men som Patrick selv siger så fik han gummiarm og mistede sine kræfter. I øjeblikket skal man passe på med hvad man læser rundt omkring i aviser og netsider, for der er temmelig mange forudsigelser og historier der er blevet ophævet til den skinbarlige sandhed, for så at blive skudt ned kort efter. Derfor nøjes jeg med at sige at hvis det er sandt at Patrick tog til Portugal for at se fodbold, midt under træningen er det meget amatøragtigt at gøre det lige før en ”VM” kamp.

Omkring de store boksere er der altid en sværm af promotorer, managere og diverse ”Rådgivere”. En af de mere glamourøse af slagsen var Ambrose Mendy. Han var en slagt uofficiel manager for Nigel Benn da har var verdensmester første gang. Han havde ikke nogen officiel licens ved det engelske bokseforbund, da der var noget med en bedrageridom i hans fortid som man ikke brød sig om. Senere viste det sig at Mendy også havde problemer med afregning til skattevæsenet, så han måtte en tur i skyggen igen. Mens han var med Nigel Benn forstod han op opbygge en enorm ”Hype” omkring hans kampe. Det gav TV omtale i stor stil, masser af tilskuere og en masse penge til Nigel Benn. (Og som det senere viste sig, endnu flere til Ambrose Mendy). Når man læser om hans opførsel, kan man ikke undgå en lille smule beundring for den måde han prøver at skabe alle fordele for den bokser han repræsenterede. Da Nigel Benn skulle bokse mod Chris Eubank for første gang benyttede Mendy enhver chance til at chikanere Eubank i de sidste minutter inder bokserne skulle i ringen. Dengang var det ikke supervisorer der anerkendte bandagerne om hænderne, men derimod en repræsentant fra det modsatte ringhjørne. Mendy var i Eubanks omklædningsrum, og var så provokerende at det kom til håndgemængd. Til sidste godkendte han Eubanks bandager og da han skulle autografere dem skrev han i stedet noget i retning af ”Skøre skid” henover håndbindene. Da Eubank kort efter skal gå mod ringen til sin kendingsmelodi ”Simply the best” går musikken ud da de på halvejen. Det er endnu en provokation som Mendy har arrangeret, og han har endda sikret at der står to kæmpestore bodyguards der hindre adgang til musikpulten da folk fra Eubanks hjørne kommer for at gøre vrøvl. Eubank må gå i ringen uden musik og kun med publikums buen i ørerne. Nigel Benn var storfavorit og publikums yndling og kom i ringen til et mægtigt shownummer arrangeret af Mendy. Utroligt at Eubank kunne fortrænge den start og alligevel vinde i en af de bedste og hårdeste kampe i England i mange år.

 21/5-2014

Ganske interessant nyhed at Sauerland har skrevet kontrakt med George Groves. Det er helt klart ment som en investering i fremtiden, men hvor er det lige det stiller Mikkel Kessler og de danske boksefans? En masse hænger på resultatet at den anden kamp mellem Groves og Carl Froch næste lørdag. Hvis Froch vinder igen ligger en kamp mod Mikkel Kessler lige til højrebenet. Det er en kassekamp hvad enten den skal bokses i England eller Danmark. Groves kan godt leve med et hæderligt nederlag, og stille sig op i køen som næste udfordrer efter et par kampe. Hvis Groves vinder, har vi danskere vistnok et problem. Det kan for det første være at Froch har sikret sig at der er en revanchematch klausul i kontrakten. For det andet er George Groves ikke en mand du kan sælge til det danske boksepublikum, og jeg tror ikke på en Groves – Kessler kamp i England kan trække de helt store penge. Hvad så for Mikkel? Arthur Abraham er udelukket, Andre Ward er næppe interesseret og Gennady Golovkin skal man ikke røre ved med en lang kæp i hånden, for det er den helt forkerte kamp for Kessler. Jeg tror at vi alle sammen skal heppe på Carl Froch næste lørdag, ellers er det ikke sikker at vi får Mikkel at se i ringen igen.

Rudy Markussen skal være begyndt at træne igen – Skulle vi ikke have arrangeret den revanchekamp mod Brian Magee?   

Selvfølgelig er det sværere at bokse på udebane end hjemme foran sit eget begejstrede publikum, men Patrick Nielsen skulle ikke gerne få problemer med at vinde i Rusland. Efter at have set hans modstander Dmitry Chudinov er jeg ikke særlig imponeret. Chudinov vil gerne gå fremad mens han hooker med begge hænder, men Patrick har et fint fodarbejde og bør kunne holde ham på afstand med højre jabs og så gøre ham mør med venstre krydser. Mange gange har vi været skuffede over Patricks bløde jabs, men hvis han kan få gang i det jab som han brugte mod Patrick Majewski vil han kunne vinde en god sejr. Af fælles modstandere har Chudinov og Patrik Nielsen englænderen Patrick Mendy. Patrick vandt en stor pointsejr over 12 omgange, mens Chudinov kun fik uafgjort over otte omgange mod Mendy. Det er en forskel som bør kunne ses næste søndag. Hvis der ikke går alt for meget hjemmedommer i det, skulle Patrick gene komme hjem med et nyt bælte om livet.

Mia St. John er en kvinde der ikke har let ved at sige stop. I august 2012 boksede hun en kamp mod Christy Martin som hun vandt og begge boksere annoncerede at det var deres sidste kamp. Så boksede Mia en gang til i november samme år til fordel for et velgørende formål. Så var de liiige at Team Sauerland lovede en god pose penge for en kamp i Danmark mod Cecilia Bräkhuus. Mia St. John blev totalt udklasseret og stoppet i tredje omgang. Dengang lovede hun at nu skulle det være slut. Alligevel har hun bokset igen for et par dage siden og blev stoppet allerede i anden omgang. Efter 63 kampe må det være slut nu. Jeg er også ugalant nok til at fortælle at hun blive 47 år i næste måned.

Jeg synes at frafaldet blandt de sværvægtsboksere jeg voksede op med er ved at gå lidt for hurtigt. Nu døde Jimmy Ellis i en alder af kun 74 år. Det betyder at der nu kun er to mand tilbage (Karl Mildenberger og Ernie Terrell) af de otte boksere der i 1967-68 boksede om WBA verdensmesterskabet i sværvægt da man tog titlen Fra Muhammad Ali. Fire andre er døde i en alder af mellem 53 og 71 år. Oscar Bonavena blev kun 33 år, men han blev myrdet, det er ligesom noget andet. Deres samtidige, Joe Frazier, blev kun 67 år, det er da ingen alder. Muhammad Ali er nu det ældste levende sværvægtsmester med sine 74 år. De Gamle mestre blev meget ældre. Jack Sharkey blev 91 og Max Schmeling blev næsten 100! Selvfølgelig er det ikke sundt at blive slået for meget på gennem mange år, men så er det selvmodsigende at en mand Som Geoge Chuvalo som tog mod utroligt mange træffere i sin karriere er knivskarp, og en mand som Jimmy McClarnin der havde 69 hårde kampe havde et langt otium til han døde som 96 årig. Lige til det sidste jokede han med at han spillede golf hver dag, havde alle sine penge endnu og var i stand til at tælle dem.

 5/5-2014

Mange boksefans benytter tid til at gætte og selv fremstille såkaldte Trivia spørgsmål. For eksempel ville Johnny og Jimmy Bredahl være løsningen på spørgsmålet om to brødre har vundet en VM titel på samme aften. En andet favoritspørgsmål er hvilken sværvægtsverdensmester der har været flest gange i gulvet i titelkampe. Svaret er Floyd Patterson som var i gulvet i alt 16 gange. (1 x Pete Rademacher, 1 x Roy Harris, 7 x Ingemar Johansson 1. kamp, 2 x Ingemar Johansson 3. kamp. 1 x Sonny Liston 1. kamp og 3 x Sonny Liston 2. kamp. Faktisk var Patterson også i gulvet mod Tom McNeeley, men det var et såkaldt ”flash knock down” og kampleder Jersey Joe Walcott som åbenbart var ved at øve sig til at være umulig som kampleder glemte at der var obligatorisk tælling til 8. En anden sjov ting er at hvis man tæller efter er det også Floyd Patterson der har haft sine modstandere flest gange i gulvet. 2 x Archie Moore, 3 x Tommy Jackson, 6 x Peter Rademacher, 4 x Roy Harris, 2 x Brian London, 2 x Ingemar Johansson 2. kamp, 2 x Ingemar Johansson 3. kamp,  og så kommer vi til den mærkværdige kamp mod Tom McNeeley. Jeg har prøvet at holde rede på det antal gange som McNeeley er i gulvet. Jeg får det til at der er 11 regulære knock downs, men Walcott tæller kun i syv tilfælde. Efterhånden som kampen skrider frem mister kampleder Walcott totalt grebet om kampen. Glemmer at tælle til 8 i adskillige tilfælde og Floyd bliver ikke sendt til neutralt hjørne men står ved siden af Walcott under tællingen. I en pudsig episode er Floyd ved at komme galt afsted fordi han står lænet op at tovene og hyggesnakker med sine sekundanter mens der bliver talt og McNeeley der pludselig kommer løbende i håb om at fange mesteren uopmærksom. Det var nær lykkedes! Joe Walcott var ikke den eneste tidligere verdensmester som Floyd Patterson havde som kampleder i sine titelkampe, i kampen mod Pete Rademacher var kamplederen den tidligere verdensmester i sværvægt Tommy Loughran. Peter Rademacher debuterede som professionel bokser i denne kamp, og hvis vi skal tro Boxrec.com var det også Loughrans første (og eneste) optræden som kampleder. Hvorfor han blev valgt omkring tyve år efter han stoppede karrieren har jeg ingen anelse om. Samme Tommy Loughran er også en mand der optræder i Trivia spørgsmål: ”Hvilken verdensmester i boksning boksede 127 kampe uden nogen sinde at møde en farvet modstander?” Svaret er Tommy Loughran, og igen ved jeg ikke hvorfor. Han boksede 1919-1937 hvor der i starten var en hel del ”Color Line” i boksning, men jeg har aldrig hørt racistiske udtalelser fra Loughrans side. Han boksede nogle kampe i Sydamerika mod boksere fra Chile og Argentina. Det giver så muligheden for endnu et Trivia spørgsmål: ”Hvornår var Tommy Loughran i ringen med en neger?” Ha – Den var lusket, det var da han var kampleder i kampen mellem Floyd Patterson og Tom McNeeley.

Fuld respekt for Patrick Nielsen (og Sauerland) at de tager kampen i Rusland mod Dmitry Chudinov, vi må håbe at gamblingen bliver en succes. Forinden er der dog et antal troværdighedsproblemer der skal løses i relation til WBA. Man skriver så flot at Patrick skal bokse om WBA titlen i mellemvægt. Sidst jeg så efter hed WBA mesteren altså Gennady Golovkin og han er kvalitetsmæssig langt over Chudinov og Patrick Nielsen. 21.december sidste år vandt Chudinov WBA Interimtitlen ved at stoppe Juan Camilo Nuvoa, fint gjort af ham, men hvorfor bokse om en Interim titel når man har en mester der er aktiv? Ydermere er der det problem at Australieren Jarrod Fletcher står foran Patrick i Chudinov køen, men at hans udfordring er blevet aflyst til fordel for kampen mod Patrick Nielsen.  Det skulle ikke undre mig om det hele kan løses med penge, tilbage er der kun troværdigheden på spil. Dansk TV3+ viser kampen mellem Patrick og Chudinov, og man vil uværgeligt promovere den som en VM kamp, så man må håbe at Claus Borre kan kommentere kampen uden at komme til at kløjs i at der er en rigtig verdensmester der hedder Gannady Golovkin.

Selvom vi alle håber at Patrick vinder, har medajlen dog den bagside at vi åbenbart går glip at et stævne i Albertslund sidst i maj, og så er sæsonen ved at løbe ud. Med kontraktproblemer med Cecilia Bräkhus er hun ude for tiden, og Skoglund har lige været i kamp, så hvem kan være hovednavn i et stævne i Danmark før sommerferien? Så Rudy Markussen – Det er nu vi har brug for dig! Rudy vil kunne være øverst på plakaten i et mindre stævne i stil med dem vi var så glade for i Herning.

 23/4-2014

Topkarakter til Sauerlands stævne i Esbjerg forrige lørdag. Det ser ud og lyder voldsommere når man står med albuerne på kanten af ringen, end når man sidder nogle rækker tilbage på tilskuerpladserne. Jeg prøvede begge dele, og det tog flere dage inde mit hår lagde sig ned igen. Vi startede lidt stille og med debutanten Landry Kore som havde fået en overkommelig Kroatisk modstander som han ”bare” skulle lægge ned. Så let gik det dog ikke, så Kore måtte ud i alle fire omgange inden han fik en ikke alt for overbevisende sejr. Okay han vandt – Lad os kalde det debutantnerver – og regne med at han gør det bedre næste gang. Den lokale helt Peter Gram var allerede på som nummer to i kamprækkefølgen og i to minutter gik det rigtig glimrende, så faldt himlen ned over hovedet på ham. Igor Polypenko landede en kanonhøjre direkte på Peters kæbe, og den kom han aldrig over. Først en tælling til 8, men der var intet tilbage i Peter Gram der bare sank tilbage mod tovene. Kampleder Søren Saugman trak den lidt for længe inden han stoppede kampen i håb om at klokken ville redde danskeren, men efter 2.59 var det slut. Utroligt nok var det Polypenkos allerførste knock out sejr i 22 kampe. Hvorfor skulle han nu lige finde det slag frem når vi danskere ikke havde brug for det. Så kom der to englændere (nå ja næsten, den ene er irer og vil hade at blive kaldt englænder), og de var sat på stævnet før den bedste sendetid, men jeg skal love for at de kunne skabe stemning ved ringside. De tilskuere der ikke var kommet endnu, gik virkelig glip af noget. Den tårnhøje David Price er stadig på rekreation og genopbygning efter sine to katastrofale nederlag mod Tony Thompson, og han fik et chok da han både blev hårdt ramt og endda sendt i gulvet af Tjekken Odrej Pala. Gentagelser at situationen viste at det var et totalt urent sving der fældede Price, men han virkede rystet og usikker da han kom op. Herefter satte Price tingene på plads og slog virkelig Pala i gulvet med et brag i tredje omgang. Det var så hårdt at Freddy Rafn omgående stoppede opgøret uden at tælle over Pala. Han ville også været blevet hæs hvis han skulle have talt lige til Pala rejste sig op ved egen hjælp. Så kom Irish Andy Lee i ringen mod en anden højrefodsbokser franskmanden Frank Horta, og der fik Lee sandelig kam til sit hår. Det var en forunderlig blanding af stilarter, med Lee der gik frem i en meget bredstående stilling og vingede sine lange hooks ind fra siden, og Horta der gik lige fremad med armene oppe foran hovedet i dobbeltparader. Horta gav de første to omgange væk, men så satte han turboen til. Lee var virkelig presset og fik flere mindre skader i løbet af kampen, men alligevel fik han sejren med en majority decision. Vi var nok flere ved ringside der holdt på at det skulle have været sejr til franskmanden. Der er selvfølgelig lige det men at han havde givet de første to omgange til Lee, den er svær at hente når kampen kun er over otte omgange. Horta gik i ringen med en rekordliste på 34-12 og havde tabt de sidste to kampe, så det var vist ikke meningen at Lee skulle arbejde så hårdt for en sejr.

En anden der arbejdede virkelig hårdt, men uden at få sejren var normanden Andreas Evensen, der gjorde comeback efter en tiltrængt pause. Efter de otte omgange forventede vi alle at Evensen ville får en smal pointsejr, men min santen om ikke Georgieren Avetisian fik sejren med dommerstemmerne 2-1. Jeg må indrømme at jeg hurtigt mistede interessen for kampen for Andreas boksede ad hekkenfeldt til. I starten af første omgang, satte jeg mig op i stolen for jeg troede at den nye træner havde fået indprentet ham at det skulle smæld i venstre jabbet hvis han skulle komme længere i sin boksekarriere. Det gik i halvandet minut så røg Viagraen ud af det venstre jab, og Evensen gik tilbage til sin velkendte slagsmål stil. Det er helt fint at bokse slagsmål, men det kræver at man har det punch som Andreas ikke har. Han bliver trukket ud i lange kampe og bliver ramt alt for meget. Igen var han ophovnet og bulet efter kampen. Den slags kampe bliver man  hverken smukkere eller klogere af. Hvis det skal være Evensens boksestil, synes jeg at han skulle stoppe karrieren.  

Kasper Bruun havde truet med at stoppe karrieren hvis han tabte sin kamp mod Anthony Yigit, men måden han tabte på gjorde at han har muligheden for at søge en revanchekamp. Desværre gik kampen til scorecard efter sjette omgang da Kasper havde fået en alvorlig øjenskade, så vi fik lige netop ikke afklaret om Kasper kunne have trukket den kamp hjem i de sidste fire omgange hvor Yigit ville komme ud i ukendt territorium. Når jeg ser på billederne virker det som om Yigit hele tiden havde hovedet for lang fremme, men dertil at sige at han forårsagede skaden med vilje er for langt ude. Lad os nøjes med at sige at han ikke gjorde noget for at undgå at de stødte hovederne sammen, og lade det være med det.

Erik Skoglund var sit energiske jeg igen og det var utroligt at han og Mario D´agata kunne gå 8 ½ omgang i det tempo de gjorde. Italieneren var ikke særlig god til at forsvare sig og blev ramt mange inden Skoglund endelig fik sendt ham i gulvet i niende omgang. Det fremgik ikke at TV billederne, men italienerens hjørne opgav for ham under tællingen. Det er normalt at smide håndklædet i ringen, eller som i gamle dage hvor man kastede svampen i ringen som tegn på overgivelse, men her brugte man i mangel af andet ved hånden isposen som blev kastet ind på kamplederens ben for at tiltrække opmærksomheden. Derfor stoppede kamplederen kampen selvom D´agata var på benene, og så ud som om han måske kunne have fortsat.

Efter alle disse sindsoprivende kampe, var det lidt antiklimatisk at se Dennis Ceylan bokse. Dennis boksede flot og vandt samtlige omgange (På trods af en bizar dommerstemme på 77-75), men det var svært at hidse sig op over hans kamp, når vi havde adrenalinen kørende i kroppen fra de forrige kampe.

Og undskyld til Torben Keller at vi gik før hans kamp, men nu var det lige over midnat og der er immervæk næsten to timers kørsel til Århus.

 

 2/4-2014

Ireren John Joe Nevin som har besejret Dennis Ceylan debuterede med en kamp over seks omgange. Det er lidt usædvanligt med den distance allerede i første kamp – Man ser næsten altid at debutanter prøves over fire omgange i deres første 4-5 kampe. Alternativet er at bokse 6 omgange a to minutter som man ofte ser det i England, men det er vi vist gået væk fra herhjemme. Brian Nielsen boksede en stribe af sine første kampe med to minutters omgange, sågar en kamp over otte omgange a to minutter. Anders Hugger debuterede mod Martin Nielsen i sin tid i en kamp over seks omgange a tre minutter, men prøv at se hvordan man lod en mand starte i Australien. Jimmy Carruthers første kamp var sat til 12 omgange og af hans 25 kampe var 24 af det sat til 12 eller 15 omgange, kun den allersidste var en 10 omganges kamp. Nogle af de første kampe kan have været over 2 minutters omgange. Carruthers boksede kun 25 kampe, men flere af dem er med når inkarnerede boksefans prøver hinanden af i Trivia  spørgsmål. I den første kamp mod Vic Toweel affyrede Carruthers angivelig 110 stød. Der er diskussion om hvor længe første omgang varede inden den blev stoppet, men 110 slag er virkelig mange! I en anden kamp mod Pappy Gault vandt Carruthers på point over 15 omgange. At han vandt overlegent kan ses af dommersedlerne. 150-106, 150-111 og 150-82. Jeg ved godt at man i Australien dengang differentierede meget på 10-point must scoringen, men 150-82 det er godt nok en forskel der vil noget. Den tredje bemærkelsesmæssige kamp var i Thailand mod Chamroen Sonkitrat. Det usædvanlige består i at en VM kamp i bantamvægt bliver afviklet over kun 12 omgange, men også at den blev bokset på bare fødder. Kampen foregik udendørs i styrtende regnvejr. Folk der har været i troperne ved hvordan det ser ud når det rigtig regner, og det gjorde det den aften. Man har formodentlig ikke kunnet aflyse kampen da der var næsten 70.000 tilskuere, så bokserne skøjtede rundt på bare fødder da de umuligt ville have kunnet stå fast i boksestøvler. Der findes desværre mig bekendt ikke nogen film af kampen. Jeg har set en stump af en Brian London kamp der også foregår udendørs i styrtende regn. Begge bokserne glider rundt på en sølet canvas og kamplederen har en gennemsigtig regnfrakke på over smokingen. Det er et kosteligt syn, men den sportslige værdi var til at overse.

Dansk amatør boksning er kommet i store vanskeligheder fordi AIBA påstår at de kan bestemme om amatørboksere må bruge boksehjelm ved nationale mesterskaber. De norske boksere er ekskluderet, de nordiske mesterskaber aflyst og de danske mesterskaber i Varde i næste uge er i stor fare for at blive aflyst. DABU har søgt om dispensation fra reglerne om at bruge hjelm, men det kræver at der snart kommer en afgørelse for der skal bokses kvalifikationskampe allerede kommende week-end. Nu er jeg så gammel at jeg kan huske at amatørbokserne boksede uden hjelm, og har altid syntes at noget af tilskuerværdien forsvandt når man ikke kunne se bokserens ansigt, eller præcist hvor stødene ramte p.g.a. hjelmen, men jeg til gengæld prat til at stejle når nogen vil trække noget ned over hovedet på os. (Ja, altså kravet om at vi ikke må have noget på hovedet). AIBA´s krav hænger sammen med ønsket om at tjene gode penge ved at bokse en art for semi-professionel turneringsform, som kan sælges til TV. Det virker som om man har skelet kraftigt til de engelske ”Prize-Fighter” turneringer som er en stor succes både TV og tilskuermæssigt. Min mening er at så trænger vi til at få lavet en andet amatørforbund der varetager de ægte amatørbokseres interesser. Danmark og Norge er globalt set nogle små fisk, men jeg håber at der er andre lande der vil rejse sig i protest.

Som det er nu tror jeg ikke at boksehjelmen hjælper med at undgå hjerneskader for der er mange amatørboksere der ikke flytter hovedet, men bare tager stødet på hjelmen. Noget andet er at hvis man holder med at bruge hjelm vi der komme et stort antal øjenskader på grund af den måde man bokser på hos amatørerne. Jeg forstår det ikke, men kampledere accepterer i stor udstrækning at boksere i nærkamp bruger hovet (hjelmen) til at skubbe modstanderet på plads til næste stød. Man ser også to boksere stå lænet mod hinanden hjelm mod hjelm – Det er altså ikke i overensstemmelse med reglerne. 

 

 12/3-2014

Jeg skal love for at man sætter bommen højt når man vil bruge Wembley Stadium til revanchekampen mellem Carl Froch og George Groves. Hvis man pakker tilskuerpladserne rigtigt kan der vel være 90.000 tilskuere, og med den interesse der er for kampen er det tal ikke umuligt selvom nogle af tilskuerne kun vil kunne se ringen på storskærm. Jeg prøvede for sjov at søge på Wempley Statium i Boxrec.com  og fik 10 svar. Adskillige af dem er ikke rigtige, men der er i hvert fald fire gange arrangeret stævner midt på den berømte græsplæne. I 1935 mødtes Jack Petersen og Walther Neusel for anden gang her. De mødtes i alt tre gange og i alle tre tilfælde blev Petersen stoppet i 10. eller 11. omgang på en kombination at udmattelse og øjenskader. I 1963 var arenaen rammen om den første kamp mellem Henry Cooper og Cassius Clay som han stadig hed den gang. Det var den berømte kamp hvor Coopers legendariske venstre hook fældede Clay i fjerde omgang. Clay rejser sig for tidligt om bliver reddet af gong-gongen. Hvis omgangen havde varet 10 sekunder længere havde boksehistorien ændret sig for i England var der ikke nogen obligatorisk tælling til otte, Cooper havde ret til at slå til med det samme Clay rejste sig og Cooper var en nådesløs finisher når han havde ram på sin mand. At Clay kom ud til næste omgang og hurtigt stoppede Cooper der allerede blødte voldsomt er historie. At Angelo Dundee fik Clays ene handske udskiftet og derved gav sin mand 5 minutters ekstra pause inden femte omgang er lodret løgn. (Men det er en god historie, som Henry ikke havde det mindste mod at støtte). Ganske morsomt var en del at undercarted hvad der i dag svarer til de populære Prizefighter series. Der var en sværvægtsturnering mellem otte boksere der boksede tre omganges kampe.  Turneringen blev vundet af Al Roye, som vi ikke rigtig har hørt noget om udenfor England, men han vandt £1000 den aften og det var da en slat penge i 1963. Clays sparringpartner var også i kamp. Han hed Jimmy Ellis og ham kom vi til at høre en del om senere. Sidenhen kom Frank Bruno til at optræde to gange på Wembley. I 1986 hvor han tabte til Tim Witherspoon og i 1995 hvor han blev verdensmester i sværvægt ved at besejre Oliver McCall. Det blev en lang aften på Wembley for der var programsat fire 12 omganges kampe.
 
George Groves har jamret sig i det uendelige over at han blev stoppet af Carl Froch i deres første opgør. Det var svært at vurdere, selv når man ser afslutningen i slow fra mange forskellige vinkler. Fra nogen vinkler virker det som om Groves slet ikke bliver ramt, men fra en bestemt vinkel ser han ud til at blive ramt hårdt. Så hvis det var det kamplederen så, gjorde han det rigtige. Hvis og hvis og hvis. Groves henviser til at han havde Froch i gulvet tidligt i kampen og selv blev stoppet hurtigt og at han derfor har ret til en rematch (Ja, han prøvede endda at få omstødt resultatet), men han nævner ikke noget om at han ikke gav Kenny Anderson en rematch efter deres kamp. I den kamp var Groves i gulvet i tredje omgang inden han stoppede Anderson i sjette. Der var også noget med en meget kontroversiel pointsejr over James DeGale. Nå pyt med det – hvis en kamp kan tiltrække 70-80.000 tilskuere, er det den kamp der skal arrangeres. I øvrigt vil jeg slet ikke blive overrasket hvis Groves vinder det andet opgør. Carl Froch så meget slidt ud sidste gang, han har været i mange hårde kampe. Kessler to gange, Ward, Abraham, Dirrell alle over 12 omgange, det slider på en mand.
 
Patrick Nielsen er ved at blive kendt i det store udland. I mange år har jeg byttet kampe med en samler i Australien og han fortæller mig at Patricks kamp mod Tony Jever blev vist i Australsk TV. Endda en del af stævnet.
 
Til de boksefans der ikke har set kampen mellem Tommy Coyle og Daniel Eduardo Brizuela, kan jeg kun sige at de skal have gang i computeren. Kampen lå på Youtube sidst jeg kikkede efter. Det er en kamp der er svær at overgå som ”Fight of the Year” kandidat selvom det er tidligt på året endnu. Coyle og Brizuela mødtes om IBF International Letvægts titlen og de fortjente hver eneste øre de tjente. Begge boksere var fire gange i gulvet og i 11. omgang var først Coyle i gulvet og så derefter Brizuela to gange. I sidste omgang gik Brizuela igen ned, og  det virkede som om kamplederen var lidt hastig med at vinke kampen af, men han har formodentlig set noget han ikke kunne lide og han var nærmest på bokserne. Brizuela landene nogle modbydelige venstre hooks til kroppen lige under albuen som medførte tre knock downs og Coyle måtte virkelig bide tænderne sammen for at rejse sig efter dem. Coyle fik to advarsler og Brizuela fik også frataget et point, så det skulle holdes meget omhyggeligt points regnskab. Så vidt jeg forstår var det meget lige da sidste omgang startede, men jeg havde Brizuela foran med 4 points.

 

 5/3-2014

Det ser ud til at boksningen Mekka Madison Square Garden skal til at finde sig et nyt sted at bo, og det bliver så femte gang men skal bygge sig et nyt hus. Det nuværende MSG ligger oven på den underjordiske Pensylvania Station som skal ombygges og derved ikke længere kan bære vægten af den tunge bygning. Man har givet MSG ti år til at finde sig et andet sted. De to første boksehaller lå rigtig nok på Madison Square (Derfor navnet), men nu er det ikke længere lokationen der bestemmer navnet. Det var storpromotoren Tex Richard som fik bygget det tredje MSG der åbnede i 1925 og hvor der var plads til 17.000 tilskuere. Der var ofte fyldt til de store kampe og legendariske ringannouncer Joe Humphries klarede sig uden mikrofon og højttalere, men råbte hallen op ved egen hjælp. Til de allerstørste boksekampe lejede man et af de store åbne baseball stadions Yankee Stadium eller Polo Grounds. På et tidspunkt fandt man lejeudgifterne for store, så bestyrelsen bag MSG fik bygget sig en stor åben arena på Long Island, der fik navnet Madison Square Garden Bowl. Den var også kendt som ”The graveyard of Champions” da det næsten sædvane at den forsvarende mester tabte sin titel. En gang skete det syv gange i træk at udfordreren vandt. Max Baer både vandt og tabte sin titel der, og Barney Ross vandt titlen en gang og tabte den to gange. I 1968 indviede man det fjerde MSG med manér ved et stævne med to VM titelkampe. I deres tredje indbyrdes kamp vandt Nino Benvenuti over Emile Griffith og genvandt derved titlen. De to var næsten lige gode og deres tre indbyrdes kampe gik alle over 15 omgange med skiftende vinder i tætte opgør. Aftenens hovedkamp var om det verdensmesterskab i sværvægtsboksning som var blevet ledigt da Muhammad Ali fik frataget titlen. Denne kamp mellem Joe Frazier og Buster Mathis var ikke universelt anerkendt, men heldigvis varede det kun et år inden man igen kun havde en mester. Mathis havde besejret Joe Frazier som amatør (vistnok to gange) og var udtaget til de olympiske lege i Tokio i 1964. Frazier var med som træningspartner og da Mathis fik en håndskade trådte Joe til og vandt olympisk guld. En anden historie siger at Mathis var så forelsket at han ikke kunne undvære pigen derhjemme og derfor filmede en skade for at blive sendt hjem til USA før tiden. Tilbage til 1968 hvor Frazier vinder kampen ved at stoppe Mathis i 11. omgang. Dengang var vi alle vandt til at TV var i sort/hvid, men ABC brugte en mindre formue på at få stævnet udsendt i farver. Kameraer til farve må have været en kostbar affære, for når man kikker nøjere på optagelser fra dengang kan man se at det kun er de overordnede kameraer der er med farver. Da håndholdte ved ringside giver kun billede i sort/hvid. Det med håndholdt kamera skal også tages med et gran salt, for den stakkels kameramand er ved at segne under vægten af et kæmpe skummel som han hængende på den ene skulder. I mange år var ringannounceren Johnny Addie, som var fremragende og havde en pudsig lille forfængelighed. Når han læste dommerstemmerne op var han nødt til at bruge læsebriller – Det er da en ærlig sag, vi der nogen der har brugt det i mange år. Efter afgørelsen blev vinderen altid fotograferet mens Johnny Addie holdt hans arm i vejret og altid fjernede Johnny læsebrillerne før billedet blev taget.

Kim Poulsen har forladt os og prøver at få gang i karrieren i Østrig. Foreløbig er der to kampe på tapetet, og det ligner fornuftige matchninger. Først en kamp mod serberen Bogdan Mitic, som har sejre over en stribe lette modstandere, men man skal  hæfte sig ved at i hans tabte kampe mod stærkere modstandere har han gjort en rigtig god figur. Nederlaget til Ponomarev var en Majority Decision på udebane i en kamp hvor han absolut ikke var inviteret for at vinde.(Hvordan hulen den kamp så kunne være om en Baltic titel, vi er da et stykke vej fra Østersøen – Den var også om en Youth titel selvom Mitic er 28 år, men det går vi let henover). Det er godt nok nogle år siden, men da han tabte en Tecnical Decision mod de la Rosa i Italien, var det også meget mere tæt end italienerne ønskede sig. Fornuftig matchning at komme i gang på. Kim skal selvfølgelig vinde den kamp overbevisende, og det skal han også nok gøre. 

Når han så er af vejen skulle der være mulighed for en IBO Intercontinental titelkamp i Tyskland mod Rico Müller. Selvfølgelig ikke verdens største titel, men en godt start, og når man kikker ned over Müllers rekordliste og på nogle YouTube videoer er der ikke nogen grund til at Kim ikke også skulle slå ham. Det er selvfølgelig træls at vi ikke kan se sådan nogle kampe live i Danmark, men når Kim ikke er værdsat af promotorer i hans hjemland må han jo prøve lykken i udlandet.

 

 

 17/01-2014

Part 4

”Ham de andre ikke ville lege med” – Herol Graham.

 

Det må være ualmindelig træls at være så meget talent og så få forholdsvis lidt ud af det som Herol Graham. Han kom i stald ved Brendan Ingle og fik udviklet den utroligt ”Slippery” stil som senere Prince Naseem Hamed gjorde næste fuldkommen. Han var utrolig hurtig på hænderne og hans reflekser var så hurtige at han ikke behøvede parader, men bare flyttede hovedet de få centimeter der skulle til får at modstanderen slog huller i luften. At han så oven i købet var højrefodsbokser gjorde ham endnu mere uønsket. Herol boksede i starten ved mindre stævner i Midtengland og da han ikke var den store knock out konge, var der ikke nogen særlig opmærksomhed om hans navn. Først hans 24. kamp blev vist på TV og da det var en kamp om Europamesterskabet, var det muligvis fordi hans modstander Clement Tshinza skulle have vist kampen i sit hjemland. Forinden havde Graham bokset fire kampe om titler i Britisk og Commonwealth mesterskaber i Letmellemvægt uden at TV havde været interesseret. I 1985 rykker Graham op i mellemvægt og vinder det Britiske mesterskab ved at knock oute Jimmy Price i første omgang. Det var en ting han havde tilfælles med en af sine næste modstandere, Ayub Kalule. Begge havde de stoppet Price i første omgang. Lidt spøjst for det er Jimmy Prices to eneste nederlag i karrieren og hverken Graham eller Kalule var kendt som hårde punchere. De fangede åbenbart begge Price kold i første omgang. I kampen mod Kalule viste Graham sig fra sin bedste side og udboksede  og stoppede den gamle mester i 10. omgang og vandt derved Europamesterskabet. Det var Kalules sidste kamp. Mellem disse to kampe, har der været kvalifikationskamp mellem Errol Christie og Mark Kaylor for at finde en udfordrer til Grahams Britiske titel. Det var en kamp der var ventet med spænding for der var masser drama i optakten. Christie var farvet og Kaylor havde sympati for den racistiske højrefløj. At de også var kommet op at slås med hinanden på gaden ved et tilfældigt møde gjorde det ikke ringere. Kampen trak fuldt hus på Wembley Arena og satte rekord som den dyreste ikke titelkamp på det tidspunkt i England. Kaylor vandt og fik den tvivlsomme ære at udfordre Herol Graham. Da Graham skulle afgive den Britiske titel da han vandt Europamesterskabet, valgte man at opgradere deres opgør til et titelforsvar af Europatitlen. Mark Kaylor gjorde sit bedste, men Graham udboksede ham med en lethed, der gjorde at mange boksere (eller måske navnlig deres managere) ikke ville have noget med ham at gøre. Kaylors hjørne valgte at opgive efter ottende omgang, officielt fordi Kaylor havde en øjenskade, men det var nærmest af medlidenhed med deres egen bokser. Graham forsøgte nu at få nyt liv i karrieren ved at skifte manager til Barney Eastwood, og det var både godt og skidt. Eastwood havde forbindelserne til at arrangere større kampe med tilhørende purser, men han krævede til gengæld at Graham skulle ændre sin stil fra den elegante kontrabokser til en mere aggressiv stil. Det blev afprøvet i et EU titelforsvar mod Sumbu Kalambay og det gik slet ikke. Eastwood var med i ringhjørnet og blandede sig i alt hvad træner Brendan Ingle forsøgte at få sin bokser til at gøre. Nogle beskrev det som at høre Vivaldi musik i det ene øre og Led Zeppelin i det andet. Det lyder ikke som nogen god idé og Graham blev mere og mere forvirret og tabte til Kalambay som jo i øvrigt var en meget habil bokser. Ingen af de store engelske boksere Nigel Benn, Michael Watson og Chris Eubank var det fjerneste interesseret i at møde Graham eller at bokse om den Britiske titel for den sags skyld, så Graham kom tilbage og boksede et pat kampe om den titel mod absolut andenklasses modstandere. Det lykkedes via Eastwoods gode forbindelser at få Graham kørt i stilling til to kampe om vacante VM titler, men måske var noget af magien væk for Graham tabte begge kampe. Først mod Mike McCallum i en kamp om WBA titlen hvor han tabte en split decision mod den rigtig gode Jamaicaner. Den anden kamp var om det ledige WBC mesterskab mod den nærmest morderisk hårdslående Julian Jackson, og endnu engang var Herol Graham uheldig. Han boksede som en drøm og vinder de første tre omgange stort og Jacksons ansigt er så opsvulmet at lægen kun vil give ham en omgang mere. I fjerede omgang bliver Jackson ramt igen og igen og er på nippet til at blive stoppet da han affyrer en vild højre. Den eneste gang i kampen han rammer Graham er det til gengæld perfekt. Graham er bevidstløs inden han rammer gulvet, og endnu engang har skæbnen spillet ham et puds.

Så kom den kamp der den dag i dag får mig til at skære tænder. En revanchekamp i Italien mod Sumbu Kalambay. Herol Graham er som i gamle dage og kører helt rundt med Kalambay. Sommetider er han dog lidt for smart med at dreje Kalambay i nærkampene og da det jo er i Italien får han to advarsler. Alligevel er der ingen tvivl om at Graham har vundet kæmpestort – Det vil sige indtil dommerstemmerne bliver læst op. Sumby Kalambay får sejren med 2-1. Forvirringen er så stor at kamplederen hæver Grahams arm som vinder. Steve Holdsworth fra ”Eurosport” har en del at sige om det, blandt andet kalder han kamplederen. ”That silly old man”. Som alting er står resultatet ved magt, og det var mere eller mindre enden på Herol Grahams karriere. Han vender fire år senere tilbage til ringen, vinder fire kampe, men stopper så karrieren i en alder af 38 år efter et nederlag til Charles Brewer.

Hvis Graham havde haft de rigtige forbindelser fra starten tror jeg at han kunne været kommet meget langt, men igen han var southpaw og havde en stil der gjorde ham til den rene pest for modstanderne. Nigel Benn og Chris Eubanks ville intet have med ham at gøre. Michael Watson nåede aldrig rigtig at blive aktuel som modstander. Måske manglede han lige netop HELD.

 

 07/01-2014

Part 3

Det tredje af ”De Tre Store” – Chris Eubank.

 

Han var sandelig noget for sig selv. Han optrådte med en arrogance der fik folk til at strømme til hans kampe eller til TV skærmen i håb om at han ville tabe. For det første skete det næsten aldrig, og for det andet var han altid ubeskrivelig heldig med dommerkendelserne. Sommetider skar folk tænder over kendelserne og kom så endnu engang i håb om at se ham blive besejret. Efter nogle af hans kampe skrev redaktøren for det engelske bokseblad ”Boxing News” at han var flov over at være englænder. Efter at have bokset sine første fem kampe i USA hvor han ikke gjorde meget væsen af sig, flyttede han hjem til England igen hvor han havde flere familiemedlemmer der også boksede. Hjulpet af en dygtig promotor Barry Hearn fik han en rekordliste på 24-0 og via en WBC International titel kørt i stilling til en kamp om WBO mesterskabet i mellemvægt. Mesteren var Nigel Benn der havde der havde den amerikanske storpromotor Bob Arum i ryggen. Bob Arum og Barry Hearn sidder ved siden af hinanden ved ringside og da klokken lyder for første omgang læner Hearn sig mod Arum og siger: ”Der glemte du nok noget hvad?”. ”Øh – hvad mener du?” lyder svaret. ”Du glemte at få option på Eubank i tilfælde af hans sejr”. ”Han har da ikke en chance mod Benn” siger Arum. ”Bare vent og se” lyder det fra Hearn som har en så stor tiltro til Eubank at han har mange penge på højkant i den kamp. Højt spil lykkes og  efter en hård kamp er Chris Eubank WBO mester i mellemvægt og Barry Hearn står med alle promotor rettigheder til hans kommende kampe. Chris er allerede på det tidspunkt begyndt på sin ekcentriske opførsel med at gå rundt i ringen og posere som en bodybuilder i stedet for at gå til ringhjørnet mellem omgangene. Når han skal i ringen hopper han over tovene i stedet for at bøje sig og krybe mellem tovene. Ganske pudsigt påstår Prince Naseem Hamed at den ide med et hoppe over tovene har Eubank kopieret fra ham. Angiveligt skulle Eubank have set en ganske ung Hamed gøre det i træningssalen. Nu har Naz et lige så stort ego som sin nuværende livvidde, men det kan da godt være at det er rigtigt.

Allerede i det første titelforsvar slap Eubank med en alvorlig forskrækkelse. I en rodet kamp nikkede han med fuldt overlæg Dan Sherry en skalle så han brækkede næsen. Af uransagelige grunde trak man to point fra ham og gik  til scorekortene og det endte i en tecnical draw. Han burde indiskutabelt have været diskvalificeret. Så fulgte først den kontroversielle pointsejr over Michael Watson og bagefter den tragiske anden kamp. Eubank havde nu fået en rigtig givtig TV kontrakt med ITV og havde en stribe lette titelforsvar hvor han sommetider tog for let på det. Han havde nær smidt den store chance for en returkamp mod Nigel Benn på gulvet fordi han sløsede i et titelforsvar mod ireren Ray Close. Close boksede sit livs chance og da kampen var forbi troede alle at han sensationelt havde vundet, men igen blev Eubank reddet af dommerne der havde kampen uafgjort. Efter den uafgjorte revanchekamp mod Nigel Benn fulgte endnu fem titelforsvar inden det gik galt. Vægtproblemerne var store, men han mente at det klarede man let ved ikke at spise og drikke i de sidste tre døgn før kampen. Alting får en ende og til sidst tabte han titlen til Steve Collins der er den eneste der har kunnet presse Eubank på psyken. Collins fortale før kampen at han gik til hypnotisør og derfor ikke følte smerte eller træthed under kampen og derfor var uovervindelig. Måske så Eubank Michael Watson kampen for sit indre øje, for han var ikke den samme overlegne fyr som han plejede og tabte på points.

Eubanks livsstil blev mere og mere bizar. Han gik med høj hat, monokel, spadserestok og mærkværdigt skræddersyet tøj. Som bil brugte han en kæmpemæssig amerikansk containertrækker der var forkromet over alt. Han kørte og parkerede hvor det passer ham så bare bøderne var en kæmpepost i regnskabet. Den slags kræver bunker af penge og det var der i en kamp mod den nye unge løve Joe Calzaghe. Calzaghe havde Eubank i gulvet i første omgang og troede at nu var den hjemme, men så let gik det ikke. Eubank bed tænderne sammen pg Calzaghe måtte for første gang i karrieren gå alle 12 omgange. I sin selvbiografi erkender Joe at der var flere gange i kampen, hvor han var bange for ikke at kunne stå distancen, men han fik en pointsejr hevet hjem. Personligt mod manglede Eubanks ikke og han gik to vægtklasser op havde to kampe om WBO titlen i Cruiservægt mod den hårdtslående Carl Thompson. I den første vinder Thompson meget knebent efter at have været en gang i gulvet, og i den anden kamp er Eubank svagt foran på point da han bliver stoppet efter niende omgang da hans ene øje er helt lukket.

Efter karriere stoppet bruger han stadig penge som vand, men den slags holder ikke og han må erklære sig konkurs. Lidt ekstra penge tjener han på en TV serie hvor han og Nigel Benn kæmper mod hinanden i forskellig dicipliner som var de romerske gladiatorer. Eubank tog det for sjov og var nær kommet galt afsted fordi Benns konkurrence gen fik ham til at træne og kæmpe som var det alvor. Nu til dags ses Chris Eubank når hans søn Chris Jr. er i ringen som en ung lovende prof. bokser. 

(Fortsættes ) 

 

 02/01-2014

Part 2

Umiddelbart var Michael Watson den mest tiltalende af de ”Tre Store”, men vi fik desværre aldrig set hvor stort hans potentiale var. Efter de første 23 kampe var han 21-1-1. Nederlaget var i hans ottende kamp, hvor han for tidligt blev sat imod den gamle ræv James Cook der gav Watson en undervisningstime og vandt på point i en 8 omganges kamp. En kamp om det britiske mesterskab var ikke interessant, så i stedet valgte han at styre efter Commonwealth mesteren Nigel Benn. Benn var en frygtet puncher, men Watsons team fik lagt den rigtige taktik. Benn skulle bare have lov til at slå løs, Watson skulle trække sig tilbage mod tovene og lade uvejret drive over og vente på at Benn blev frustreret. Man havde trænet en lille genial afart af dobbeltparader. I stedet for at gemme sig bag arme og lukkede handsker, stillede Watson sig med åbne handsker og lagde håndfladerne mod kæbe og kinder. Derved dækkede han et større område, og hans udsyn blev ikke hindret af handskerne. Planen lykkedes til fulde og i sjette omgang gik Benn i gulvet og blev talt ud. Så ville man have Michael Watson til at være verdensmester, men denne gang valgte man forkert da man kontaktede WBA verdensmesteren Mike McCallum. Det gik slet ikke. Den gamle ræv var alt for dreven for sin unge modstander. Først fik Watson brækket næsen i den sidste sparring så kampen måtte udsættes. Dette gjorde at da kampen endelig blev bokset havde Watson været ude af ringen i 11 måneder og ringrusten gjorde ham til et let offer for ”The Body Snatcher”. McCallum var klasser bedre på dagen og det endte med at han vandt på knock out i 11. omgang. Watson havde gjort heltemodig modstand, men McCallum var bare bedre.  

Nå, der var jo ikke andet end at komme i gang igen, og i den første kamp efter nederlaget valgte man Errol Christie. Christie havde været et superhot navn som amatør og var regnet som et sikkert bud på en kommende professionel verdensmester. Det gik fint i starten, men så viste det sig at han havde en kedelig fejl. Når han mødte stærkere modstandere kunne kæben ikke holde og der blev en stribe trælse nederlag før tid. Sådan også mod Watson som med lethed stoppede ham i tredje omgang. Efter endnu to sejre var Watson klar til næste kamp i serien mellem ”De Tre Store”. Foran 11.500 tilskuere i Earls Court i London gik Watson i ringen mod Chris Eubank i en kamp om WBO Mesterskabet i mellem vægt. Efter 12 omgange var alle enige om at Michael Watson var den nye verdensmester, men tre neutrale dommere gav Eubank en majority decision. Det var nær endt i optøjer og lynchning, men Eubank slap levende ud af arenaen. Endnu engang havde Chris Eubank fået en af sine tvivlsomme pointsejre. Det kunne kun kræve en revanchekamp. Eubank forsøgte sig med at rykke op i Super-mellemvægt, men Watson rykkede med op i næste vægtklasse og WBO kunne se at her var der en kamp der var penge i, og fik dem matchet i en kamp om deres ledige bælte. Egentligt tilhørte den titel Thomas Hearns, men det skulle han nok ikke blande sig i.

Så var scenen sat til den anden kamp mellem Michael Watson og Chris Eubank og endnu en gang vandt Eubank mirakuløst. Foran et kæmpepublikum på Tottensham Hotspurs hjemmebane White Hart Lane førte Watson solidt på point efter ti omgange og havde virkelig været god og rar ved Eubank i 11. omgang da ulykken sker. Watson sender Eubank i gulvet for første gang i Eubanks karriere, men det tager kun to sekunder før at Eubank er på benene igen. Watson er dårlig nået til neutralt hjørne, da kampen bliver sat i gang igen. Den engelske kampleder Roy Francis har simpelthen glemt at det er en WBO titelkamp og at han faktisk skal give Eubank en ”Mandatory 8 count”. Ikke at det har nogen betydning for udfaldet, da Watson et par sekunder senere går ind i en gigantisk højre uppercut og ryger i gulvet. Sidenhen var vi alle gjort os så kloge om hvad der sker: Var det et spørgsmål og dehydrering/udmattelse, ramte Watsons nakke tovene på en uheldig måde, satte han sig så hårdt på bagdelen at et voldsomt stød blev sendt op gennem rygraden til hjernen? Vi får det aldrig afklaret, men da Watson kæmper sig på benene igen samtidig med at klokken lyder er han ikke det samme menneske igen og vil aldrig blive det. Michael Watson er slet ikke tilstede mere og da 12. og sidste omgang skal han skubbes af sekundanterne ud mod ringen midte. Eubank har noget han skal have indhentet og fyrer løs med begge hænder og efter ganske kort tid kan kamplederen se at Watson er forsvarsløs og stopper kampen til fordel for Chris Eubank.

I ringhjørnet mister Watson bevidstheden. Han bliver opereret i hjernen og ligger i coma i 40 dage. Efterslæbet at kampen er langt og træls på nogen punkter da man må konstatere at der ikke har været sørget for den nødvendige første hjælps lægevagt der måske kunne have hjulpet, og det var heller ikke muligt at få Watson båret ud af ringen til en ambulance gennem menneskehavet omkring ringen. Det endte i nogle lidt usmagelige retssager hvor i hver fald advokater tjente penge og det engelske bokseforbund nærmest blev ruineret. På den positive side skal man nævne at Michael Watson overlevede og trods delvis lammelse kan bevæge sig uden kørestor og er rimelig klar i hovedet efter omstændighederne. 12 år efter det ulykkelige knock out ”deltog” Michael Watson i London Marathon 2003. Til fordel for velgørende formål gik han ruten igennem – Det tog med mange ophold 7 dage. En stor ting for en mand som lige efter kampen var afskrevet som døende eller totalt invalid.

Godt gået Michael!!

(Fortsættes ) 

 

 20/12-2013

Part 1

”De Tre Store” og ham de andre ikke ville lege med.

 

Mens man i firserne i USA var helt rundt på gulvet over ”De Fire Store” Sugar Ray Leonard, Tommy Hearns, Roberto Duran og Wilfred Benitez der mødte hinanden indbyrdes i en perlerække af kampe havde man i England samtidig ”De Tre Store” der mødtes i en række dramatiske og sommetider også kontroversiellekampe. Tilskuerinteressen var enorm. Det engelske TV selskab ITV havde rekordantal seere til deres kampe og anden kamp mellem Nigel Benn og Chris Eubank trak 45.000 tilskuere på Manchester Uniteds hjemmebane ”Old Trafford”. At den titel der oftest blev  bokset om var en WBO titel som dengang ikke blev anset som noget særligt, gjorde ikke noget for et entusiastisk boksepublikum. ”De tre store” var ikke særlig interesseret i at blive mester for  deres eget land eller Europa, så der var engang en manager for den britiske mester der mumlede noget om at der kun blev kæmpet om et ”Glorificeret mesterskab for Southern Area”. Dengang var det et Britisk mesterskab (England, Nordirland, Wales og Scotland samlet), og mulighed for at vinde mindre område titler for Syd-, Midt, og Nordengland, Wales, Scotland og Nordirland. Først kæmpede  ”De Tre Store” i mellemvægt, senere hen rykkede de op i super-mellemvægt. Lad os kridte banen op og præsentere hovedpersonerne:

 

Nr. 1 Nigel Benn.

”The Dark Destroyer” var en tidligere professionel soldat, der var en regulær slagsbror både indenfor som udenfor ringen. Han har udtalt at han har haft mange pragtfulde slagsmål i ringen, men nogen der var bedre udenfor. Benn havde en uhyggelig slagkraft og de første 22 modstandere blev hensynsløst knock outet og kun to holdt mere end to omgange. Undervejs blev Benn Commonwealth mester og det var i et forsvar af denne titel at noget af legenden om Nigel Benn blev født. Modstanderen var en absolut habil bokser ved navn Anthony Logan som holdt Benn på afstand i første omgang, og har oven i købet haft ham kortvarigt i gulvet. I anden omgang mente Benn at nu havde den kamp varet længe nok, og angriber som en rasende uden parader, men går lige ind i Logans kontrastød. Man har talt at Benn bliver ramt af en slagserie på 22 stød uden at han selv rammer en eneste gang. Publikum er helt oppe og stå og kamplederen går frem for at stoppe kampen, da Benn svinger et gevaldigt vestre hook hele vejen rundt med endestation på Logans kæbe. Så blev Logan talt ud og Benns tilskuertække steg til uanede højder. Den britiske mester Harold Graham var der ikke nogen der ville røre ved med en ildrager, så i stedet blev Benn ved at forsvare sin Commonwealth titel, og derved kom den første af kampene mellem ”De Tre Store” da han satte titlen på spil mod Michael Watson i noget så usædvanligt som et stort cirkustelt der var rejst til lejligheden i Finsbury Park i London. Benn var absolut favorit og havde en enormt stor tillid til sig selv, for stor, skulle det vise sig. Watson havde luret Benn og forsvarede sig perfekt og snart gik gassen af Nigel Benn. I sjette omgang lander Watson et ganske almindeligt venstre jab der sender Benn ned på ryggen. Benn er nok ikke så hårdt ramt, men psyken er helt ødelagt og han lader sig tælle ud.

At miste titlen og indkassere sig første nederlag, og så oven i købet på knock out slår Benn helt ud, men han finder en måde at komme i gang igen. Han forlader kone og børn og flytter til USA i håb om at få gang i karrieren igen. Det lykkes perfekt, for efter kampe mod tre gode modstandere står han pludselig i ringen overfor Doug DeWitt i en kamp om den nyligt indstiftede titel om WBO mesterskabet i Mellemvægt. Det bliver en typisk Nigel Benn kamp hvor der bliver givet og taget af et godt hjerte. Benn er i gulvet i anden omgang, men vender tilbage og stopper DeWitt i ottende omgang. Fire måneder senere er det Iran Barkley der står i det modsatte ringhjørne i Las Vegas. Barkley plejer at være hård som sten og har i sine sidste to kampe taget Roberto Duran og Michael Nunn til split decisions, men Benn er slet ikke til at stoppe og efter tre gulvture stoppes kampen til hans fordel allerede i første omgang. I England er det i mellemtiden lykkedes for en anden ubesejret englænder at får sig kørt i stilling som Benns udfordrer. Chris Eubank er 24-0 og selvom hans modstandere måske ikke har været helt i top, er det pengene der taler og kampen arrangeres. Lige fra starten lykkes det Eubank at tirre Benn med allehånde bemærkninger om at han ved hvordan han skal slå Benn. Det viser sig oven i købet at han har ret for i en meget hård og brutal kamp, må kampleder Richard Steel redde Benn i niende omgang da han er helt forsvarsløs. Denne gang ryger Benn ikke ned i et sort, men bestemmer sig for at rykke op i Super-mellemvægt og fortsætte karrieren. Efter en stribe sejre der viser at Benn har lagt det meste af vildskaben fra sig og bokser mere kontrolleret, belønnes han med en titelkamp i Italien mod Mauro Galvano. Det bliver kort og kontroversielt. Allerede i første omgang får italieneren en øjenskade efter et reglementeret slag og efter tredje omgang vil Galvanos hjørne ikke mere. Man forsøger med alle midler at får kampen erklæret ”No-Contest” da der ikke er bokset fire omgang. Kampleder Joe Cortez kender sine regler og erklærer Nigel Benn vinder og ny WBC verdensmester på TKO. Det hjælper heller ikke at klage til WBC for at få resultatet omgjort. Ved WBC ved man godt at der er mange flere penge at hente i navnet Benn end Galvano.

Dermed er grunden lagt til en ny kamp mod Chris Eubank som nu er WBO mester i Super-mellemvægt. Det bliver foran et gigantisk antal TV seere og 45.000 tilskuere på Old Trafford i Manchester at slaget bliver slået. En femtenårig Manchester City fan ved navn Ricky Hatton var også til stede, selvom han ikke var meget for at gå ind på ”Fjendens” stadion. Efter 12 hårde omgang bliver resultatet uafgjort. De fleste mente at Nigel Benn havde vundet en snæver sejr, men et point fradrag for at støde for dybt kom til at koste i den sidste ende. Begge boksere beholdt deres titler ved uafgjort, så den store taber blev den amerikanske boksepromotor Don King. Han havde optioner på begge boksere i tilfælde af sejr, men havde glemt at tage højde for uafgjort.

Nu var Benn ganske langsomt ved at være på vej ned, og han havde kun en stor kamp mere i sig nemlig halvandet år senere mod Gerald McClellan. Efter en hårrejsende kamp hvor Benn er i gulvet flere gange og endda helt ude af ringen, går McClennan i gulvet nærsten uden at være ramt og lader sig tælle ud på det ene knæ. Bagefter kollapser McClennan og selvom han opereres for den hjerneblødning han fik i kampen, bliver han aldrig sig selv igen.

Det var Nigel Benns svanesang. Han havde nogle få kampe mere og blev i de sidste to stoppet af Steve Collins. Selv om Benn levede et vildt liv, lykkedes det ham at holde på nogen af de mange penge han tjente, og lever nu i Australien.

 

(Fortsættes)